Mens toget skærer gennem Sydsjællands pløjemarker tænker jeg på alt det, jeg ikke når i weekenden. På oplægget der skulle forberedes, metodeanalysen der burde læses, og de 5 interviews der venter på at blive transskriberet. Jylland nærmer sig og jeg tæller de timer, jeg kunne have arbejdet de næste par dage. Hvis det altså ikke var fordi min 90-årige mormor, på sin vanligt insisterende facon, havde inviteret mig på weekenden hos hende i Midtjylland. Og det kan man jo ikke sige nej til, for selvom hun har lovet at ”hænge i en tid endnu” bliver hun jo ikke yngre. Alligevel kan jeg ikke give slip på tanken om, at når jeg piller en hel weekend ud af kalenderen, kommer der for alvor underskud på tidsbalancen i næste uge. Og da jeg krydser Lillebæltsbroen føler jeg mig stakåndet ved tanken om den tid, der skal indhentes på den anden side af en uproduktiv weekend.
Hvad er det med denne her besættelse af tid? Nogle gange mistænker jeg mig selv for at være mere interesseret i, hvor mange timer jeg f.eks. tilbringer på læsesalen end hvor mange nye ideer jeg får, mens jeg er der. Og ofte tager jeg mine tanker i at have forladt læsesalen, kort efter vi er kommet. Mens jeg forestiller at studere, overvejer de - tankerne altså - hvad der skal ske efter læsesalen, i morgen, næste uge og i månederne frem til jul. Men hvorfor denne planlægningsmani? Hvorfor forestiller jeg mig tiden som noget, der kan inddeles i målbare, kvantitative enheder, i sekunder, minutter og timer? Enheder, der kan lægges sammen og trækkes fra i sindrige kalkulationer, der giver et overslag på hvorvidt jeg er bagud eller forud i forhold til tiden? Regnestykker der, ligesom min bankkonto, har to mulig outputs: plus eller minus, og indikerer at mens jeg besøger Mormor, løber tiden fra mig.
