Det undrer mig tit, når folk i Danmark taler om "underklassen," eller om "de fattige" i Danmark. Det drejer sig som regel om politikere eller andre meningsdannere, der diskuterer, hvordan disse mennesker ser ud, og hvordan man bedst kan hjælpe dem ud af deres situation. Men jeg forstår som regel ikke, hvem det er, de taler om.
Det er ikke fordi jeg tror der ikke findes fattige mennesker i Danmark. Og der er bestemt mennesker her i landet, som man kunne betegne som "underklasse." Men at beskrive disse mennesker som en ensartet gruppe med nogenlunde samme behov, forekommer mig absurd.



























