Det er ingen tilfældighed, at det foregår i Maltas hovedstad, når de europæiske topledere i dag drejer søgelyset tilbage til migranterne i det centrale Middelhav efter lang tids fokus på den syriske flygtningekrise længere østpå.
Valletta ligger kun 350 kilometer fra de libyske kystområder, hvor over 300.000 desperate afrikanske migranter ifølge EU-kommissionen venter på, at stadig mere hensynsløse menneskesmuglere kan sende dem ud i små gummibåde med retning mod Sydeuropa.




























