Jeg er født og opvokset i et område af Danmark, hvor alle sociale klasser møder hinanden: Bagsværd, 20 minutters togtur fra Københavns Hovedbanegård, huser både betonghettoen Værebro, lange rækker af rækkehusene og ?regattakvarteret? med Aldershvile Slotspavillion, der lagde herskabelige kulisser til tv-serien Matador. Jeg gik i klasse med børn af enlige mødre, flygtninge- og plejebørn, postmandens søn, datteren af alkoholikeren på bænken og ikke mindst en stor portion akademikerbørnene. Jeg gik til roning på Bagsværd Sø og lærte at ro i takt uagtet af mangfoldet af sociale skel i robåden. Nu har jeg taget en filosofiuddannelse og er dermed af Danmarks Statistik placeret i i den lille gruppe af 9 % af den danske befolkning med en længerevideregående uddannelse. En uddannelse, der gør mig disponeret for (for jeg er der langt fra!) en indkomst over den gennemsnitlige danske og dermed i det lag der er kaldes middelklassen (måske, om alt går vel, overklassen).
Med mine 27 år har mit liv ikke taget mange omveje endnu, men det har dog ifølge facebook givet mig 472, såkaldte, venner. Jeg har kigget mine facebookvenner nærmere efter i sømmene og omtrent alle sammen er i gang med eller har taget en kort, mellem eller længere videregående uddannelse. Der er journalister, pædagoger, sygeplejersker, konsulenter, forskere osv. Med andre ord bekendtskaber, der placerer sig i middelklassen eller derover. Der er faktisk ganske få af mine facebookvenner, der har en ungdomsuddannelse som højeste uddannelse og når jeg kigger rigtig godt efter finder jeg faktisk kun én facebookven, der kan siges at være fra underklassen. Jeg taler rent faktisk med ham uden for en virtuel verden og kender derfor til hans sociale og økonomiske situation. Han har en 10. klasseseksamen og har haft nogle hårde år med for meget druk, en mor der er blevet førtidspensionist på grund af druk, har intet arbejde, har haft en depression og i det hele taget en situation, der placerer ham på samfundets bagerste række.
