Vi har set "Bridezilla", "Hva' bruden ikke ved" og senest DR3's succes "Gift ved første blik". Ægteskabet er stadig et tema, som optager danskerne. Derfor har TV2 satset på endnu en bryllupsdokumentar, "De 7 bryllupper", som belyser ægteskabet anno 2013.
TV2 har altid dyrket slægtshistorien og haft succes med det. Eksempelvis med dokumentarserien "Årgang 0", hvor man siden år 2000 har kunnet følge historien om den første generation i det nye årtusind. Her følger man børnene Stephanie, Emma, Rachel og Christian fra fødsel til voksenliv gennem videodagbøger, som familierne fører. Serien følges af op mod en million seere, når nye afsnit kører over tv-skærmene i januar. Kort sagt - serien er aldeles populær og har en fortælling, som trækker tusindvis af danskere til skærmen år efter år. Konceptet holder, men kan man sige det samme om "De 7 bryllupper"?



























