Brøndby er omdrejningspunktet for de mest positive kapitler i den moderne danske fodboldhistorie. I løbet af det seneste kvarte århundrede har klubben været så dominerende, at ingen af de andre hold i den aktuelle danmarksturnering har vundet flere mesterskaber end de blå-gule fra den vestlige københavnske forstad. Ingen dansk klub har været tættere på en europæisk finale end mandskabet, der i 1991 kun akkurat blev slået ud af Roma i Uefa Cup-semifinalerne. Og ingen klub kan hævde at have udviklet flere af de landsholdsspillere, der vandt EM i 1992, end netop Brøndby.
Derfor har der igennem det seneste par årtier været noget indlysende magisk over at være spiller, leder og tilhænger i klubben – også i de stadig hyppigere perioder, hvor det har været gavnligt at kunne bruge den stærke selvopfattelse som en effektiv del af bolværket mod kriserne.




























