Tidens budskab til unge lyder: Skynd dig at effektivisere, eller vink farvel til din fremtid. Vi skal løbe så hurtigt at vi glemmer alt om nordiske uddannelsesværdier som samarbejde og kreativitet, glemmer alt om fællesskab og kun fokuserer på vores egen fremgang. Nu gælder det kun om at sikre vores egen fremtid og overlevelse. Uanset hvem vi måtte træde på på vejen til denne. Det er ifølge tidens politiske tendens vores eneste chance.
Vi skal konstant effektiviseres og effektivisere, ellers kommer kineserne og overtager markedet og vores jobs, og de er mange, de er hurtige og de er effektive.




























