Vi skriver 2024. Vi er rigere end nogensinde. Men med uformindsket kraft ødelægger vi vores eget livsgrundlag: den levende planet. Alverdens mål for bæredygtig udvikling vakler. Og her i verdens smørhul borer polarisering og mistrivsel sig ind. Flere og flere føler sig hægtet af. Den vækst og velstand, som vi har jagtet, synes nu at fodre den ene krise efter den anden: klima, biodiversitet og trivsel.
Vi har længe klynget os til håbet om at kunne ordne det hele inden for det system, vi kender. At vi kan stryge videre med justeringer: ny teknologi, omfordeling eller strømlining tilsat et tilbud, en afgift eller en hel reform. Men det rækker åbenlyst ikke – i en så vild, truet og kompleks verden.
Vi står ved en korsvej på grænsen af, hvor meget vi fortsat kan vækste, effektivisere og vride ud af jord, planter, dyr og mennesker. Erkendelsen er skræmmende og ubekvem – og vejen frem bugner af spørgsmål. Men målet kan vi se: et nyt ligevægtssamfund med en bedre balance mellem menneske og natur, vækst og værdi, arbejde og fritid, velfærd og forbrug, ja med trivsel, omsorg og mening.
Vi, der er afsendere på denne Kronik, kommer fra mange hjørner af Radikales Venstres demokratiske maskinrum – folketing, byråd, lokalforeninger og ungdomspolitik. Vi samles om ønsket om et samfund, hvor mennesker kan leve, trives og udvikles – uden at smadre vores planet og de næste generationers fremtid. Vi deler en erkendelse af, at den accelererende alvor stadig ikke sætter dybe nok spor i de beslutninger, vi træffer – hverken i vores egne liv, politisk eller strukturelt.
Vi er nødt til at tænke større, vildere og dybere. Vi har hentet inspiration fra den ikoniske debatbog ’Oprør fra Midten’.
Her kaldte forfatterne deres mål ’det humane ligevægtssamfund’. I 2024 kalder vi det ’det nye ligevægtssamfund’. Vi stiller ikke med facit, men inviterer til den allervigtigste samtale, som vi som land lige nu forsømmer: Hvordan skaber vi den forandring, vi ved, verden har brug for?
Vores oprør er ikke vendt mod nogen – heller ikke vores eget parti. Tværtimod er det radikale kongeprojekt om generationskontrakten også vores ledestjerne. Det nye ligevægtssamfund handler om at skabe et nyt nødvendigt frirum i realpolitikken til at stikke spaden endnu dybere og sammen vove utopien og udfordre de store tandhjul i vores samfundsmaskineri – selv når man i det daglige bekender sig til pragmatik og ansvar.
Det er vores radikale arv at anskue de eksisterende strukturer som noget, der kan studeres, vurderes, diskuteres og om nødvendigt: Laves om. Vores mission er at bruge vores radikale blik til at anskue samfundet udefra – men bruge vores position til at ændre det indefra.
I hjertet af det hele knager spørgsmålet – og dilemmaet – om vækst. Allerede i 1972 udgav Romklubben den ikoniske rapport ’Grænser for vækst’, hvor de udpeger eksponentiel vækst til kardinalsynder. 50 år senere illustrerer den tyske journalist og forfatter Ulrike Hermann det med et vildt regnestykke: Hvis verden fortsætter med at vækste som de seneste år (2,8 procent årligt), vil det globale ressourceforbrug til at producere varer være 16-doblet om 100 år. Forestil dig lige det: At vi trækker 16 gange så mange mineraler, planter og dyr ud af vores allerede forpinte jorde, skove og have.
Men næsten ingen kan forestille sig en verden uden vækst. Kravet om vækst gennemsyrer alt – som en naturlov. Og vé den, der vover at udfordre sådan en lov. Uansvarligt og naivt. Hvordan skal vi få råd til sygehuse, skoler og ældrepleje uden vækst? I mellemtiden lægger flere og flere to og to sammen: Grænseløs vækst er selvfølgelig kropumuligt, når planeten nu kun findes i én udgave. Hvor Romklubben dengang stod alene med sit budskab, pibler det i dag frem med bøger og konferencer om grænser for vækst og behovet for nye økonomiske modeller.
Flere klynger sig forståeligt nok til forestillingen om at fikse det hele med ’grøn vækst’ afkoblet den fossile økonomi. Nok fordi alt andet er for ubegribeligt. Mange ser cirkulær økonomi og deleøkonomi som redningsplanken. Men vi er lysår fra den drøm. Ifølge ’Circularity Gap Report Denmark’ er kun 4 procent af den danske økonomi i dag cirkulær.
Mange fremfører, at vækst er nødvendig for dem, der har lidt eller ingenting. Ja, bestemt. Men ikke for alle os, der tilhører dem med flere kloder i forbrug og deres på det tørre.
En vækstbaseret økonomi skævvrider. Den rigeste ene procent af Danmarks befolkning har siden 1980 fordoblet deres formue og de seneste 10 år lagt 50 procent til deres gennemsnitlige indkomst. En så dyb uretfærdighed korrigeres ikke ved at stikke børnene et par gratis fodboldstøvler eller en friplads i sfo’en. Og på verdensplan ser det endnu mere skævt ud.
Vores vækst er dyrekøbt. Vores produktion forurener og skader den danske natur og klimaet for svimlende 250 milliarder årligt. En gigantisk ’gratis’ grøn rovdrift, som fremtidige generationer skal betale for. Alt det i livet, som samtidig giver mening – fra fuglekvidder til en varm hånd – tæller nul, hvis ikke det kan omsættes til økonomi. Læg dertil, at kapitalen hober sig op uden for demokratisk lederskab.
Løsningen er ikke at sætte farten mere op. Konkurrencestaten knager i fugerne. Færre unge vil arbejde i velfærdsstatens tjeneste. Og de, der alligevel gør, går oftere og oftere ned med stress. De møder udpint faglighed, regeljungler og bashing i medierne, når enderne ikke mødes. Jobaktivering er for ofte kogt ned til ritualiseret kontrol og tjek. Socialområdet til kortsigtede tilbud og bundlinje. Skolerne til karaktergennemsnit og test. Sundhedsområdet det hurtige fix.
Samtidig slår algoritmer og individ-hype dybe sprækker både i vores samfund og os selv. Fællesskaberne, Danmarks guld, presses, alt imens vi 24/7 forskanser os i de sociale mediers kamre. Måske derfor efterspørges noget andet. Mere tid, samvær og mening. Et samfund mere indrettet til os som de hele mennesker, vi også er: Elskende, sprudlende, tænkende, higende og legende.
Vi byder derfor op til samtale om det nye ligevægtssamfund med seks principper for, hvordan vi skal genskabe balancen til gavn for fremtidige generationer – og kloden.
1. Ny ligevægt mellem frihed og fællesskab: Vi vil styrke fællesskaber.
Vi hylder det hele og frie menneske, der både yder og nyder omsorg, som fejler, opfinder, knokler og drømmer, frygter og kæmper. Mennesker som både er ånd og hånd, viden og tro.
Men mennesket er blevet for alene. Vi har brug for forpligtende fællesskaber, som rummer, favner og skaber mening. Fællesskaber, der er skabt af frie individer, fordi ingen drømmer sig tilbage til fællesskaber, der undertrykker.
Fællesskaber skal udgøre aksen i det moderne liv og være med til at genskabe en mening og ansvarlighed, der er gået tabt for mange. Gøre os mere socialt robuste, fordi vi går sammen og hjælper hinanden på kryds og tværs. Give os et bolværk til at dæmme op for hovedløst forbrug og i stedet dele, hvad vi har – og redde os fra ensomme timer på skærmen.
Spørgsmålet er, hvordan vi får de nye fællesskaber kilet ind i den massive front, der lever af vores separation, individualisering og konkurrence.
Vi vil undersøge, hvordan vi kan udvikle nye fælles strukturer og tjenester, der fremmer fællesskaber og nytænker den professionaliserede velfærd, bolig-, familie- og arbejdspolitikken – med f.eks. fællesskabsfremmende bebyggelser, omsorgsdage, storfamilier og landsbyfællesskaber.
2. Ny ligevægt mellem økonomi og social lighed: Vi vil sikre flere reelt lige muligheder.
Et nyt ligevægtssamfund skal stå på reelt lige muligheder til alle. Det kræver en langt mere ambitiøs investering i rammer, der reelt fremmer lige muligheder. Alt imens må de ressourcestærke indstille sig på i højere grad at bidrage og klare sig selv.
Vi må gøre op med økonomisk fattigdom. For økonomi spiller en rolle. Talrige undersøgelser viser, at børn, der vokser op i fattigdom, uddanner sig mindre, er mere ledige, lever kortere og tjener mindre – med risiko for et liv som fattig.
Det kræver, at vi sammen tager livtag med det store spørgsmål om, hvordan vi sikrer, at vores økonomi tjener et samfund, hvor ulighed ikke er en betingelse. Hverken lokalt eller globalt. Hvordan skaber vi værdi ud af lighed, når vi gennem så mange år har lært, at vi har det bedre, hvis andre har det værre?
Inden vi får taget livtag med de helt store spørgsmål, kan vi starte med ambitiøst at investere i rammer, der reelt fremmer lige muligheder. Vi kan tage langt flere af vores fælles goder ud af markedet og gøre sund mad, sundhed, oplevelser og fællesskaber tilgængelige for alle. Og vi kan tage et nyt syn på vores definition på arbejde, så langt flere bidrag bliver tilskrevet en værdi.
3. Ny ligevægt mellem vækst og bæredygtighed: Vi vil skabe en ny udviklingsøkonomi.
Vi skal gøre op med en økonomi, hvor vækst er er altings mål. Det kræver en intens fælles indsats at hitte ud af, hvordan en ikke-fossilbaseret udvikling kan ske uden at miste grundlaget for vores fælles velfærd og fremtid.
Vi må sammen sætte spørgsmålstegn ved akkumuleringen af kapital uden for demokratisk lederskab og i det hele taget spørge os selv, hvordan vi får skabt en økonomi, som hjælper os med at holde hus med vores ressourcer, fremmer natur og levevilkår for os selv, andre arter og fremtidige generationer.
Med et grønt nationalregnskab under armen må vi til en start lære at skelne mellem god og dårlig vækst: Den vækst, der gavner bæredygtig omstilling, og den, der skader. I en udviklingsøkonomi skal nye vindmøller, træer, trivsel, reduktion, lagring og genbrug tælle positivt, mens højere fartgrænser, nye motorveje, fossil produktion eller en forurenet fjord trække fra.
Vi vil hellere investere i fælles velfærd end at sænke skatten på de rigeste. Vi vil give ny værdi til alt det, der i dag ikke tæller i kolonnerne, men kan styrke livskvalitet, samvær og omsorg – og på den måde også aflaste fælleskassen og dens institutioner.
4. Ny ligevægt mellem menneske og natur: Vi vil genskabe vores forbindelse til naturen.
Vi mennesker er natur. Vi kan ikke leve uden. I et nyt ligevægtssamfund er der derfor brug for at genskabe vores forbindelse til naturen – så vi for alvor forstår os selv som en afgørende del af det store levende system, som er vores klode. Og bliver i stand til at træffe beslutninger, der rækker ud over os selv og det, der kan betale sig.
At genskabe og styrke vores forbundethed med naturen kræver et brud med århundreders tænkning, men det er en bunden opgave. Vi skal satse på adgang til naturen, grøn uddannelse og dannelse båret f.eks. af mere naturfaglighed til børnene og grøn værnepligt til de unge.
Gevinsten for den enkelte kan være uvurderlig: At blive en del af noget, der er meget større end os selv. For samfundet ditto: Borgere, der bakker op om genopbygningen af økosystemer, forsvarer dyrevelfærd og har respekt for andre arter. Og ikke mindst bidrager til fremme af nye fødevarenetværk, der sikrer naturlig fødevareproduktion og sund og velsmagende mad.
5. En ny ligevægt mellem ejerskab og brug: Vi vil nytænke det at eje.
Vi vil fremme et nyt mere ansvarligt forbrug – med genbrug, genanvendelse og holdbarhed som ledestjerner. Mulighederne findes allerede.
Vores fælles opgave er at ændre vores kultur, så det for alvor bliver cool at dele, bevare, genbruge og reparere – og trækker fra på den sociale konto bare hovedløst at skaffe sig mere, når man i forvejen har rigeligt.
På samfundsplan kan vi styrke det kollektive ejerskab af kritisk infrastruktur og en mere demokratisk økonomi med inspiration fra andelsbevægelsen. Så fælles værdier i mindre grad kommer få kapitalinteresser til gavn – og i højere grad fællesskabet. Nogle ting er for vigtige til at handle kun om økonomisk gevinst.
6. En ny ligevægt mellem repræsentativt demokrati og medbestemmelse: Vi vil engagere borgerne på helt nye måder.
Vi skal have den politiske samtale tilbage i politik, så det ikke altid handler om, hvad vi har råd til, men mere om, hvad vi ikke kan undvære. Vi skal turde have inkluderende samtaler om det samfund, vi ønsker at leve i, og ditto forhandlinger om, hvordan vi så kommer til det med de ressourcer, vi har til rådighed.
I en tid, hvor vi står foran skelsættende beslutninger, har vi en fælles opgave i at gøre samtalen om forandring attraktiv og tilgængelig. Det må og skal være et fælles projekt. Det kræver, at borgernes engagement og det demokratiske medejerskab styrkes.
Ligesom i ’Oprør fra Midten’ finder vi, at styrken ligger i de lokale fællesskaber, hvor den nuværende magtdeling både nationalt og lokalt suppleres med borgerting, -paneler og -samlinger. Det er afgørende, at vi lykkes med at engagere de tavse stemmer – hvad enten det drejer sig om køn, minoriteter, alder eller økonomisk og social status. Alle skal vide, at deres mening tæller. Specielt i en tid, hvor vi står foran skelsættende beslutninger.
Med disse seks principper for et nyt ligevægtssamfund åbner vi her fra midten en forsømt, svær, men nødvendig samtale om, hvordan vi skaber et markant anderledes samfund i balance med kloden og mennesker. Er det realistisk? Kun hvis vi prøver – og tør. Eller som den økologiske økonomis fader, Herman Daly, siger: »Vi vil hellere kæmpe for, hvad der synes politisk umuligt, end hvad der er fysisk umuligt«.
fortsæt med at læse
