Da jeg var teenager, lærte jeg ikke kun engelsk i skolen. Jeg lærte det ved at spille computer, se fjernsyn og høre Absolute Music på min ghettoblaster. Når jeg så serier i fjernsynet, stoppede jeg langsomt med at læse underteksterne, og lærte at adskille og genkende sprogets lyde. Jeg fik gennem fjernsynet suppleret mine venner fra skolen med nye venner, som sad på den anden af jorden på en kaffebar midt i New York. Jeg lærte nemlig ikke kun et nyt sprog at kende, men også en hel masse personer og en pakke af kulturelle symboler. Disse symboler deler jeg med min generation, ikke kun i Danmark, men i alle vestlige lande. Om man er i Aalborg, Budapest eller Nashville vil alle i min generation have en holdning til hipsters. Vi kender alle til de samme kulturelle symboler og kan mødes over disse, hvad enten det er med afstandstagen eller tilslutning. Dette har i dag udviklet sig til et stort vestligt kulturelt fællesskab, som hovedsagligt formidles gennem de digitale og trykte medier. Det betyder ikke, at alle er enige om, hvorvidt de nye Batmanfilm er god eller ej, men at de kender til dem. Vi har en fælles referenceramme, som vi med en fremmed jævnaldrene fra et andet vestligt land let kan referere til og diskutere ud fra. Vi forstår hinanden, og ikke kun fordi vi alle sammen taler engelsk, men også fordi der er et overlap i vores forståelsesrammer.
Det er selvfølgelig ikke alle symboler, der når et internationalt niveau. Vi har i Danmark også nogle nationalt afgrænsede kulturelle betydninger. De danske symboler er ofte funderet i en kultur formidlet på dansk. Det sætter dermed visse begrænsninger for udbredelsen. Med det engelske sprogs udbredelse er de nationalt afgrænsede symbolske fællesskaber uden tvivl kommet i skarp konkurrence med de internationale, især amerikansk og engelsk funderede fænomener.
