Meget er blevet skrevet og sagt, siden DR i starten af dette år lancerede ungdomskanalen DR3. Det umage højrefløjspar Simon Emil Ammitzbøll og Morten Messerschmidt var langt fra begejstrede for public service- og lødighedsniveauet, og SBS NET brokkede sig højlydt over, at en statsstøttet kanal fik lov til at brede sin sendeflade ud over ”deres” territorium.
Med dokumentarserien ”Bøssestudier” beviser DR3 endnu engang, at kanalen er milevidt fra så meget som en sammenligning med SBS NETs kommercielle kanaler. Med udgangspunkt i statistikker foretaget af DR Analyse i samarbejde med LGBT, Out and About og Yougov prøver programmet at give os en idé om, hvem de homoseksuelle mænd i Danmark egentlig er. Det sker gennem interviews ogstudier af diverse ’cases’.




























