Siden krigen i Gaza rykkede til Libanon, har omverdenen frygtet, at den skulle eskalere til en åben væbnet konflikt mellem Iran og Israel. Hvor alarmerende sådan et scenarie end måtte være, så er det langt mere presserende, at Libanon nu risikerer at bryde sammen. Socialt, politisk og humanitært kaos i Libanon vil kræve en enorm international intervention, og det kan blive aktuelt inden for få uger. Der er tre årsager til, at vi står på randen af kaos i Libanon.
Den primære årsag er den israelske strategi i Libanon. Israelernes erklærede mål er at sikre den nordlige del af Israel, som siden 8. oktober 2023 har været under beskydning fra Hizbollah. De seneste to uger har Israels militær gradvist udvidet offensiven mod Hizbollah gennem luftangreb, likvidering af ledere, og siden 30. september også gennem en egentlig landinvasion. Målene er Hizbollahs våbendepoter, raketter og militære installationer. Ligesom i Gaza er disse mål ofte placeret i civile områder, og angrebne har ført til mere end 1.000 civile dræbte og stor ødelæggelse af boliger, forretninger, veje og anden civil infrastruktur.
Israels forsvarsminister, Yoav Gallant, har erklæret, at Israels mål er at ødelægge Hizbollahs militære kapacitet. Det giver bange anelser, da dette erklærede mål mod Hamas i Gazastriben har ført til en uhørt destruktiv kampagne, som har lagt store dele af området øde og dræbt titusinder af civile palæstinensere det sidste år.
Hizbollah er en større bevægelse end Hamas med tilstedeværelse i store dele af Libanon. Og på trods af at Hizbollah har mistet omkring 1.000 soldater siden krigen startede for et år siden – heraf halvdelen siden 25. september – så har de en stor, veludrustet og kamptrænet hær at trække på. Den anslås at tælle omkring 40.000 mand med mulighed for at indkalde titusinder af reservister.
En total krig mod Hizbollah vil blive ekstremt ødelæggende og sandsynligvis langstrakt og svær at afslutte, præcis som krigen mod Hamas. Hvis det vitterligt er Israels strategi at stække Hizbollah helt, risikerer store dele af Libanon at blive ødelagt. Vi har de seneste to uger allerede set konturerne af sådan en krig. Områder i det sydlige Libanon, i de sydlige forstæder til Beirut og i Bekaa-dalen er blevet sønderbombet, med store skader og flygtningestrømme til følge. Over en million libanesere er nu internt fordrevne. Hvis Israel bliver ved i dette spor, risikerer Libanon at falde fra hinanden.
Den anden årsag til, at sådan et skrækscenarie rykker nærmere, er, at Libanons stat er svag, og samfundet splittet. Myndighederne skal nu forholde sig til, at tusinder af flygtninge bor på gaden i det centrale Beirut, som anses for relativt sikker.
Mere end 300.000 er flygtet til Syrien, selv om Israel 4. oktober gjorde denne rute besværlig ved at bombe grænseovergangen. Nogle politikere, som den højre-kristne leder Sami Gemayel, har opfordret Hizbollah til at overgive deres våben til den libanesiske hær. Hizbollahs allierede forsvarer stadig bevægelsen og anklager Israel for at spille hasard med Libanons skæbne.
Mange libanesere er hverken for eller imod Hizbollah, men bekymrer sig grundlæggende for at kombinationen af Hizbollahs krise, økonomisk kollaps, en svag regering og flygtningestrømme uden et koordineret respons vil skabe en situation, der er ude af myndighedernes kontrol.
Mest af alt er almindelige libanesere bare ekstremt rystede over, hvor hurtigt denne krig har udviklet sig. Omkring 100.000 fra det sydlige Libanon er allerede blevet hjemløse i det forgangne år. Resten af befolkningen har kunnet følge med i krigen i relativt sikker afstand. Nu lever de pludselig med daglige eksplosioner og israelske droner, der summer i luften over dem. De er bekymrede for, at ingen kerer sig om libaneserne, og at de må klare sig selv. Tilliden til politikerne er lav, hvilket er forståeligt efter fem år med dyb økonomisk krise og et generelt korrupt system.
Den tredje årsag er, at Libanons økonomi allerede er på sammenbruddets rand. Folkelig opstand i oktober 2019 var udtryk for et sammenbrud i tilliden mellem regeringen og samfundet, som imidlertid ikke har ført til et nyt system, men i stedet en form for permanent krisetilstand og forarmelse. Libanons økonomi er aldrig kommet sig over den globale finanskrise i 2008-2009, politiske kriser og regeringsvakuum efter Hizbollahs krig med Israel i 2006.
Globalt inflationspres har yderligere undermineret almindelige libaneseres evne til at forsørge sig selv og deres familier. Landets handelsbalance er dårlig, og meget få udenlandske investorer vil risikere deres penge der. Årlig indkomst per indbygger er faldet betydeligt og er fortsat meget lav på omkring 3.300 dollars – et fald fra omkring 9.000 dollars i 2018.
Nationalbankens direktør er anklaget for korruption, valutareserverne er forsvindende små, og det samme er regeringens beholdning af brændstoffer. Siden krisen i 2019 er bruttonationalproduktet faldet fra 59 milliarder dollars i 2018 til kun 22 milliarder dollars i dag. Det libanesiske pund har mistet 95 procent af sin værdi, og inflationen er på over 200 procent, hvilket har bragt næsten halvdelen af befolkningen under fattigdomsgrænsen. Reelt set er Libanon gået fra at være et middelindkomstland til et lavindkomstland på få år.
Der har også været et sammenbrud i elektricitetsforsyningen, som nu kun er to timer om dagen. Libanon har et handelsunderskud, der svinger omkring 9 milliarder dollars årligt. Det har yderligere belastet almindelige libaneseres evne til at få adgang til de varer og tjenester, de har brug for til at overleve. De fattigste er blevet ekstremt afhængige af hjælp fra sekteriske ledere, hvilket har styrket det sekteriske system og klientelismen i landet.
En ting er tal, en anden den virkelighed, som libanesere oplever. Heldigvis er det libanesiske samfund splittet på nogle måder, men på andre måder også modstandsdygtigt og fleksibelt. En enorm diaspora sender i omegnen af 7 milliarder dollars om året til landet. Og civilsamfundet har gennem et halvt århundrede med krig og permanent ustabilitet vænnet sig til at finde kreative løsninger. Men lige nu knirker hele systemet under vægten fra Israel og Hizbollahs krig.
De to parters konflikt går helt tilbage til 1982, før Hamas blev dannet, og før man overhovedet talte om en iransk-ledet modstandsakse. Dengang invaderede Israel Libanon for at drive Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) ud af Libanon. Hizbollah blev oprettet som en mere radikal udbryder fra den shiitiske bevægelse Amal, som en islamisk modstandsbevægelse mod Israels tilstedeværelse. Efter den libanesiske borgerkrigs afslutning i 1991 blev Hizbollah omdannet fra milits til politisk parti med stor indflydelse qua sin rolle som repræsentant for Libanons shiitter og deres tætte alliance med Syrien, som kontrollerede libanesisk politik efter krigen.
Hizbollahs ret til at føre væbnet kamp i Sydlibanon, hvor Israel fastholdt en sikkerhedszone helt frem til 2000, var et omdrejningspunkt for den syriske orden i Libanon. Selv efter denne orden brød sammen i 2005, og Syrien trak sig ud, formåede Hizbollah at bevare en central position i Libanon og sikre en pro-syrisk udenrigspolitik. De har fastholdt, at deres forsvar for Libanon er afgørende for landets sikkerhed.
Dette argument er blevet kraftigt udfordret, efter Israel ignorerede Hizbollahs afskrækkelse og gik ind. Dermed er der også et stort spørgsmålstegn nu over Hizbollahs interne magt i Libanon, særligt efter deres leder Hassan Nasrallahs død. Deres fjender i libanesisk politik øjner derfor en mulighed for at fjerne dem som den centrale magtfaktor i landet.
Jeg har boet i Libanon i flere år og besøgt landet jævnligt siden 1990’erne. Når jeg taler med venner nu, sender de forskellige typer nødråb. Send penge til lokale nødhjælpsgrupper! Civilsamfundet har før vist sig at være ekstremt stærkt og fleksibelt, når staten bryder sammen. Jeg har delt lister med troværdige nødhjælpsgrupper på sociale medier. De grupper sikrer, at nogle af de fordrevne får hjælp til mad, medicin og overnatning. Det er dråber i havet, men det er bedre end at se passivt til. International hjælp skal opskaleres hurtigt for at møde behovet.
Et andet nødråb lyder: Tal højt om Libanon! Mange føler, at Libanon bliver glemt, og at vestlige medier og politikere lader stå til, imens denne krise gradvist bliver en humanitær katastrofe. De ser ikke en reel vilje til at stoppe det israelske angreb, fordi vestlige lande, og særligt USA, har en strategisk interesse i, at Hizbollah og dermed Iran bliver svækket. De føler, at deres land igen er offerlam i et storpolitisk spil.
Et tredje nødråb, og det jeg hører mest, er: Stop krigen nu! En våbenhvile er mulig, hvis verdenssamfundet gør sig klart, i hvilket omfang Israels angreb ikke bare rammer Hizbollah, men hele Libanon. Israel angriber med amerikanske våben, og vi i Europa bakker op med mantraet om, at Israel har ret til at forsvare sig selv mod terrorgrupper. Det er det samme mantra, der har gjort det umuligt at stoppe den uendelige krig mod Hamas i Gaza, selv om diplomatiske løsninger bygget omkring fangeudveksling og sikkerhedsgarantier absolut foreligger. For hvor går grænsen mellem forsvar og uforsvarlig, uforholdsmæssig destruktion?
I Libanon er den diplomatiske løsning en tilbagevenden til FN’s Sikkerhedsråds resolution 1701, der blev indgået efter krigen i 2006. Den dikterer, at Sydlibanon skal kontrolleres af den libanesiske hær og FN’s fredsbevarende styrker Unifil, som har været i området siden 1978. Den libanesiske ministerpræsident har sagt, at Libanon er klar til at sætte tropper ind i Sydlibanon. Shiitiske politikere tæt på Hizbollah har også antydet, at gruppen er klar til et sådant kompromis.
Så længe Hizbollah er i overlevelseskamp, hvor deres ledere dagligt bliver likvideret, vil de imidlertid sandsynligvis modsætte sig en israelsk dikteret fred. Men en koordineret international indsats for at sikre en ny sikkerhedsordning på grænsen, der både sikrer Libanons integritet og Israels sikkerhed, bør være den absolutte prioritet nu. Her skal Israel overbevises om, at deres offensiv nok kan give dem strategiske fordele mod Hizbollah og Iran, men at den også risikerer at skabe et ukontrollerbart kaos i Libanon.
Det er på ingen måde en let diplomatisk øvelse, al den stund at Israel virker opsat på at besætte Sydlibanon og selv skabe en ny sikkerhedsorden, og Hizbollah har svoret at kæmpe videre, så længe det er tilfældet.
Faren i den nuværende situation er, at Israels regering bygger sejr på sejr og nu øjner muligheden for at besejre Hizbollah og Iran fuldstændigt. Det er muligt, at de vil forfølge det mål, og det kan være, at de har en vis opbakning fra vestlige ledere, selv om både USA og Frankrig nu taler om at implementere resolution 1701 og samtidig sikre valget af en ny libanesisk præsident, som godt kunne blive den libanesiske general Joseph Aoun, der både har tillid fra Hizbollah, fra USA og fra de fleste aktører i Libanon. Tidligere har Hizbollah holdt på Sleiman Franjieh, der mere entydigt er deres egen kandidat, til posten. Men meget tyder på, at de er klar til at indgå et kompromis.
Det er bare ikke sikkert, at denne politiske løsning kan lade sig gøre, hvis krigen fortsætter. Er israelernes projekt med invasionen af Sydlibanon at oprette en ny såkaldt sikkerhedszone, ligesom de havde fra 1978 til 2000, så vil Hizbollah blive draget ind i en lang og ødelæggende guerillakrig.
Vi skal gøre os klart, at en fortsat israelsk offensiv kan skabe et kaos i Libanon, der bliver meget svært at styre. Hvor titusinder vil dø, hvor den libanesiske stat hurtigt kan miste kontrol over situationen, og hvor en massiv international hjælpeaktion bliver nødvendig.
Det kan heller ikke udelukkes, at krigen vil føre til en ny flygtningekrise, som også vil berøre Europa direkte. EU, FN og arabiske stater sender nødhjælp, og det er godt. Der er meget på spil, især i forhold til at bevare Libanons evne til at tage sig af syriske flygtninge. Men det er ikke nok at sende nødhjælpspenge. Krigen skal stoppes. Der findes en diplomatisk løsning, og man kan håbe, at den får fuld dansk opbakning nu.
fortsæt med at læse
