I Martin Kongstads oplæg til Kritikerskolen d. 6/11 talte han om længerevarende ægteskaber som et slags "teater" hvor man sidder overfor hinanden og spiser og ikke siger en lyd. Jeg har ondt af ham, hvis det er sådan han tænker om sit eget ægteskab både nu, og om 30 år! Og hvis det er sådan, at han frygter at hans eget ægteskab bliver - og det må man jo gå ud fra at han gør, eftersom han bruger så meget af sin energi på at tale om ægteskabet på den måde - så synes jeg ikke at flerkoneri eller affærer er løsningen. Og det synes han åbenbart heller ikke selv det er: for da han blev spurgt om det er noget han selv ville kunne dyrke i sit eget ægteskab, sagde han nej! Jamen, Martin! Hvis du frygter at du og din kone bliver to gamle nisser om nogle år, og hvis du allerede nu er fristet til at søge en eller flere affærer, men du indrømmer at det ikke vil fungere, så skal du nok starte med at redde dit ægteskab et andet sted.
Netop dét vil jeg komme tilbage til sidst i artiklen. Når du taler om "det flydende fællesskab", er det fordi, det er noget du selv har brug for. Du kommer selv fra en tid hvor alt hvad der hed kærlighed og familie var i opbrud, og jeg bebrejder dig ikke, at du er blevet et offer for det. Men lad være med at tale om det, som noget vi har brug for, når du ikke engang selv efterlever det. Det er okay, hvis du siger at det er noget du selv kunne tænke dig. Det skal du bare gøre. Og jeg kan godt forstå at du godt kunne tænke dig at have en affære. Det er der mange fra din generation der godt kunne tænke sig; jeg ville faktisk nyde hvis mine forældre gik på dates med andre end hinanden. Du glemmer bare at vi, der sidder i dit publikum, ikke er gamle frustrerede mænd, der er gift og har børn.
