Dansk Boldspil-Union (DBU) er landets største idrætsforbund med 341.342 danskere registreret som udøvere. Og nationalsportens udfoldelse spænder fra mikroputternes leg med bolden på en græsplæne til højt betalte landsholdsspilleres kampe i Parken.
Sådan en organisation er det sin sag at gabe over for ledere, der i udgangspunktet er rekrutteret fra køkkenborde og cafeteriahjørner. Derfor giver det god mening, at de seneste årtiers professionalisering af sporten har drevet en tilsvarende udvikling af DBU med vellønnet generalsekretær, voksende administration og senest udskilningen af de kommercielle interesser i et selvstændigt aktieselskab.




























