Videnskab er min store passion. Store dele af min dag går med at tænke over forskningsprojekter, læse videnskabelig litteratur og få nye ideer eller spørgsmål, som jeg ønsker besvaret. Videnskab er en fantastisk tænkemåde. Et værktøj, som åbner mine øjne for verden, holder mig nysgerrig og lader mig forstå, at verden ikke er sort/hvid, men fyldt med nuancer.
Med tiltrængt ydmyghed har jeg også måttet sande, at min viden vil heller aldrig blive fuldendt. Jeg vil aldrig kunne erkende universets, naturens eller menneskekroppens sande virkemåde. Kun med teoretiske modeller kan jeg tilnærmelsesvis forstå dem. Disse modeller bliver med mindre og større (oftest mindre) hast opdateret og tilpasset de nyeste forskningsresultater. Det er endnu én af videnskabens egenskaber, der fascinerer mig. Det evige ræs af mange mindre opdateringer og få skelsættende paradigmeskift er med til at gøre livet værd at leve. Her sker der noget, og jeg er hoppet på vognen for at være med i forreste geled.




























