Så står jeg der igen. Bøjer hovedet over køledisken og lader blikket glide hen over de bløde, våde klumper af kylling, svin og kalv, der ligger på lange, lige rækker i hver deres cellofan-indhegning. Jeg har allerede vandret rundt om det overdimensionerede køleskab én gang, men kan stadig ikke se det for mig. Se hvordan jeg får indholdet sat sammen med andre ingredienser og forvandlet til et interessant måltid?
Sådan forløber det flere gange om ugen. Ambitionerne om at prøve nogle nye råvarer og lave nye retter er mange. Det sker bare ikke. Omgivet af trætte forældre med trætte børn, som også er på aftensmadsjagt kl. 17.30, bliver jeg fuldstændig blank. Og supermarkedet kommer mig ikke til undsætning. Over køledisken hænger der ingen smukke farvefotos af indbydende måltider, der er ingen dufte og ingen ekspedienter, der står klar med en personlig anbefaling af de varer, de ellers skal forestille at ville sælge mig.
