De står i snorlige rækker, bevæger sig synkront på stedet, mens sveden hagler af dem. Med øjnene stift rettet mod gruppelederen repeterer de øvelser, som skal få det bedste frem i deres krop og styrke deres selvtillid. De har den samme fører, en fælles rettesnor, selvom de ikke kender hinanden. De deler alle idealet: Survival of the Fittest. Fitness er min generations fascisme, som dyrker en krop i kontrol og styrken som en afgud. Hvad betyder det for folk uden for rækkerne af romaskiner og løbebånd?
Da min storebrors generation var unge, omtrent på den tid hvor Beverly Hills 90210 ramte sendefladen for aldrig at forlade den, var der andre bekymringer – AIDS og dårligt hår, så vidt jeg husker. Hvor AIDS var en udefrakommende virus, som kastede makabre skygger i pubertetsdrømme, og en dårlig hårdag for tiden kan kickstarte en ny trend i Kødbyen, har min generation fået en fælles fjende, som er intern - gemt i vores egen krop. Det har næsten bibelske proportioner med alt det skrøbelige kød, der skal disciplineres: Den slatne krop og spaghettiarmene får os til at marchere i takt, løbe om kap på disciplineringsmaskiner og crossfitte så selv spartanerne ville have korset sig.
