Selvom arbejdsmarkedet umiddelbart viser markant fremgang i USA, er sandheden en helt anden når man dissekerer tallene under overfladen. Nok har arbejdsløsheden været kontinuerligt faldende siden slutningen af 2009, men det er sket samtidig med at andelen af befolkningen, som er aktiv i arbejdsstyrken, er faldet til det laveste niveau siden 1978. Faldet i arbejdsløshedsprocenten skyldes således primært at antallet af folk som aktivt søger et arbejde er faldet. Da Obama tiltrådte var små 66,5 % af befolkningen engageret i arbejdsstyrken. Det tal er nu senest dykket til 63,2 %. Svarende til at, i omegnen af 10.5 millioner amerikanere har forladt arbejdsstyrken. Folk har simpelthen opgivet at finde et job i hobetal i Obamas regeringstid. Alligevel forsøger alle afkroge af Obama administrationen at male et glansbillede op af arbejdsmarkedets udvikling. Det er dog hverken troværdigt eller sympatisk. Faktisk fører den førte krisepolitik tværtimod til en markant forøgelse af USA's underklasse.
Den amerikanske centralbank har som bekendt et dobbeltmandat, hvilket betyder at de simultant tilsigter at arbejde for både prisstabilitet og maksimal beskæftigelse. Taktikken i kølvandet på finanskrisen udbrud har været at forsøge at holde tilliden kunstig høj gennem ekstraordinært lave renter, opnået gennem massive opkøb i kriseramte obligationsmarkeder. Hele 85 milliarder dollars om måneden løber det nuværende opkøb af statsobligationer op i. Det offentlige USA kan således opretholde sit kolonorme overforbrug, uden at afskedige mennesker som er ansat i positioner og roller som ingen efterspørger. Centralbanken kreerer penge ud af det blå, og støtter sin regerings overforbrug. Måned efter måned. Antallet af soldater og lobbyister er et godt eksempel på den massive misallokering af kapital i USA, som denne slags politik efterhånden har skabt. Gode midler går tabt og resultatet er en sølle jobudvikling i den private sektor. Nok genererer virksomhederne øget overskud i USA, men der medfølger ingen jobfest. Alt sammen et resultatet af en alt for lempelig kredittilgang for både det offentlige og private i årtier. Få mennesker, herunder finansfolkene, skummer fløden i takt med at aktiemarkederne endnu engang pumper i vejret. Desværre går denne kunstigt skabte velstandsstigning i stor stil udenom den almene befolkning.
