Da jeg gik i 3. klasse havde jeg for længst pløjet mig gennem de fire udkomne Harry Potter-bøger, og jeg kastede mig med glæde over Hobbitten og Ringenes Herre. Jeg kan hilse og sige, at Tolkien er rimelig heftig litteratur for en tøs på 10. Var jeg et exceptionelt velbegavet barn? Gu', var jeg ej! Jeg læste bøgerne for underholdningens og udfordringens skyld. Det var mit værn mod det afsindige farvelade-temauge-kaos, folkeskolen havde på menuen. Det var den samme plumrede suppe uden smag og næring, jeg fik serveret hver eneste dag i ti lange år. Har jeg ondt af mig selv? Næppe. Har jeg lidt under, at folkeskolen var et cirkus, hvor læreren ikke var sprechstallmeister, men derimod lagkageklovn? Ikke synderligt - mine forældre er nemlig akademikere. Taberne blev i stedet de af mine klassekammerater, hvis forældre ikke læste Politiken.
Det er 14½ år siden, at jeg selv startede i folkeskolen. I den tid er der flyttet enorme ressourcer fra normal- til specialområdet. Timetallet er dalet. Fagligheden er faldet. Og et skræmmende antal unge analfabeter forsøger at klare sig nødtørftigt igennem den ubetydelige afgangsprøve. For få kan læse, endnu færre kan skrive og de allerfærreste har fanget den dér med Pythagoras. Til gengæld er vi en generation, som overgår alle i at dyppe avisstrimler i tapetklister og vikle dem om balloner og hønsenet. Det er vel også en kvalitet?
