Som mange andre danskere har jeg valgt, i kølvandet på finanskrisen, at skifte Danske Bank ud med Andelskassen Merkur. I Merkur er der gennemsigtighed i forhold til hvilke projekter ens midler støtter. Ganske betryggende, kunne man vælge at sige. Men forholdet til min nye “anstændige” bank kom på en alvorlig prøve forleden, da jeg ringede ind for at bestille et møde hvor jeg gerne ville have hjælp til at tilrettelægge min og min nyligt sammenflyttede kærestes økonomi. Fælles budgetkonto, du ved, og den slags. Vi havde brug for at få et overblik og få samlet vores udgifter og sat tingene i system. “Altså jeg vil gerne bede om et møde, så vi kan få lidt hjælp til hvordan vi gør det bedst?”
Ingen penge, ingen hjælp
“Det gør vi ikke”, var svaret. “Undskyld, hvad?” sagde jeg. Det viser sig at Andelskassen Merkur ikke tilbyder den slags møder til almindelige mennesker, som ikke har monstermeget styr på deres økonomi, men som heller ikke er helt fucked. Det må folk selv klare. Jeg prøvede igen. “Altså jeg vil gerne betale for det, hvis det er”. Men svaret var stadig nej. Det er åbenbart ikke noget de tilbyder. Jeg kunne til gengæld godt få et møde hvis jeg overvejede at tage et lån. Hvis jeg ønskede at låne 300.000 kunne jeg med andre ord godt få et sat et møde op. Den tager vi lige igen. Jeg kan ikke få hjælp til at få stablet en sund økonomi på benene, men jeg kan godt få hjælp til at gældsætte mig op over begge ører.




























