Jeg stryger ind gennem hoveddøren på Statens Museum for Kunst og går direkte ned i museets nye børneudstilling om frihed, finder blenderen og trykker start. Intet sker. De roterende metalknive i bunden af blenderen roterer ingen steder. Jeg går straks op til receptionen for at brokke mig over, at værket ikke virker. Men ekspedienten bag skranken ved godt, at der ikke er strøm i blenderen. Den er kun med for at illustrere overfor børnene, at der med frihed følger et stort ansvar. For vore handlinger kan jo nogle gange få fatale konsekvenser, siger hun. Men min handling fik da ingen konsekvens, tænker jeg, da jeg hopper op på cyklen og kører hjem. Jeg forsøgte at blende den lille fisk. Men intet skete.
Ærligt talt havde jeg faktisk heller ikke forventet, at blenderen ville sætte i gang. Det var derfor, jeg trykkede. For jeg er ikke vant til, at mine handlinger får konsekvenser lige for øjnene af mig. Når jeg går i brugsen for at købe ind til frikadeller, skal jeg ikke først hen og trykke start på maskinen, der maser bondegårdens dyr ud i farsstrimler. Det har vi slagteriarbejdere ansat til at tage sig af. Jeg møder først grisen, når den er blendet. Jeg skal heller ikke selv svinge pisken over den underernærede børnearbejder, der er ved at sy mine nye løbesko færdig. Det er der særligt udvalgte slavepiskere ansat til at tage sig af. Og hverken slavepiskeren eller børnearbejderen er at finde i sportsforretningen, hvor jeg køber skoene. De grumme konsekvenser ved vores livsstil får vi ikke med i købet. De bliver møjsommeligt siet fra. Jeg kan trykke nok så meget på blenderen. Konsekvensen af min handling får jeg ikke at se. Og jeg kan købe alle de løbesko og spise alle de frikadeller, jeg vil. Det beskidte arbejde, der er gået forud for mit luksuriøse forbrug, får jeg ikke at se. I vores verden er knappen og blenderen adskilt.
