”FEDT!” tænkte jeg, da jeg læste annoncen for ansøgningen til Politikens Kritikerskole. ”Nu er der et forum hvor jeg kan få aflad for alt det, jeg har på hjerte, og jeg kan endda få hjælp til at formidle det på en ordentlig måde”. Og det som sådan rigtigt nok; det er dét Kritikerskolen er. Og jeg blev især glad da vi blev omtalt på første skoledag som ”Danmarks nye stemmer” – ”Yes, I skal dælme tro at min stemme skal høres”, tænkte jeg efterfølgende. Men som skoledagene har haft sin gang, og jeg sidder hver anden onsdag på skolebænken med mine andre debat-ivrige jævnaldrende, slår det mig, hvor prætentiøst det er, og hvor håbløst ens og almindelige vi er. Politiken har altså ikke formået at samle en masse forskellige mennesker og meninger – de har blot formået at samle en masse unge mennesker, der tror de er mere end de er, og det bliver gødet af sætninger som ”debatten har BRUG for jer” og ”I er Danmarks nye stemmer”.
Det slår mig, at ingen af debattørerne er virkeligt muskuløse. Ingen af dem har burka eller kalot på. Ingen af dem er fra Grønland. Der er ingen transvestitter. Og sådan kan jeg blive ved… Det slår mig til gengæld at virkeligt mange af debattørerne render rundt med sine Fjällräven-rygsække, udslidte Adidas Handball-sko, og stramme jeans og en skovmandsskjorte. Politiken har altså ikke formået at samle en masse forskellige typer mennesker, og helt ærligt; ville det ikke være mere spændende at få en debat i gang med en masse mennesker, hvor forskelligheden var tydelig og faktisk helt åbenlys? Hvor meningerne og holdningerne stråler ud af personlighederne?
