Er du bekymret for, at en konkurrent eller en kunde vil klage til EU’s myndigheder for konkurrence eller handel? Så kan vi hjælpe«, skriver Avisa Partners, et af de mange lobbyfirmaer i Bruxelles, på deres hjemmeside. Firmaet fortsætter sin salgsfanfare med forsikringer om, at Avisa blev »grundlagt af tidligere topfolk i EU-kommissionen«, og at mange af dets rådgivere »kommer fra kommissionen og Europaparlamentet«. Det faktum, at så mange medarbejdere har arbejdet »på den anden side af hegnet«, giver firmaet mulighed for at »foregribe«, hvordan EU’s institutioner vil opføre sig, som der står. Avisa Partners er blot en af lobbyplanterne i den vildtvoksende underskov af firmaer specialiseret i at rådgive pengestærke industriselskaber og organisationer, som arbejder på det lukrative politiske marked i EU’s hovedstad. Avisa er helt sammenlignelig med de fleste andre lobbyselskaber, der ganske rutinemæssigt markedsfører deres eksperters eksklusive viden som tidligere ansatte i EU’s mest magtfulde direktorater. Salgsargumentet er naturligvis endnu bedre, hvis den private rådgiver var en del af myndighedernes inderkreds for ganske nylig. Den fødekæde er kendt – også i Danmark og andre lande, hvor både topembedsmænd, mediefolk og indimellem ministre mødes i lobbyismens svingdør. Problemet opstår, hvis topfolk fra systemet går direkte over i det private erhvervsliv og sælger fortrolig viden, der kan underminere myndigheden og borgernes interesser. Derfor har EU indført regler, der skal dæmme op for den slags interessekonflikter, når det gælder ansatte i institutionerne. Hvis man skal tro de uafhængige organisationer for åbenhed og lobbykontrol, så er der bare aldrig rigtig nogen, der har taget de regler alvorligt. Og det begynder muligvis at få konsekvenser nu, hvor Den Europæiske Ombudsmand har besluttet sig for at gå ind i sagen. Ombudsmand kræver oplysninger En af de mest stædige og effektive forkæmpere for åbenhed om lobbymagten er Corporate Europe Observatory (CEO). De senere års pres fra CEO og andre lobbyvagthunde har spillet en ikke uvæsentlig rolle i presset for at få skabt et register over de flere tusinde lobbyister i Bruxelles, som EU-kommissionen og Europaparlamentet indførte i juni 2011. Nu har CEO sammen med Lobbycontrol, Spinwatch og Greenpeace indgivet en 51 sider lang klage til ombudsmanden, græske Paraskevas Nikiforos Diamandouros. Klagen indeholder 10 konkrete eksempler på interessekonflikter hos topfolk på vej ud ad svingdøren, som EU-kommissionen efter organisationernes mening ikke har fulgt op på. I slutningen af sidste uge fik klagen den konsekvens, at Diamandouros åbner en undersøgelse. I første omgang beder EU’s ombudsmand kommissionen om at udlevere en liste over alle sagsmapper med ’potentielle interessekonflikter’ inden for de seneste tre år. Alene det er en sejr for åbenheden.
Men ombudsmanden advarer samtidig om, at hvis han finder ’antydninger af et systemisk problem’, så vil han på eget initiativ åbne en langt mere grundig undersøgelse af EU-institutionernes evne og vilje til at håndhæve reglerne om interessekonflikter. Det er netop sådan et ’systemisk’ problem, som lobbyvagthundene er overbevist om eksistensen af. »Mange af lobbyfirmaerne headhunter personale fra kommissionen, fordi de giver dem uvurderlig intern viden og kontakter. Det er en lukrativ forretningsstrategi, som kommissionen ikke har råd til at ignorere«, siger Rachel Tansey fra CEO. Ifølge kommissionens gældende personaleregler skal nyansatte embedsmænds fortid undersøges for interessekonflikter, og der er også et politisk kontrolsystem for det samme ved udnævnelsen af nye kommissærer. Desuden skal alle tidligere funktionærer i EU-kommissionen informere om deres nye ansættelser i en periode på to år efter afgang, så kommissionen om nødvendigt kan nedlægge forbud mod interessekonflikter. Men åbenhedsorganisationerne mener at kunne påvise, at kommissionen ikke tager de regler alvorligt endnu. Topfolk tjener på svingdøren Blandt eksemplerne i klagen fra CEO er en tidligere topfunktionær i EU-kommissionens magtfulde direktorat for konkurrence ved navn Pablo Asbo, som i 2011 abrupt skiftede job til tidligere nævnte Avisa Partners, hvor hans insiderviden stadig sælges med piber og trommer. En anden er Petra Erler, som var kabinetschef for EU’s meget magtfulde, tidligere industrikommissær Günter Verheugen. De to tyskere havde næppe forladt kommissionen, før de grundlagde deres eget konsulentfirma. En tredje er EU’s tidligere ambassadør i Washington, irske John Bruton, som nu er toprådgiver hos lobbyfirmaet Cabinet DN (der er grundlagt af to danskere). I alle tilfældene lyder påstanden i klagen til Den Europæiske Ombudsmand, at de afgående EU-topfolk undlod at informere kommissionen om deres nye job. Og kommissionen gjorde tilsyneladende heller ikke meget for at undersøge, om der var risiko for interessekonflikter. Lobbyvirksomhederne står ikke anklaget for at have gjort noget ulovligt. Det er EU-myndighederne selv, som bliver udsat for en etisk anklage om ikke at sikre borgernes interesser over for de store industrisektorers lobbyindsats. Den Europæiske Ombudsmand kan ikke straffe nogen. Men han kan kræve opklaring. Og hvis han sparker denne dør ind, kan det blive virkelig interessant.
