Det er måske nok lidt vel tidligt at konkludere i alt for definitivt tonefald, når det gælder favoritterne til mesterskabet, efter at kun halvdelen af de deltagende hold har været i aktion for første gang ved EM-slutrunden i fodbold. Men ved at sidestille premiereweekenden med første etape af et udskilningsløb synes det alligevel muligt at være ret kategorisk i forudsigelsen af, hvem der i hvert fald ikke vinder EM: Af de otte hold, vi hidtil har set på banerne i Schweiz og Østrig, er de seks ude af stand til at nå helt til tops. Optimale forberedelser, hjemmebanefordel og den motivation, der nødvendigvis måtte følge med, formåede ingen af værtsnationerne at udnytte til blot at få et enkelt point ud af åbningskampene mod hold, der på forhånd ikke engang blev betragtet som de vanskeligste af de indledende modstandere. Østrig fik en halvlegs overtag ’foræret’ mod Kroatien, men kunne alligevel ikke score. Og Schweiz mistede foruden alle pointene mod Tjekkiet sin samlende kraft og farligste spiller i en og samme person, da Alexander Frei grædende måtte hjælpes fra banen efter mindre end en halvlegs aktion. Det bliver historisk tidlig exit for værterne. Og selv om tre point gav holdene, der gjorde det onde ved værterne, en optimal begyndelse på slutrunden, så er det ærligt talt vanskeligt at forestille sig tjekker eller kroater i euforisk jubel efter finalen 29. juni. De kan selvfølge finde en succesbølge at ride på, men i det lange løb holder det næppe at give så meget initiativ fra sig, som det skete i markante perioder mod så relativt svage hold som Schweiz og Østrig. Hverken Tyrkiet eller Polen gjorde det decideret skidt i deres første aktioner, men de klare nederlag indikerer alligevel meget tydeligt, at der selv blandt kontinentets 16 bedste fodboldhold er så markante niveauforskelle, at de ikke umiddelbart lader sig udligne i løbet af tre uger. Efter de fire første EM-kampe står Portugal og Tyskland således tilbage som de eneste af de otte hold med reelt potentiale til at tage titlen – det er næppe overraskende for ret mange, men må ikke mindst for spillerne selv være en befriende bekræftelse. Portugals boldsikre opfindsomhed vil udfordre enhver modstander, fordi holdet er så meget andet og mere end Cristiano Ronaldo, at han – om nødvendigt – kan ’nøjes med’ at skabe plads for sine dygtige holdkammerater ved konstant at tiltrække sig ekstraordinær opmærksomhed fra modstanderne. I hvert fald indtil de bliver så trætte, at fænomenet fra Manchester United får plads til selv at boltre sig… Og Tyskland med en imponerende dynamisk offensiv med flittige løb på fløjene, bevægelige og flittigt skydende folk på midtbanen, Michael Ballack i kreativt humør og et atletisk effektivt forsvar ser ud til at skulle gøre det særdeles vanskeligt for enhver modstander at vinde. I de kommende dage bliver det interessant at se, hvor truslen mod den indledende fases to hidtil bedste hold skal komme fra. Indtil da står dette indledende bud ved magt: Frankrig slår Portugal i finalen med Tyskland og Rusland som tabende semifinalister.