En påstand om, at islam som ideologi umuliggør integration samt negativt påvirker børn og unges liv i Danmark, ville ikke have sagt mig noget i de tidlige 1990’ere. Jeg ville have afvist påstanden som populistisk højrefløjsretorik. Eller have sagt, at enkelt-anekdoter ikke kan anvendes som bevis for noget som helst. En koranlov ville jeg have betragtet som en ufarlig detalje. Jeg ville ergo have reageret, som mange danskere stadig gør i dag, fordi de aldrig er i reel kontakt med deres muslimske medborgere.
Jeg, der har boet 20 år i 8220 Brabrand, har derimod nu for længst mistet min rummelighed over for islam som ideologi. Jeg betragter den som en stor trussel imod vores samfund og især mod de børn og unge, som vil blive landets 4.- og 5.-generations indvandrere.
Sådan så jeg ikke verden i 1990’erne. Jeg var et helt andet sted holdningsmæssigt: Jeg var nysgerrig, åben og afslappet i mødet med alle kulturer. Ikke blot fordi jeg var ung, men fordi jeg kom fra en familie, der altid åbnede hjemmet for andre og havde venner i andre lande.
Mine ældste venskaber med folk med muslimsk baggrund er fra start-90’erne. I 1994 fik jeg sommerjob hos Disney i Paris, hvor jeg blev en del af en stor kollegagruppe med folk af alle trosretninger, etniciteter og seksuelle orienteringer.
Den sommer var jeg kæreste med en arkitektstuderende fyr, der var 1.-generations indvandrer fra Centralafrika. I kollegagruppen festede vi hos hinanden. Udskæringer af gris og lam lå side om side på grillen. Ingen bar hovedtørklæde eller talte om hverken koran eller haram. Vi dansede gruppedans til både raï-kongen Khaled og den senegalesiske rapper MC Solaar. La vie était belle ...
Jeg er født og opvokset i Hobro i Nordjylland, så det var nødvendigt med en studiebolig, da jeg blev optaget på Aarhus Universitet. Jeg flytter på kollegium i 8210 Aarhus V, et stenkast fra Trillegården og Bispehaven. Et notorisk socialt belastet område med alkoholiserede danskere, knivstiksopgør mellem vietnamesiske restaurationsejere og endelig en massiv overvægt af ikke-vestlige indvandrere. Politikerne siger og medierne skriver i de år om, hvilke forhold indvandrerne kommer fra, og at vi nu alle skal hjælpe med integrationen.
I samme ånd skænker Aarhus Kommune mig og de øvrige beboere på kollegiegangen integrationstræning via tildeling af en gratis bolig til den jævnaldrende, ikke-studieaktive Mohammad fra Somalia, der steger blodige gedehoveder direkte på risten i den fælles ovn.
Alle er dog enige om, at Mohammad skal bydes velkommen og hjælpes lidt på vej. Vi er 14 velfungerende unge fra jyske provinsfamilier. Den opgave kan vi sgu godt klare. Det går også fint (inklusive brugen af bagepapir på risten), indtil vores kollegiekøkken jævnligt bliver varmestue for ca. ti af Mohammads venner, herunder et par lidt ældre mænd i lange kjortler og med små kalotter på hovedet.
Da der efter disse somaliske hyggeaftener konsekvent mangler krydser på ølkøleskabet, deltager jeg i mit livs første ’det-er-fordi-I-andre-er-racister-gruppediskussion’. De venstreorienterede hhv. højreorienterede kollegianere står stejlt over for hinanden.
Den ene fløj siger, at det er racisme at beskylde Mohammad og hans venner for at nakke vores øl. Den anden fløj påpeger det absurde i, at deres fokus på mønstret mellem afholdt somalisk herreaften + fraværet af krydser skulle være et udtryk for racisme.
Jeg stemte dengang på Socialdemokratiet, men stillede mig på de højreorienteredes (i mine øjne mere pragmatiske) side. Diskussionerne skabte værdimæssige kløfter på kollegiegangen. Vi endte med at dække tabet i fællesskab. Hver gang. Mohammad selv kunne ikke motiveres til at indgå i dialog, og en dag forsvinder han pludselig ud i den blå luft.
I de følgende år splittes min opfattelse af, hvad ikke-vestlig indvandring gør ved et samfund, idet jeg skiftevis studerer på Sorbonne og Aarhus Universitet fra 1995 til 2000. Islam fylder meget i bybilledet i Aarhus. Islam fylder intet i Paris – ud over at min buslinje hver morgen stopper ved byens største moské, skænket til landets muslimer som venskabsgave af den franske stat i 1926.
På universitetet i Danmark er der ingen med indvandrerbaggrund. I universitetsmiljøet i Paris minder mine medstuderende om min vennegruppe fra Disney. Ingen af mine studiekammerater med ikke-vestlig baggrund – eller i de store vennekredse, de lukker mig ind i i Paris forstæder – har hovedtørklæder på. Ej heller deres mødre. Ingen går i moskeen, taler ej heller her om deres koran, eller hvad der er haram.
I 1998 får jeg et praktikantjob i Unesco’s hovedkvarter i Paris. Sektoren, jeg ansættes i, præges af russere, afrikanere og folk fra arabiske lande. Men igen: ingen hovedtørklæder, intet bederum eller andre særhensyn.
Kontrasten til livet i 8210 Aarhus V er mærkbar. I Fakta i Hasle kan man ikke sparke sig frem for kjortel-, hijab-, burka- og tørklædeklædte, ikke-dansktalende indvandrere. Der introduceres Securitas-vagter på biblioteket. Bybusserne mod vestbyen præges af råben og skrigen. Antallet af retssager om grov vold og voldtægt i Aarhus V stiger støt.
Så skifter scenen til midt/slut-00’erne. Jeg er blevet villaejer og småbørnsmor – nu i 8220 Brabrand – cirka 2 km fra Gellerupparken i et etnisk hvidt kvarter. Alle kommunale og kommercielle services deles imidlertid med denne multietniske bydel.
Jeg er på det tidspunkt stadig, hvad Enhedslisten ville betegne som ’en af de gode’. Jeg vil bidrage til integration og rumme det fremmede. Jeg fremhæver entusiastisk de lækre samosaer fra fællesbuffeten til forældrearrangementer, når mine venner spørger, hvordan det er at bo så tæt på Gellerupparken.
Samtidig begynder jeg dog at erkende, at min rummelighed og nysgerrighed faktisk er udfordret. Islam som ideologi fylder nu meget i min hverdag på en ikke-kulturberigende måde, især pga. mine børns relationer i vuggestue og børnehave. Alle indvandrermødrene bærer hovedtørklæde, har intet job og taler ikke dansk.
Jeg prøver i integrationens navn at lære dem at kende, men det er en ensrettet vej. Jeg kører deres børn til fødselsdage og sportsaktiviteter. Jeg kommunikerer efterhånden helt naturligt via enkeltord, smil og fagter. Jeg accepterer, at mine egne børn ikke får så meget som 1 gram svinekød i kommunalt regi, selv om de er suckers for boller i karry. Jeg tjekker, at der ikke er svinegelatine i slikposerne.
Jeg overbeviser mig selv om, at det ikke er farligt at aflevere mit barn til legeaftale midt i Gellerupparken hos forældre, der ikke taler dansk. Jeg indøver et stift smil som reaktion på absurde forhold, selv om det skriger til himlen, at de skyldes, at islamisk ideologi kolliderer med, hvad man kunne kalde ’den østjyske civilisation’.
Da jeg en dag uden for Bazar Vest – med min 3-årige datter i hånden – ser en kjortelklædt mand lægge, hvad der uomtvisteligt er en AK47-riffel ned i et bagagerum, siger jeg heller intet. Venligboerne blandt mine venner forsikrer mig om, at det absolut må have været en attrap. Den var komplet med lærredsbælte, tungt udseende og lang. I den grad ikke en attrap. Samme venligboere i min vennekreds får dog stramme mundvige, når jeg udpeger Grimhøjmoskeens skiftende talsmænd på nyhedsskærmen eller i avisen som værende fædre til kammerater i mine børns institutioner.
Da mit ældste barn er i den lokale folkeskoles 4. klasse, bliver det meget tydeligt, at piger fra visse muslimske familier ligesom forsvinder fra fællesskabet. Halvdelen af de muslimske småpiger må gerne gå i bad til gymnastik, tage med i svømmehallen og på lejrskole. De spørger ikke til gelatinens oprindelse i de slikposer, de får. De deltager i pyjamasparties i private hjem, selv om der er en mand til stede om natten, som ikke er deres far eller onkel.
De andre piger må ikke. De forsvinder både fra mine børns narrativ derhjemme og i alle sociale sammenhænge. Enkelte får tørklæde på. Hvis man blandt andre forældre italesætter denne paralleladfærd som problem, er svaret altid det samme: Man må respektere religion. Enkelte spørger, om jeg er racist. Jeg ser ikke, at min bekymring for nogle pigers ve og vel har noget med racisme at gøre, men for mine egne børns sociale netværks skyld holder jeg mund.
Tavshedsøvelsen bliver dog sværere, efterhånden som tingene eskalerer. Vi er nu henne omkring midt-10’erne. Børn forsvinder fra skolen i halve og hele år til hjemlandet. Det er fortsat tabu at spørge, hvad de har lavet, og hvorfor de overhovedet skulle af sted. Ikke et kvæk i klassechatten. Min datters klasselærer må på skadestuen, efter hun bliver slået af nogle 8.-klasses drenge med ikke-vestlig baggrund. Ikke et kvæk på forældreintra til andre klassers forældre.
Min dengang 10-årige datter forsøges en eftermiddag i tre omgange slæbt med af en arabisktalende mand i en tunnel under Silkeborgvej ca. 100 m fra sin skole, da hun på løbehjul er på vej hjem fra korsang. Han ville tilsyneladende have hende med på pizzeria.
Jeg ringer til Østjyllands Politi samt skolelederen. Skolen beslutter ikke at informere om den her groteske episode på Forældreintra af hensyn til »ikke at stigmatisere kulturelle grupper blandt skolens forældre«.
Begge mine børn flytter på privatskole i henholdsvis 4. og 7. klasse. Hovedbeklædning er ikke tilladt der, hverken hovedtørklæde eller Nike-kasketter. Ergo ingen fundamentalistisk praktiserende muslimske familier. Jeg er lettet over, at islamideologiske artefakter og hensyn ikke længere præger mine børns hverdag. Vi bliver dog boende i 8220.
Og det på trods af at forskellene på almindelige, velfungerende muslimer og muslimer fra de aarhusianske parallelsamfund, som jeg oplever det, bliver værre og mere alvorlige fra slut-10’erne og frem til i dag. Via mine fritidsaktiviteter samt min færden på Gellerup Bibliotek får jeg kontakt til flere unge piger (oprindelse: Libanon, Palæstina, Irak), der på tyst tomandshånd fortæller mig om frygten for f.eks at blive sendt på tvungen religionsrejse til Mekka.
Der ligger tilsyneladende institutter i København, som via en række islamkurser forbereder unge danske muslimer på pilgrimsturen. Pigerne, jeg taler med, har alle rejst med arrangøren Industravel – beliggende på Vester Farimagsgade.
De her piger bærer ikke hovedtørklæde, deres livsfokus er hairextensions, shopping i Bruuns Galleri og bubble tea. Forlegne viser de uheldige af dem, der blev tvunget af sted, mig efterfølgende optagelser på deres mobiler fra gården omkring kabaen i Mekka. De fortæller om ubehagelige befamlinger i folkemængden og udtrykker en lettelse over, at det er overstået.
I 2021 flytter jeg omsider fra 8220. Årsagen er, at mit ældste barn skal på gymnasiet. Risikoen for et vestby-gymnasium er overhængende pga. vores adresse. Forinden analyserer jeg virkeligheden. Fordomme, anekdoter og rygter skal man jo være varsom med. Jeg kontakter Region Midt samt et par aarhusianske gymnasierektorer telefonisk.
De fortæller mig uden fløjlshandsker, at forudsætningen for en klassisk dansk gymnasietid er en flytning. De bekræfter rygterne om, at der ofte er Securitas-vagter med til forældresamtaler, samt at festerne kun består af mindretallet af etnisk danske elever samt de ikke-etnisk danske drenge. Så jeg tager den medfølgende lussing af en huslejestigning i stiv arm for min datters skyld og flytter til Aarhus C.
Trods fraværet af muslimsk kultur i 8000 C oplever jeg dog stadig, at islam som ideologi fylder negativt i vores samfund. Fundamentalistisk tænkende muslimske debattører bruger systematisk og helt grotesk de samme ord og vendinger som f.eks Enhedslisten, i forhold til at danskere skal være mere rummelige, hver gang det afsløres, at muslimske kvinders rettigheder krænkes, eller at man ikke tydeligt vil tage afstand fra shariapraksis.
Muhammedtegningskrisen burde om noget have lært os at stå fast. En gang for alle. Koranloven var for mig at se et kæmpe knæfald for en ideologi, der nærmest 1:1 står i opposition til vores tradition for frihed og lighed. Og gæt engang, mine gamle venner fra start-1990’erne med muslimsk baggrund i Frankrig mener nøjagtigt det samme.
Mine venner og bekendte her i Danmark med muslimsk baggrund ligeså. De er muslimer på samme måde, som jeg er kristen, dvs. mere ud fra en familietradition end for en ideologisk praksis, der får deres levevis til at afvige fra andre borgere i et vestligt samfund.
Hvordan ser den jævne bonus-pater-dansker så forskel på fundamentalistisk praktiserende muslimer og fredelige, integrerede og velfungerende muslimer?
Et godt tip er at se på, hvordan de behandler deres døtre og deres kvinder generelt. Intet slør og/eller en arbejdsaktiv mor, samt deltagelse i pyjamasparties og lejrskole for døtrene – er gode signaler.
Hvis jeg havde vidst fra 1990’erne og frem, hvad jeg ved i dag, så havde jeg taget bladet fra munden uden hensyn til social stigmatisering og sagt det højt og var blevet ved med at sige det: ingen skyggepiger i danske folkeskoler og gymnasier og generelt ingen statslig finansiering af investeringer, der beror på religiøse særhensyn. Og vigtigst af alt: en skarp lovgivning mod ideologier, der undergraver vestlige samfund under dække af at være noget med individets private religiøse overbevisning.
fortsæt med at læse
