"Underklassen har ingen værdier eller moral. De forholder sig ikke til, hvad der er rigtigt eller forkert." Sådan har Karina Pedersen, klummeskribent på netavisen 180grader, tidligere formuleret sig (BT.dk d. 11.9.2012). Læg især mærke til, at Karina Pedersen ikke blot retter sit kritiske skyts mod personer, som hun rent faktisk kender. Nej, hun går længere endnu og giver en generel beskrivelse af en gruppe, som udgør næsten 14 procent af hele den danske befolkning. Det svarer til mere end 750.000 mennesker.
Når det siges så direkte, er det åbenlyst, at der er tale om en grov generalisering. Men det er ikke kun for at kritisere det, at jeg tager citatet med her. Karina Pedersens fordømmelse er nemlig et eksempel på en stereotyp opfattelse, som desværre har sneget sig ind i fleres bevidsthed de seneste år: Underklassen er generelt umoralsk, selvoptaget og slet ikke interesseret i det fælles bedste.




























