Zornig og Pedersen er begge brudt ud af underklassen. De har to meget forskellige opfattelser af, hvad der i deres respektive situationer har gjort dette brud muligt. Karina Pedersen mener, at svaret ligger hos hende selv alene. Hun har været heldig, stærk og føler sig ikke hjulpet på vej af andet end egne kompetencer. Mens Lisbeth Zornig anerkender, at velfærdsstaten og ikke mindst mennesker i denne har hjulpet hende på vej i barndommen.
Først og fremmest må jeg se bort fra min irritation over, at de to bliver præsenteret som "to stærke kvinder." Sådan ville man aldrig præsentere en mand i samme sted. Det er simpelthen en følelseladet debat, vi her står overfor. Hvor den personlige historie danner grundlag for en politisk argumentation. Sprængfarlig cocktail. Alligevel vil jeg forsøge at gøre det samme og præsentere læseren for min farmor.
