Der er få konflikter, der splitter så meget som konflikten mellem Israel og Palæstina. Dette gælder ikke mindst i Socialdemokratiet.
Det er sådan set forståeligt, fordi vi er vidner til en historisk lang og kompliceret konflikt med forfærdelige tab og store følelser på begge sider. Mange vælger at tie og undgå diskussionen, hvor de kan. Vi har selv tiet flere gange. Og flere tier stadig. Det er der flere årsager til. Det er hårdt at være uenige med sine kammerater om krig og krigsforbrydelser, og den offentlige debat er hård. Der skal ikke meget til, før man bliver beskyldt for at støtte terror, folkemord, racisme eller antisemitisme.
Samtidig er der nogle, som føler sig magtesløse. De føler, at de ikke kan gøre en forskel, og at de grundlæggende har mistet troen på, at der vil ske en forandring.
Men vi er ikke blevet politisk aktive for at tie, mens en af vor tids værste humanitære katastrofer sker for øjnene af os, endda med Vestens opbakning.
Derfor har de seneste begivenheder været umådeligt svære for de af os, der ikke har været enige i linjen, der er lagt.
Fælles for os alle er, at vi føler, at vi har en moralsk forpligtelse til at sige fra og handle. Flere har forsøgt at råbe op internt – også før 7. oktober. Nu prøver vi udadtil.
Flere børn er dræbt i Gaza på tre uger end i alle verdens konfliktzoner i løbet af hele sidste år. Vi begræder de mange forfærdelige videoer, der måned efter måned har floreret på de sociale medier. Med børn, der nok aldrig får en fair chance for at bruge deres evner og realisere deres drømme, fordi de er palæstinensere.
Fanget i Gaza.
Uden frihed.
Og nu med bombede skoler, hospitaler og flytningelejre og uden medicin, elektricitet, vand og mad.
Som socialdemokrater er lige muligheder og solidaritet vores kerneværdier – også for folk med en anden hudfarve eller religion.
Vi mener, at der i den grad er brug for et stærkt Socialdemokrati med stærke værdier internationalt, hvor vi altid bakker op om den internationale retsorden.
Socialdemokratiet må og skal gøre mere for at danne bro og stoppe krigen i Gaza. Vi ønsker en linje, der tydeligt er på de civile og fredens side. På siden med menneskerettigheder og international lov. Heldigvis er regeringen begyndt at være mere kritisk over for Israels politik og handlinger. Desværre skete det alt for langsomt, og regeringen er langtfra i mål med at leve op til sine internationale forpligtelser.
Nogle af os føler os stigmatiseret, når vi ytrer holdninger, som er på linje med vores socialdemokratiske partifæller i lande som Norge og Spanien.
Nogle af os oplever at blive udstillet som ekstreme, når vi deler kritiske synspunkter og viden fra anerkendte kilder som FN, Amnesty International, Human Rights Watch eller Israelske B’Tselem. Det er, som om de holdninger, som internationalt er anset for at være moderate, ofte bliver set som partiske herhjemme.
Men det er jo ikke ekstremt at ønske fred. Det er ikke antisemitisk at kritisere Israels politik eller de politiske valg, som de tager.
Vi fordømmer al form for terror og alle former for krigsforbrydelser, uanset hvem der begår dem. Vi fordømmer al racisme, antisemitisme og islamofobi. Vi er ikke imod hverken jøder, muslimer, israelere eller palæstinensere.
Det handler om politik. Helt specifikt Netanyahus politik.
Vi skal bakke op om FN, de internationale konventioner og Den Internationale Domstol (ICJ) i Haag, som stærkt og længe har kritiseret Israels 57 år lange og ulovlige besættelse af palæstinensiske områder og dets bosættelser, herunder også på Vestbredden.
I årtier har Gazas indbyggere lidt under Israels ulovlige blokade, der har begrænset mennesker og varer i at bevæge sig frit, hvilket har ødelagt Gazas økonomi. Begge parter har gennem årene bekriget hinanden og har begået krigsforbrydelser. Mange mennesker, især palæstinensere, har mistet livsgrundlaget, deres nære og deres liv.
Terrorangrebet 7. oktober 2023 var frygtelig. Siden er cirka 1.400 israelere blevet dræbt, og der er stadigvæk mere end 100 israelere, der sidder som gidsler under kummerlige forhold med overgreb og tortur. Der er intet, som kan forsvare at dræbe civile israelere.
Ligesom intet kan forsvare at sønderbombe et af verdens mest tætbefolkede områder, så 40.000 palæstinensere har mistet livet.
Der er heller intet, der kan forsvare at tage tusindvis af palæstinensiske mænd, kvinder og børn som krigsfanger og udsætte dem for umenneskelige forhold, heriblandt tortur og overgreb. Uanset hvad, er enhver form for legemsbeskadigelse og drab på civile absolut hjerteskærende.
Eksperter fra FN har siden konfliktens start advaret om, at en invasion af Gaza ville blive en historisk humanitær katastrofe. Alligevel stod mange af vores partifæller last og brast med Israel. Og der var flere, der tav.
Allerede tidligt i invasionsforløbet advarede mange eksperter og organisationer om, at Israels handlinger var krigsforbrydelser, og at både Israels handlinger og udtalelser fra toppolitikere kunne tyde på, at angrebet var et forsøg på etnisk udrensning.
Det er mange måneder siden, at ICJ besluttede at der var risiko for uoprettelig skade mod palæstinensernes ret til at blive beskyttet mod folkemord, og derfor gik videre med en formel retsag. FN’s særlige rapportør om menneskerettighedssituationen i de besatte palæstinensiske områder, Francesca Albanese, fandt tre af fem handlinger. Den første er at dræbe medlemmer af en bestemt befolkningsgruppe, hvoraf over 70 procent er kvinder og børn. Det andet forhold er at tilføje medlemmer af en befolkningsgruppe en betydelig legemlig eller åndelig skade. Tusindvis af palæstinensiske mænd og drenge er blevet tilbageholdt og tortureret. Det tredje forhold er med forsæt at påføre medlemmer af en befolkningsgruppe levevilkår, beregnet på at bevirke befolkningsgruppens fuldstændige eller delvise fysiske ødelæggelse. Over 60 procent af Gazas infrastruktur er beskadiget eller tilintetgjort, herunder infrastruktur, som er nødvendig for at opretholde liv.
Folkemordskonventionen forpligter os til at handle nu – alene på mistanken om folkemord.
Israel er en utrolig stærk militærmagt. De dominerer blandt andet med højteknologisk militærisenkram, herunder atomvåben. Israel modtager desuden over en milliard dollars i støtte fra USA årligt. Palæstina, derimod, har ikke engang en stat, og størstedelen af deres territorium er enten besat eller under blokade. Ifølge FN’s øverste domstol, ICJ, er Israel en ulovlig besættelsesmagt, der udøver apartheid. Ifølge FN står Israel for over 95 procent af de dræbte i konflikten mellem Israel og Palæstina i perioden 2008-23.
Derfor er vi nødt til at erkende, at det på ingen måde er en konflikt mellem ligeværdige parter, og at Israel og Vesten derfor bærer det største ansvar for at løse konflikten.
Vi må anerkende og erkende, at der i den grad er brug for handling – også fra Danmarks side.
Vi kan ikke tillade, at denne konflikt fortsætter med at koste liv og ødelæggelse. Det er tid til at handle og vise lederskab. Danmark skal spille en aktiv rolle i at støtte FN’s fredsinitiativer og sikre, at der lægges maksimalt pres på alle parter for at overholde en permanent våbenhvile. Vi opfordrer Danmark til at tage ansvaret i internationale fora og arbejde for en samlet EU-strategi med fokus på diplomati, humanitær bistand og målrettede sanktioner.
Her og nu handler det først og fremmest om én ting: fred. Danmark er nødt til at være sit internationale ansvar bevidst og gøre alt for at stoppe et muligt folkemord. Vi må og skal gøre mere for at støtte FN’s krav om en øjeblikkelig og permanent våbenhvile. Vi må og skal have en løsladelse af alle gidsler; både israelske og palæstinensiske samt alle ikkedømte krigsfanger. Vi må og skal sikre, at palæstinenserne har adgang til livsnødvendigheder såsom mad, elektricitet, medicin og vand.
Det kræver en koordineret indsats for at sikre, at en våbenhvile respekteres, at civile beskyttes, og at humanitær hjælp når frem til de mennesker, der har brug for det. Et øjeblikkeligt stop for våbensalg og handel med våbenkomponenter til de offensive operationer i Israel er afgørende.
Danmark bør, som flere organisationer og tidligere udenrigsministre Mogens Lykketoft, Villy Søvndal og Martin Lidegaard har sagt, sørge for et totalt stop for salg af våben til Israel, inklusive de våbenkomponenter, der sælges til USA med Israel som mulig slutbruger, sådan som vi er forpligtet til gennem internationale konventioner, som vi selv har skrevet under på.
Danmark skal desuden presse på, for at parterne i konflikten bliver holdt ansvarlige for deres handlinger. Dette indebærer en utvetydig støtte til internationale retsforfølgelser mod dem, der begår krigsforbrydelser, uanset hvilken side de tilhører.
Krigsforbrydelser skal have konsekvenser, og loven skal være lige for alle.
Sanktioner mod begge parter, hvis ikke kravene om våbenhvile bliver overholdt, er nødvendige. Sanktionerne skal være diplomatiske, økonomiske og proportionale, de skal specifikt målrettes mod de ledere og institutioner, der aktivt bidrager til at forlænge konflikten. Danmark bør arbejde for, at EU vedtager målrettede sanktioner, og samtidig opfordre andre nationer til at gøre det samme.
Det er på høje tid, at Danmark og det internationale samfund træder frem med en stærk og sammenhængende strategi, der ikke blot taler om fred, men også aktivt fremmer den. Konflikten mellem Israel og Palæstina har varet alt for længe, og dens tragiske konsekvenser har påvirket både israelere og palæstinensere i generationer. Uskyldige liv går tabt hver dag, og nye generationer vokser op i en atmosfære af had, frygt og usikkerhed.
Som medlemmer af det internationale samfund har vi et ansvar for at gribe ind, ikke kun med ord, men med handling, der kan frembringe en varig løsning.
Det er afgørende, at vi arbejder mod en langsigtet løsning, der tager højde for både israelernes og palæstinensernes rettigheder og behov. Dette kræver en langsigtet indsats, hvor både økonomisk og politisk støtte kanaliseres mod at skabe bæredygtige og retfærdige løsninger.
Enhver fredsaftale skal være retfærdig og bæredygtig, hvilket betyder, at den skal bygge på gensidig respekt, lighed og anerkendelse af begge folks ret til at eksistere i sikkerhed og værdighed.
Danmark bør aktivt støtte en tostatsløsning som en mulig vej frem, samtidig med at vi støtter tiltag, der fremmer forsoning og dialog mellem de stridende parter. Her og nu bør vi følge 146 andre lande og vores partikammerater i Norge og anerkende Palæstina som stat.
For der kan jo ikke være en tostatsløsning uden to stater.
Vi kan ikke få en varig fred uden retfærdighed og grundlæggende menneskerettigheder for palæstinenserne og sikkerhed for alle mennesker på begge sider af konflikten. Vi skal have forhandlinger i gang til at sikre et stop for den ulovlige besættelse og blokade, en tilbagetrækning af alle ulovlige bosættelser samt ret til tilbagevenden og erstatning til fordrevne palæstinensere. Både i Gaza og Vestbredden, hvor der også er en tiltagende ulovlig besættelse og militære operationer efter 7. oktober.
Vi skal øge den humanitære støtte med mad, medicin og hjælp til genopbygning af infrastrukturen i Palæstina, fordi Gaza er blevet ubeboeligt. FN kan rapportere, at 96 procent af palæstinenserne i Gaza befinder sig i en kritisk situation i forhold til anskaffelse af mad. Næsten en halv million befinder sig på det øverste katastrofeniveau; et niveau, der gør, at husstande oplever hungersnød. 30 af de 36 hospitaler i Gaza er blevet bombet. De nyeste tal viser, at de 30 hospitaler tilsammen er blevet bombet over 600 gange – oftest med patienter og deres personale i bygningerne. Det er en uholdbar og ubegribelig situation, og hospitalerne er noget af det første, vi skal genoprette.
Fred kommer ikke af sig selv. Vi kan og skal ikke tie længere. Det kræver en målrettet og vedholdende indsats fra alle os, der ønsker en bedre fremtid for regionen og for verden. Danmark kan og bør spille en central rolle i denne proces ved at stå fast på vores værdier.
Vi skal handle i overensstemmelse med vores internationale forpligtelser.
Det bør Socialdemokratiet og regeringen også.
fortsæt med at læse
