Generationen af unge under 30 år beskyldes for manglende samfundsengagement. Det hævdes, at de unge er ramt af en landsdækkende narcisismeepidemi. Disse barnlige navlebeskuere går åbenbart kun op i likes og statusopdateringer. Men rundt omkring i landet findes der initiativer, hvor unge finder fælleskabet gennem træning. Den nystartede kickboksningklub Nørrebro Fighters er et godt eksempel på unge, der sparker røv på den gode måde.
Jeg blev selv sparket i gang af min veninde, der nu også er min træner, og nu kan jeg ikke undvære det og de andre kick-chicks mellem 15 og 36 år. Jeg går på et hold, som kun er for kvinder. Hver gang trækker vi persiennerne i træningslokalet ned, så det er muligt for kvinder at træne uden hovedtørklæde. For tiden beskriver medierne, hvordan mange kvinder med anden etnisk baggrund bliver overvægtige, fordi de mangler motion. For mange kan det være svært at finde et sted at dyrke motion uden tørklæde, og det er derfor vigtigt at tilbyde tildækkede træningslokaler, hvor der kun er adgang for kvinder. Hos Nørrebro Fighters er tørklædet ingen hindring for at træne. Klubben må siges at være åben og inkluderende, eftersom ingen bliver forhindret i at træne på grund af sin religion.




























