Før min første Roskilde Festival anede jeg ikke, der var noget, der hed romaer. I dag skammer jeg mig over, at jeg sparkede en af dem i røven, fordi hun rendte lidt for meget rundt mellem mine meget selvbevidste teenageben.
Alt hvad jeg vidste om sigøjnere, havde jeg fra De5 bøgerne. Og så vidt jeg husker, var de både farlige, fæle og børnemordere - med en enkelt undtagelse. Naturligvis. De fire børn og den store hund blev i hvert fald grumme overrasket, da de mødte sigøjnerpigen Jo, som ikke var rigtigt ond. Hun stjal bare, fordi hendes onde onkler sagde, hun skulle.




























