Længe håbede jeg, at magthaverne, og dermed befolkningen, ville vågne op og se, at en minoritetsgruppe i vores land, mennesker med handikap og deres pårørende stadig lever i afmagt, i umyndiggørelse, i nedgørelse.
Men med rystende klarhed kom det frem ved Folketingets åbning i statsministerens tale, at der absolut ikke er nogen grund til håb. For statsministeren afslørede med sin vanlige professionelle hjertevarme, hvem hendes udvalgte i 2025 var, nemlig: mennesker uden hjem eller job. Misbrugere. Mennesker med psykiske sygdomme. Kronikere med KOL og diabetes, ældreplejen, udsatte børn, mennesker uden fast læge, folkeskolen – og ikke mindst gymnasierne, hvor alle unge skal have lige fine huer, men præstere vidt forskellige adgangssnit.



























