På grund af den igangværende krig i Gaza er Københavns gader fyldt med palæstinensiske flag. Deres farver skiller sig ud mod novemberhimlens grå nuancer. Keffiyehs er svøbt om halse som tørklæder og blender ubesværet ind i byens vintermode. For nogle symboliserer flagene sympati for dem, der er blevet dræbt af bomber, men deres tilstedeværelse sender bølger af den skarpe polarisering, som krigen bringer med sig – selv tusindvis af kilometer væk.
Jeg går hurtigt med hænderne begravet dybt i lommerne. Min terapeuts kontor ligger kun ti minutter væk. Væggene omkring mig er dækket af nye klistermærker – slagord skriblet med fede typer: »F*ck zionister«, »Globaliser intifadaen«. Nogle er ved at løsne sig i kanterne, men de fleste er nye og fanger morgenlyset som et signal til enhver, der gider kigge. Min telefon vibrerer i min frakke, og jeg kigger mig omkring, før jeg svarer. Det er min ven i Israel.
