I nyhedsstrømmen om folkeskolen er der en tydelig tendens: Vi hører ofte om de elever, der kæmper med særlige udfordringer. Ordblindhed, angst, diagnoser og sociale problemer er emner, der med rette fortjener opmærksomhed. Men hvad med de sidste 90 procent? De elever, som sjældent får taletid, fordi deres historier ikke er spektakulære nok. De, der lever det ’kedelige’ skoleliv – uden drama, men med en hverdag præget af flid, små sejre og en stille styrke.
Jeg er lærer i folkeskolen, og hver dag ser jeg dette mønster: 90 procent af min tid går til 10 procent af eleverne. Ikke fordi jeg ikke ønsker at hjælpe de elever, der har behov for ekstra støtte – det er en vigtig del af mit arbejde. Men det efterlader en ubalance. For mens de ’kedelige’ elever måske ikke råber på opmærksomhed, har de også brug for at blive set, anerkendt og værdsat.
