Danmark er én stor middelklasse. I hvert fald hvis vi selv skal sige det. Jeg ser ganske vist, at vores middelklasseland ifølge statistikkerne er i langsom opløsning. Men på trods af at vi (altså ifølge statistikken) bliver mere differentieret, så undrer det mig, hvor sjældent jeg bliver konfronteret med det. Mange af os omgås primært dem vi kan spejle os selv i - dem med samme normer, værdier og interesser. Problemer i andre dele af samfundet eksisterer kun sporadisk i min bevidsthed.
Tendensen afspejles også i Danmarks nye byområder, der ganske vist får mangfoldighedsprædikatet på sig (måske under synonymet 'social bæredygtighed'), men som i realiteten stadig kun er for de, der kan betale for det. Det skyldes dels at nye byområder bliver til i offentlige-private konstellationer, hvor hensynet til de økonomiske rammer vægter højere end hensynet til, ja, det fælles bedste. Det er en bedre forretning at sælge en penthouselejlighed end at sælge små billige boliger. Der er samtidig heller ingen krav eller regler i Planloven, som forpligter bygherren til at bygge billige boliger. Det betyder dog ikke, at de ikke vil bygge dem. For mange bygherrer vil gerne, hvis der er en (økonomisk) gevinst ved at gøre det. Og dét er der, hvis disse billige boliger huser den kreative klasse, der måske ikke er økonomisk stærke, men har kulturelle og sociale ressourcer, som kan styrke byområdets renommé (og dermed tiltrække de nødvendige investorer). På den måde undgås rigmandsghettoen uden at de billige boliger behøver at henlede tankerne på betonghettoen. Bygherrens samvittighed og sociale ansvar klares med, at der jo faktisk er billige boliger og forudsætningerne for mangfoldigheden dermed er til stede.
