Vores arbejdsplads, Københavns Universitet, har eksisteret siden 1479. Det var et radikalt anderledes samfund dengang. Det samme kan man sige om universitetet, og det er der intet underligt i. Universiteter skal nemlig følge med samfundsudviklingen – i hvert fald i nogen udstrækning.
Af samme grund er det kun naturligt, at der gennemføres universitets- og uddannelsesreformer med jævne mellemrum. Som bekendt barsler SVM-regeringen netop med en reform af kandidatuddannelserne.
Den forestående kandidatreform falder desværre i tråd med en kedelig ny tendens i universitetshistorien. Reformerne kommer i stigende grad ’oppefra’ og medfører en øget ensretning af i udgangspunktet væsensforskellige studier. Udviklingen afspejles især i de små og store reformer, der gennemførtes fra 1990’erne kulminerende med Bolognaprocessen (fra 1999) og universitetsloven af 2003.
Udviklingen skal blandt andet ses i lyset af politiske målsætninger om, at flere danskere skulle gennemføre lange videregående uddannelser, og at universiteterne så at sige skulle servicere erhvervslivet. Resultaterne ser vi i dag. Vi har ’masseuniversiteter’, der i vid udstrækning drives efter forældede new public management-principper.
Alt dette er kendt stof. Vores påstand er imidlertid, at visse universitetsuddannelser er særligt udsatte som følge af denne udvikling, og at det er et alvorligt samfundsmæssigt problem. Vi frygter, at kandidatreformen ikke udgør et vendepunkt, men kan være dråben, der får bægeret til at flyde over.
Vi beskæftiger os med forskning og forskningsbaseret undervisning inden for jura og forsikringsmatematik. Vi uddanner altså jurister og aktuarer. Umiddelbart kunne man tro, at de fag og hverv ikke har meget til fælles. Vi oplever imidlertid et skæbnefællesskab i uddannelses- og forskningspolitisk henseende. Det er vores fornemmelse, at dette fællesskab rummer andre universitetsretninger, herunder revisorfaget og teologistudiet, og at vi derfor har at gøre med noget systemisk.
Vores påstand er, at disse fagområder falder mellem to stole, nemlig på den en side almendannende studier på det humanistiske og samfundsvidenskabelige område og på den anden side generalistuddannelser på det naturvidenskabelige og tekniske område.
For det første er vores uddannelser professionsorienterede og giver adgang til beskyttede titler eller særlige hverv, der er fastlagt enten gennem lovgivning eller i internationale standarder. Samfundet har samtidig visse udtalte og implicitte forventninger til kandidaterne.
Det indebærer – eller bør indebære – at undervisningen tager sigte på, at bestemte færdigheder og kompetencer skal opnås af samtlige studerende. Professionsuddannelsen skal nu engang bringe de studerende et bestemt sted hen, så de kan varetage det ansvar, de kommer til at få. Konsekvensen heraf er en (oplevet) ’hård’ beståelsesgrænse. Af samme grund er karaktererne relativt lave på en del af grunduddannelsen.
Når dette kombineres med det drastisk øgede antal studerende, der immatrikuleres på vores uddannelser, opstår problemet. Medmindre man antager, at nutidens årgange er betydelig dygtigere end årgangene for 20-30 år siden, må det faglige niveau – alt andet lige – falde. Resultatet er mange ringe karakterer, hvilket påvirker trivslen og dermed studiemiljøet negativt. Det er ikke nødvendigvis tilfældet på andre uddannelser, hvor karakterniveauet kan holdes kunstigt oppe ved at slække på kravene.
Det betyder omvendt, at fokus for undervisningen og uddannelserne som sådan bliver at løfte de mest udfordrede studerende – og helst flest muligt, hvis ikke alle – over bestågrænsen. Ud over at det koster en del ressourcer, herunder i form af gentagne reeksaminer, sker det på bekostning af de øvrige studerende. Det skaber blandt andet et ringere rekrutteringsgrundlag for de få, der skal forske og undervise – altså dem, der på sigt skal holde vores fag i hævd.
For det andet vedrører vores uddannelser videnskabelige felter, der ikke er tydeligt repræsenteret i det grundlæggende uddannelsessystem, herunder på gymnasieuddannelserne. Det er derfor særdeles vanskeligt for kommende studerende at vide, om faget passer til deres talent og interesse.
Mange vælger eller fravælger reelt vores uddannelser i blinde. Det betyder, at der optages studerende, der ikke passer ind, og omvendt at uddannelserne går glip af studerende, der ville passe godt ind.
Når først de studerende er indskrevet, er incitamentet for at fastholde dem stort. Det gælder rent menneskeligt for den enkelte studerende, der kan føle sig presset af en nulfejlskultur, som også afspejler sig i den måde, uddannelsesstøtten er politisk tilrettelagt på. Men det gælder bestemt også økonomisk for universitetet i kraft af taxametersystemet. Resultatet er en uddannelseskultur, hvor faglig afklaring ikke prioriteres, og studieomvalg ringeagtes.
For det tredje er der særdeles gode muligheder for studierelevant beskæftigelse under vores uddannelser. Som udgangspunkt er det positivt, da praksisnært arbejde ofte understøtter den teoretiske læring på studiet og omvendt. Det er imidlertid vores erfaring, at der ikke er styr på proportionerne. Alt for mange arbejder simpelthen så meget, at det går ud over studiet. Det ved vi, fordi de studerende selv fortæller os det, når de evaluerer vores kurser og besvarer trivselsundersøgelser.
Studiet skulle gerne opbygge en grundlæggende faglighed, for nuværende bestående af 300 såkaldte ECTS-point. Det er denne grundlæggende faglighed, som man ikke bare kan erhverve på arbejdsmarkedet, der udgør fundamentet for senere specialisering og livslang læring. Ét ECTS-point svarer til en gennemsnitlig arbejdsindsats for en studerende på ca. 28 timer, hvorfor 300 ECTS-point bør svare til fem års fuldtidsstudie – men det gør det naturligvis ikke for de studerende, der prioriterer studiejob frem for studie.
Dette medfører, at det faglige niveau falder yderligere. Der er her tale om en giftig spiral, for et faldende fagligt niveau er med til at formindske attraktiviteten af at prioritere studie frem for et udfordrende studiejob. En anden konsekvens er, at studietiden forlænges. Det er et faktum, at relativt få af vores kandidater gennemfører på normeret tid.
Forsinket gennemførelse italesættes gerne som en samfundsøkonomisk underskudsforretning. Det er dog ikke nødvendigvis tilfældet. Mange af ’vores’ kandidatstuderende tilrettelægger individuelle forløb, hvor de skruer ned for blusset på studiet mod forøget studierelevant arbejde på bachelorniveau. Resultatet er en fleksibel og ikke mindst samfundsøkonomisk rentabel kombination af studie- og arbejdsliv.
Universitet straffes dog for nuværende økonomisk herfor, da ’deltidsstudiet’ betragtes som studietidsforlængende. Derfor tvinges vi i uddannelsesmiljøerne til at modarbejde frem for at understøtte initiativet.
Et af formålene med erhvervskandidatordningen, som blev lanceret i 2019, var et råde bod herpå. I sin nuværende form finder den dog ikke bred anvendelse, da den har endog mange svagheder, og et eftersyn er bestemt nødvendigt.
Ideen med ordningen er, at en toårig kandidatuddannelse kan tilrettelægges som et firårigt deltidsforløb, hvor dan studerende også varetager et studierelevant deltidsarbejde.
Deltidsarbejdet skal dog være på mindst 25 timer om ugen. Ligestiller man arbejde og studie, så ender man med en samlet belastning på mindst 50 timer om ugen. Tager man i stedet afsæt i en almindelig arbejdsuge på 37 timer, så må det forstås, at et halvtidsstudie kun svarer til 12 timer om ugen, hvilket er utilstrækkeligt. Regnestykket går altså ikke op.
I forbindelse med sine forhastede reformplaner har SVM-regeringen nedsat et kandidatudvalg, der har til opgave at udforme det nye kandidatuddannelseslandskab. Kandidatudvalget har netop leveret sin endelige afrapportering, og den er ligesom delafrapporteringen fra juni deprimerende læsning.
Rapporternes forslag til nye fleksible erhvervskandidatordninger er ligesom forgængeren kendetegnet ved en samlet arbejdsbelastning, der er urealistisk høj. Samtidig spekuleres der i at erstatte forskningsbaseret undervisning med ’virksomhedsforløb’, hvilket blot er newspeak for praktik. Der er altså tale om ren ECTS-gymnastik, der skærer alle uddannelser over én kam.
Universitetsrektorerne har allerede undsagt nogle af ordningerne, men da der skal leveres et øget arbejdsudbud – det er den politiske målsætning med reformen – er alternativet en kandidatuddannelse på ét år og en sommerferie. Det er pest eller kolera, ikke mindst for de unge mennesker, som ønsker at dygtiggøre sig inden for jura og forsikringsmatematik.
Opsplitningen mellem en kort og en lang version af vores uddannelser er i det hele taget uappetitlig. Det vil skabe et mærkeligt kastesystem, som vi allerede har prøvet kræfter med – og opgivet. Frem til 1936 kunne man således opnå graden exam.jur., hvis evnerne ikke rakte til en rigtig og fuld kandidatgrad. De ustuderede jurister kaldte man dem.
En opdeling mellem en lang og en kort version af vores uddannelser vil indstifte et udskilningsforløb, hvor karakterer må forventes at være centrale. Det vil være fuldstændig ødelæggende for allerede konkurrenceprægede studiemiljøer. Det harmonerer heller ikke med et uddannelsesmæssigt fokus på minimumsfærdigheder og -kompetencer, som ellers kendetegner professionsorienteret uddannelse.
Derudover kan det have en række utilsigtede og uoverskuelige konsekvenser i forhold de hverv og beskyttede titler (advokat, dommer, ansvarshavende aktuar og så videre), som uddannelserne giver adgang til. Er det kun de ’rigtige’ kandidater, der får adgang til de eftertragtede titler? Hvis ikke, giver det så mening at have den lange kandidatuddannelse? Og hvordan sikrer vi så, at de ’korte’ kandidater har det fornødne faglige niveau med de ovenfor beskrevne udfordringer in mente?
Hvis man død og pine vil realisere en gevinst for arbejdsudbuddet, vil en generel nedregulering til 4,5 år for alle langt være at foretrække. Sådan var det i gamle dage på jurastudiet. Det ville naturligvis stadig gå ud over det faglige niveau, og det vil især skulle ske på bekostning af valgfrihed og mulighed for udlandsophold.
Vi møder hver dag studerende, som er ambitiøse og pligtopfyldende – og som i kraft af deres uddannelsesbaggrund kommer til at bestride stillinger med et stort ansvar og et endnu større positivt bidrag til samfundsøkonomien og retssamfundet.
Som undervisere er det vores opgave at sikre, at kandidaterne har det fornødne faglige niveau, der matcher samfundets forventning til dem. Vi oplever den nuværende politiske styring – ikke mindst hvis kandidatreformen gennemføres – som den største forhindring i den sammenhæng. Vi er i den forbindelse især uforstående over for, at forskelligartede uddannelser skæres over én kam.
Der er behov for et grundigere gennemsyn af økonomiske incitamentsstrukturer i dansk universitetsuddannelse, hvor der i langt højere grad skal tages hensyn til diversiteten i uddannelsernes udformning og sigte.
Det gælder muligheden for fleksibel opgørelse af normeret studietid i forbindelse med studierelevant arbejde, herunder erhvervskandidatordningen. Det er for samfundet langt vigtigere, at vi har højtkvalificerede jurister og aktuarer, end at arbejdsudbuddet kunstigt løftes på kort sigt.
Men det gælder bestemt også studiestart og studieomvalg, hvor et opgør med den nuværende incitamentsstruktur er tiltrængt. Der er ikke nødvendigvis brug for, at de studerende får mulighed for et egentligt ’fjumreår’, altså et omkostningsfrit studieomvalg på første år af bacheloruddannelsen. Vi konstaterer dog, at vi på nuværende tidspunkt går glip af juridisk og forsikringsmatematisk talent, der ikke tør tage chancen ved studievalg, samt at vi fastholder studerende, som kunne have været bedre tjent med et tidligt omvalg.
Der er også her behov for en mere fleksibel opgørelse af normeret studietid. Det kan eventuelt ske som forsøgsordning med sigte mod professionsorienterede universitetsuddannelser såsom netop jura og forsikringsmatematik. Såfremt initiativet udfoldes bredere, kunne det samtidig være med til at løse problemet med manglende diversitet i optaget på Stem-uddannelserne.
Vi tror, at de håndværksmæssige aspekter af vores professionsrettede uddannelser skaber nogle ærgerlige misforståelser blandt mange beslutningstagere. Det behøver vel ikke at tage fem år at blive en tør papirnusser, tænker mange sikkert. At man overhovedet kan beskæftige sig videnskabeligt med jura og forsikringsmatematik, overgår sikkert også manges forestillingsevne.
Vi ville sådan ønske, at vi havde samme intuitive agtelse som vores ’professionsfæller’ på eksempelvis medicin. Ingen sætter spørgsmålstegn ved behovet for at sikre et højt fagligt niveau der. Når det handler om liv og død i så konkret forstand, vil ingen turde tænke på at sænke kravene eller skære i uddannelsens længde.
Men jurister og forsikringsmatematikere varetager også essentielle samfundsfunktioner. Når vi bliver beskåret og må sænke kravene, føles det som at give afkald på fagligt hjerteblod. Det er en tanke, der gør ondt i maven. For selv om det ikke direkte handler om liv og død, er det farligt for samfundet og dermed os alle, når de faglige krav til vores kandidater nedjusteres.
Uddannelse handler om Danmarks fremtid. Det er for vigtigt til at haste igennem. Vi vil på det kraftigste opfordre til, at man nedsætter et bredt sammensat udvalg, der får den nødvendige tid og de fornødne ressourcer til grundigt at overveje mere hensigtsmæssige modeller for at realisere de politiske ambitioner, der ligger til grund for den varslede kandidatreform. Danmarks fremtid er vel trods alt vigtigere end forhastede politiske resultater.
fortsæt med at læse
