Er du ikke snart færdig med det der udland, så du kan komme hjem igen? Hvis jeg havde fået en krone for hver gang en af mine danske venner eller veninder havde spurgt mig og det, så var der et par nuller mere efter beløbet på min bankkonto. Sidste gang jeg blev spurgt er et år siden, mens jeg læste i London. Hjem igen, siger du? I London havde jeg studie, job og kæreste. Jeg følte mig hjemme.
Nu må jeg hellere slå fast at min omgangskreds altså ikke ligger på den lade side, når det kommer til at rejse. Tværtimod. De rejser ud; én er i Mongoliet på rejse, en anden i Kenya på feltarbejde og en tredje i Grønland på praktik. Men de kommer tilbage igen for ingen af dem synes at kunne forestille sig at slå sig ned uden for Danmarks trygge grænser. Og hvorfor skulle man? Vi har jo det hele her.




























