For otte år siden var jeg studerende på Harvard University. Nærmere specifikt på John F. Kennedy School of Government, som er Harvards graduate school for statskundskab og desuden den førende public policy-skole i verden. Jeg ankom i august 2016 og glædede mig til at opleve præsidentvalgkampen mellem Hillary Clinton og Donald Trump helt tæt på.
Harvard Kennedy School blev grundlagt i 1936 i tiden efter den store depression, hvor den amerikanske regering kæmpede med historiske indenrigs- og udenrigspolitiske udfordringer. Kennedy-skolens mission er »at forbedre offentlig politik og lederskab, så befolkningen kan leve i samfund, der er mere sikre, frie, retfærdige og bæredygtigt velstående«.
Med det for øje har skolen siden da uddannet en lang række fremtrædende regeringsledere, embedsmænd og forretningsfolk i hele verden. Nogle af de største politiske personligheder i USA var tilknyttet skolen, herunder den tidligere finansminister Larry Summers, tidligere rådgiver for fire præsidenter David Gergen og den nuværende National Security Advisor, Jake Sullivan.
Valget så i august 2016 ganske forudsigeligt ud. Demokraterne ville sikre sig den tredje præsidentperiode i træk. Trumps kampagneleder, Paul Manafort, havde netop indgivet sin opsigelse efter blot to måneder i sædet, og det lignede en større republikansk nedsmeltning.
Det blev tidligt klart for mig, at Trump ikke blev regnet for noget på Harvard. Det havde været en stor overraskelse, at han havde vundet det republikanske kandidatur. På forhånd havde favoritten været Jeb Bush, der ved primærvalgenes start havde samlet flere penge ind end de resterende kandidater tilsammen. Sjovt nok blev Jeb Bush offentliggjort som visiting fellow på Kennedy-skolen, netop som jeg startede.
En tydelig cementering af skolens position som etablissementet. Nu forventede alle på skolen en klar sejr til Hillary Clinton. Det var der som sådan ikke noget mærkværdigt i. Som bogen ’Fire & Fury’ af den amerikanske journalist Michael Wolff har portrætteret, anså hele Trump-teamet valgsejren for ganske urealistisk.
Der var dog visse forhold, der overraskede mig som dansker og som europæer. Barack Obama havde ledt USA i otte år. Selv om han ikke havde løst alle problemer, førte han USA ud af finanskrisen og afleverede en stærk økonomi, en solid jobskabelse, en sundhedsreform og vigtige regulatoriske tiltag på klimaområdet.
Selv hvis man var imod Obamacare og klimalovgivning, var det svært at ignorere de økonomiske resultater. Alligevel ville mere end 60 millioner amerikanere nu stemme på den totale lottokupon, Donald Trump, til præsidentvalget.
Hvordan i alverden kunne så mange nå til den konklusion?
Det spørgsmål oplevede jeg ikke, at mine amerikanske medstuderende interesserede sig for. Der lod ikke til at være et ønske om at forstå bevæggrunden for, at en stor gruppe havde mistet så meget tillid til systemet, at de var villige til at stemme på Trump. Der var tværtimod foragt over for Trump og hans vælgere.
Jeg husker en undervisningstime, hvor jeg selv og et par andre europæiske medstuderende åbnede for, at Hillary Clinton måske ikke var tidens bedste kandidat. Vi nævnte, at hun var en del Bill Clintons hold fra 1994-2000, hvor man bl.a. indgik frihandelsaftalen North American Free Trade Agreement (Nafta) med Mexico og Canada, som Trump har kaldt »the single worst trade deal ever approved in this country«.
At genforhandle Nafta-aftalen til fordel for USA og amerikanske jobs var netop et af Trumps store valgløfter i 2016.
Vi fremhævede også, at Clinton havde haft tætte bånd til upopulære Wall Street og modtaget store honorarer for at tale til diverse arrangementer. Endelig havde hun kaldt Trumps vælgere for deplorables, hvilket understregede hendes arrogance over for dele af den almindelige befolkning. Men ingen ville diskutere Hillarys kandidatur. Det blev totalt affærdiget.
Trump var en idiot og antidemokrat. Som udefrakommende havde jeg selvfølgelig mindre på spil. Det var alligevel sigende for mig, at man på verdens førende politiske skole ikke ønskede en nuanceret diskussion om de forskellige kandidaturer.
Som semestret skred frem, kom valget nærmere. Flere var frivillige i Hillarys kampagne, ringede på døre og gik til valgarrangementer. Den demokratiske forening var til stede overalt på skolen, hvor de mobiliserede eleverne til at stemme dørklokker og deltage i arrangementer.
Der var, så vidt jeg ved, ingen, som støttede republikanerne. Enkelte tog til Trumps rallys, men det var mere som en once in a lifetime opportunity for at opleve et freak show. På dette tidspunkt var alle eksperter sikre på en demokratisk sejr. Flere af underviserne begyndte endda at rykke eksaminerne frem, fordi de angiveligt planlagde at skulle være en del af Hillarys transitionsteam og senere administrationen i Det Hvide Hus.
Endelig kom valgdagen. Der var lagt op til en sejr og stor fest hos demokraterne.
Jeg tilbragte selv valgnatten på en bar i Cambridge i nærheden af Harvard, hvor den forventede demokratiske sejr skulle fejres. Aftenens første chok kom, da Trump vandt Ohio, som er en typisk svingstat, og som alle senere præsidenter har vundet siden 1964. Kort efter blev Trump kåret som vinder af Florida.
Alle vidste, at vinderen af Florida typisk vinder præsidentvalget, men de fleste håbede endnu på, at Clinton kunne tage vigtige sejre i nogle af svingstaterne længere vestpå. Flere bemærkede, at de demokratiske vælgere typisk stemte senere på dagen, hvor de fik fri fra arbejde, og vi derfor kunne forvente en slutspurt fra Clinton-vælgerne.
Da Trump senere blev udnævnt som vinder af de traditionelle svingstater Pennsylvania, Michigan og Wisconsin, var valget tabt, og rådvildheden bredte sig. Luften gik fuldstændig ud af baren, og der blev helt stille. Vi gik alle slukørede i seng med en frygt for, hvad fremtiden ville bringe. Ville der udbryde krig mod Nordkorea? Ville Trump blive venner med Putin? Og ville han ødelægge års fremskridt på klimafronten og trække USA ud af Paris-aftalen?
Dagen efter var der samling på Kennedy-skolen. Stemningen var næsten som til en begravelse. Dekanen på skolen holdt en tale, hvori han adresserede den demokratiske krise, og hvilken rolle vi havde i at sikre demokratiet. Som dansker var det utrolig mærkeligt at opleve.
For trods alle Trumps fortrædeligheder havde han jo vundet valget på fair præmisser. Der var (endnu) ingen vold, valgsnyd eller forsøg på at påvirke valgansvarlige. Derfor måtte man som fortaler for demokratiet vel acceptere resultatet? Tonen blandt de studerende var dog mere, at han skulle for en domstol og dømmes.
Igen undrede jeg mig over, at en politisk skole med en mission om at forbedre almindelige menneskers liv ikke spurgte sig selv, hvad vi havde misforstået omkring amerikanernes problemer.
Nu står vi her otte år senere. Trumps kandidatur er kun blevet vildere og mere uforståeligt. For det første må vi konkludere, at den politiske elite ikke er lykkedes med at levere tilfredsstillende løsninger for den almindelige amerikaner.
Det kan fremstå paradoksalt, når Biden har leveret store resultater såsom the Inflation Reduction Act (den mest ambitiøse klimalovgivning nogensinde med gigantisk jobskabelse) og infrastruktur-pakken, som skal løfte den nedslidte offentlige infrastruktur. Men i en ny måling fra Pew Research fra juli 2024, lige inden Biden trak sig, udtrykte flertallet af vælgere mere tillid til Trumps løsning af immigrationskrisen, økonomien og udenrigspolitikken. Tre af de vigtigste emner i befolkningen.
Den anden betragtning er, at polariseringen kun er blevet værre. En ny måling for The Washington Post i svingstaterne i USA viser, at over halvdelen af vælgerne anskuer trusler mod demokratiet som ekstremt vigtige for deres stemme i præsidentvalget.
Men et flertal af vælgerne har større tiltro til, at Trump kan beskytte demokratiet end Biden. Et bizart resultat, som dels viser, at demokraterne tilsyneladende stadigvæk ikke har mange almindelige amerikaneres tillid. Men også viser, hvor stor en spændvidde der kan være i verdensopfattelser.
Endelig lader det ikke til, at demokraterne har gjort så meget for at forstå dele af Trumps vælgere. Som professor i statskundskab på Stanford University Francis Fukuyama skriver i et essay fra 2022:
»Det er næppe sådan, at det store flertal af de 70 millioner amerikanere, der stemte på Trump i 2020, alle var benhårde Maga-typer drevet af racisme og kvindehad«.
Bidens hovedparole har været »don’t compare me to the almighty, but to the alternative«. Det vil sige ingen reelle løsningsforslag og intet større politiske projekt, der kan skabe begejstring. Og måske ingen følelse af, at demokraterne oprigtigt interesserer sig for den almindelige amerikaners problemer. Det kan lede tanken hen på hovedpersonen Emmanuel i Henrik Pontoppidans roman ’Det Forjættede Land’, som flytter ud til bønderne på landet, hvor det ’ægte’ liv leves. Han dedikerer sit liv og virke til bønderne og vil hjælpe dem til at leve et bedre liv.
Men som Svend Øl siger en dag: »I veed vist nok, på Valgdagen gælder en Fattigmand lige saa meget som en Leensbaron. Jo, den har I nok regnet ud«. Du forstår os ikke, og du er heller ikke rigtig interesseret i at forstå os. En påmindelse om, at en stor del af amerikanerne ikke længere stoler på demokraterne.
Den amerikanske professor på Harvard Kennedy School Danielle Allen blev for nylig interviewet i Information. Her udtalte hun, at det amerikanske demokrati er »meget sundere i dag end i 2016«. Det er svært at få øje på.
USA er ifølge demokratiorganisationen Freedom House faldet fra en demokratisk score på 90 point i 2016 på niveau med Frankrig til 83 point i 2023 lige under Mongoliet og Argentina. En anden ny undersøgelse fra Gallup viser, at USA for 20 år siden havde den højeste tillid til den nationale regering blandt G7-landene, men nu har den laveste under blandt andre Italien.
Man kan håbe, at Allen har ret i sin analyse. Men det kan også ses som et eksempel på elitens totale vildfarelse og den store distance fra den vrede og afmagt, der stadig findes i USA, og som desværre har opnået nylige landvindinger i Frankrig med Rassemblement Nationals succesrige europaparlamentsvalg og Alternative für Deutschlands seneste resultater i delstatsvalgene i Sachsen og Thüringen i Tyskland.
Man kan kun håbe, at vinderen af valget vil fokusere på løsninger, som kan gøre USA stærkere og mere lige. Som det er blevet fremhævet af blandt andre Francis Fukuyama, har USA brug for samling og stabilitet. En regering med stabil opbakning fra både Senatet og i Repræsentanternes Hus, som kan føre moderat politik for flertallet og med klart brud mod fløjenes mere værdipolitiske dagsorden. Og her ligner demokraterne med Harris i spidsen det eneste realistiske bud.
I skrivende stund er det dog svært at vurdere, om Kamala Harris formår at formulere en større politisk vision, som kan adressere amerikanernes problemer og tænde deres håb. På den ene side har hun udtrykt et ønske om at være ’præsident for alle amerikanere’ og at repræsentere den amerikanske middelklasse .
Omvendt mangler Harris endnu at formulere en større politisk plan. Godt nok har Harris kaldt sin platform ’New Way Forward’, men den mangler stadig at blive fyldt ud med følelsesmæssig appel og konkrete planer. Der er endnu langt til Obamas Hope-kampagne i 2008 eller Trumps Make America Great Again.
Det blev tydeligt i valgdebatten mod Trump, hvor der ikke blev lagt nogen større vision frem, men mest af alt blev fokuseret på, at Harris ikke er Trump. Samtidig er Harris’ opbakning stagneret efter det demokratiske konvent i Chicago tidligere i august, hvilket ellers historisk har medført et løft i opbakningen til den valgte kandidat.
Uanset hvem der ender med at blive præsident, har verden brug for et USA, som kan føre os videre klimapolitisk, økonomisk og militært i en tid med stor geopolitisk uro. Der er i sandhed noget på spil for den vestlige verden samt for de demokratiske og retsstatlige principper, vi bryster os af.
fortsæt med at læse
