Forkullede billedrammer. Sortsvedne lærreder. Malerier af Abkhasiens største kunstnere forvandlet til dynger af aske. Flere end 4.000 værker gik tabt i flammerne, da nationalgalleriet i den lille republik langs Sortehavet brændte for i dag for et år siden. Dér er nogle penselstrøg i et oliemaleri stadig sigtbare – som fotos fra brandtomten vidner om. Dér har ilden molesteret store dele af et kanvas, som gengiver et typisk abkhasisk landskab: cypresser, Sortehavets skvulpen, blålige silhuetter af bjerge i baggrunden...
»Alt brændte,« udtalte Abkhasiens fungerende kulturminister, Dinara Smyr, umiddelbart efter katastrofen.
»Det er et uopretteligt tab for abkhasisk kultur. Jeg er ved at blive kvalt i tårer. Det er svært for mig at tale«, tilføjede hun om hændelsen, der i dansk målestok svarer til, at Statens Museum for Kunst brænder ned til grunden med langt størstedelen af samlingen.
»Elinstallationerne i bygningen var ikke tidssvarende. Og Abkhasien plages jævnligt af strømafbrydelser. Installationerne har ikke kunnet holde til at blive slået fra og til på den måde. Der opstod en kortslutning, som antændte flammerne«, siger nationalgalleriets direktør, Suram Sakanija, om ulykken, der fandt sted natten mellem 20. og 21. januar 2024.
»Ingen af museets ansatte havde skyld i branden«, hæfter han sig ved og henviser til konklusionen fra en kommission, der i det forgangne år har undersøgt årsagen. Den blev nedsat personligt af Abkhasiens daværende præsident, Aslan Bsjanija.
Nationalgalleriet besad værker af de mest fremtrædende malere og billedhuggere fra denne del af Kaukasus. Museet blev grundlagt i den autonome abkhasiske sovjetrepubliks hovedstad Sukhumi i 1964 under generalsekretær Nikita Khrusjtjovs såkaldte tøvejr – en tid præget af relativ større kunstnerisk frihed og opblomstring i Sovjetunionen i årene efter Stalins død i 1953.
Det drejer sig om kunst, hvis betydning for abkhasisk identitet og selvforståelse dårligt kan overvurderes. Motiver og scener afspejlende Abkhasiens smeltedigel af befolkningsgrupper. Ophavskvinder og -mænd dybt forankret i folket, i landskabet, i historien. Inden USSR’s opløsning i 1991, og borgerkrigen mellem georgiere og abkhasere i 1992-93, udstillede nationalgalleriet fortrinsvis malerier fra netop sovjettiden: stilleben, portrætter, landskaber. Ofte tematiserede kunstnerne abkhasiske sagn og myter, revolutionen i 1917, heltegerninger og lidelse under Anden Verdenskrig eller den såkaldte mukhadsjirstvo – et tragisk kapitel i abkhasernes historie, hvor de blev fordrevet i tusindvis fra deres hjemland under Ruslands imperialistiske krige og etniske udrensning af folkeslagene i Kaukasus i 1800-tallet.
Da flammerne fortærede nationalgalleriet i fjor opslugte de blandt andet 64 værker af maleren Varvara Bubnova (1886-1983), der i begyndelsen af det 20. århundrede udstillede og arbejdede tæt sammen med andre af avantgardebevægelsens helt store skikkelser som Ljubov Popova, Varvara Stepanova, Aleksandr Rodtjenko, Kasymyr Malevytj, Vasilij Kandinskij og Vladimir Majakovskij.
»Ikke et eneste af Bubnovas arbejder overlevede ulykken. Men i brandtomten fandt vi fragmenter, som vi bevarer«, siger Sakanija.
Flere end 300 malerier udført af den abkhasiske prins Aleksandr Tjatjba-Sjervasjidse (1867-1968) gik til grunde den nat. En af Abkhasiens vigtigste kunstnere gennem tiderne. Tjatjba-Sjervasjidse levede i mange år i eksil i Frankrig. En af Abkhasiens førende intellektuelle og tidligere udenrigsminister, Vjatjeslav Tjirikba, beskriver tabet af hans billeder på denne måde:
»For sit virke som teaterkunstner blev han kaldt et geni. Pablo Picasso beundrede hans talent. Salvador Dali skriver om ham i sine erindringer. Joan Miró og Georges Rouault satte ham så højt, at de forærede ham nogle af deres værker. Men vi, hans landskvinder og -mænd, har svigtet hans minde og de efterladenskaber han – på trods af stor modgang – gjorde så meget for at sikre med det formål at skænke dem til sit elskede hjemland. Det er bittert og skamfuldt«.
Branden ødelagde desuden værker af Abkhasiens mest kendte billedhugger Marina Esjba (1924-2002), hvis skulpturer kan opleves på gader og pladser flere steder i republikken. Blandt andet skabte hun monumentet over sin far, nationalhelten Jefrem Esjba (1893-1939), der står midt i hovedstaden og blev oversået med skudhuller under borgerkrigen.
»Nu er han blevet skudt to gange«, sagde hun lakonisk, med henvisning til at faren, en af grundlæggerne af sovjetmagten i Abkhasien i 1920erne, blev henrettet under Stalins udrensninger – en bølge af terror dirigeret fra Kreml, der også ramte Abkhasien hårdt. I øvrigt var Marina Esjbas søn den højt dekorerede, flere gange sårede, kommandør fra løsrivelseskampen mod Georgien i 1992-93 og tidligere forsvarsminister Vladimir Arsjba (1959-2018), der også var veteran fra Sovjetunionens krig mod Afghanistan i 1980’erne.
Blandt de mange andre fremtrædende kunstnere, hvis værker gik tabt i branden, er Boris Petrov, Vladimir Kontarev, Vitalij Lakrba, Valerij Gamgija, Vitalij Dsjenija, Amiran Adlejba og Olga Brendel.
»Kun omkring 160 malerier ud af over 4.000 overlevede ulykken. Under aske og murbrokker fandt vi desuden noget keramik, som var intakt. I alt omkring 200 værker«, siger Sakanija og uddyber: »Arbejdet går stadig primært ud på at konservere, altså redde så meget som muligt og derved sikre værker og fragmenter for eftertiden. Et hold, bestående af tre lokale restauratorer og fire specialister fra museer i Rusland, har kastet sig over opgaven. Først på længere sigt begynder mere systematisk istandsættelse af de tilbageværende billeder«.
Det helt nøjagtige antal malerier, der gik tabt i flammerne, forbliver ukendt, ifølge nationalgalleriets direktør:
»Udover at staten opkøbte værker, udbyggede vi også samlingen på egen hånd. Gennem vores kanaler. Gennem bekendte. Som donationer eller foræringer. Derfor er der ikke redegjort for alle billeder«.
Omkring 40 procent af værkerne var digitaliserede. Men uheldigvis gik diskene med filerne af de affotograferede malerier også til grunde i branden.
»De befandt sig på mit kontor i samme bygning«, siger Sakanija.
Også tegninger udført af den berømte schweiziske opdagelsesrejsende Frederic DuBois de Montperreux (1798-1850) blev opslugt af ilden – fantastiske illustrationer fra hans udforskning af Kaukasus i årene 1831-1834. DuBois tog ned langs den abkhasiske kyst, hvor han med sin kunstneriske begavelse blandt andet fastholdt bjergene bag Gagra, katedralen i Pitsunda og skibene foran fæstningen i Sukhumi for eftertiden. Lykkeligvis besad nationalgalleriet i dette tilfælde udelukkende kopier.
»Vi er ved at undersøge mulighederne for at få dem lavet igen efter de originale tegninger, der befinder sig forskellige steder i udlandet«, siger Sakanija.
Abkhasiens Nationalgalleri har i flere årtier snarere været et sted til opbevaring end et egentligt museum med udstillinger.
Den uvurderlige kunst blev opmagasineret højst uforsvarligt. Det står klart i en reportage af den lokale journalist Asmat Tsvisjba fra 2019. Hun tager læseren med ind i to små fugtige og iskolde rum, hvor hele nationens kunstskat med de tusindvis af malerier ligger stablet hulter til bulter. De fleste på gulvet. Andre proppet ind i reoler. Blotlagt langs væggene stritter ældgamle elektriske installationer.
Bygningen er så forfalden, at de ansatte må passe på ikke at blive ramt af stykker af nedstyrtende puds fra loftet. Kulden og fugten får oliemalingen på kanvasserne til at slå revner. Det dårlige indeklima skaber ideelle betingelser for mikrober, der mæsker sig i lærreder og tegninger, fortalte museumsdirektør Suram Sakanija ved den lejlighed. Midt i rodet er han på et tidspunkt ved at snuble over nogle malerier, idet han viser rundt. Personalet er afskåret fra at tilgå museets egen hjemmeside.
De lokale myndigheder kan ikke betale for abonnementet til internettet, fremgår det af reportagen. Allerede i 2016 i et interview med et lokalt nyhedssite slog museumsdirektøren alarm – hans institutions lokaler »egner sig ikke til at opbevare malerier eller at udstille dem på nogen måde«.
Gennem tre årtier havde Vjatjeslav Tjirikba samlet materiale til en biografi om Aleksandr Tjatjba-Sjervasjidse og med stor nidkærhed opkøbt hans værker hos antikvitetshandlere og på auktioner rundt omkring i verden. Gentagne gange – senest et par måneder inden branden – appellerede han indtrængende de abkhasiske myndigheder om at finde et bedre egnet sted til malerierne.
At de prioriterede kunsten så lavt, og i så mange år accepterede de elendige forhold, førte i sidste ende til ulykken, der udslettede samlingen. Fra alle steder i samfundet udtrykte abkhaserne deres smerte, sorg, harme og frustration over tabet. Flere rettede kritik mod myndighederne for den lemfældige omgang med de nationale klenodier:
»Alt, der brændte i dag, kunne have været reddet. Det kunne have været reddet, og der var forsøg på at redde det. Kunstnere har krævet en ny museumsbygning af regeringen i årevis. Problemet angående opbevaring har været kendt i årevis. Udstillinger, kampagner og taler er blevet afholdt for at sætte fokus på det. Ingen reagerede«, lød det for eksempel fra borgerinitiativet Vores Pitsunda.
At det faldt så svært at tage hånd om kunstværkerne kan ses på baggrund af den vanskelige situation, som Abkhasien havnede i efter Sovjetunionens sammenbrud.
Den bjergrige republik, der er på størrelse med Sjælland og har en befolkning på omkring 245.000, er internationalt anerkendt som en del af Georgien. Områdets status har dog længe været omstridt, og efter Sovjetunionens kollaps brød en borgerkrig ud mellem abkhasere og georgiere.
Mirakuløst overlevede kunstsamlingen denne ekstremt blodige og kaotiske periode i Abkhasiens historie fuldstændig uskadt. Dengang blev flere af kunstnernes sønner hyret som vagter. De beskyttede bygningen dag og nat og sørgede for, at ingen fik lov til at komme ind, ifølge Sakanija.
Hvor reel faren mod kunstværkerne var dengang viser den skæbne, der tilfaldt Abkhasiens Statsarkiv – republikkens svar på Rigsarkivet. 22. oktober 1992 brændte georgiske styrker det ned til grunden og slettede dermed en uhyre mængde uerstattelige kilder til nationens kollektive bevidsthed for evigt. Efter uafhængighedskampen mod Tbilisis styrker og fordrivelsen af den georgiske civilbefolkning indførte Abkhasien i 1994 egen forfatning og erklærede sig for en selvstændig stat.
Derpå fulgte mange år med udstødelse fra det internationale samfund, sanktioner og krise. Tog, fly og skibsforbindelser blev afbrudt. Handelen gik i stå. Abkhaserne måtte tage til takke med, hvad de kunne dyrke, fiske eller smugle. Regionens prægtige kurhoteller, berømte i hele USSR, stod tomme og forfaldt frygteligt i den fugtige, subtropiske hede. De lokale myndigheder lovede at finde en passende bygning til nationalgalleriet, så kunsten kunne vises regelmæssigt, men det blev aldrig til noget.
Så i 2008 – efter Ruslands krig mod Georgien – endte Abkhasien som brik i et speget spil om stormagters indflydelse i Kaukasus. Som led i en mere og mere tilspidset geopolitisk konflikt anerkendte Kreml Abkhasiens selvstændighed og opbyggede samtidig en massiv militær tilstedeværelse i republikken. Frem til i dag opfatter regeringen i Tbilisi de tusindvis af russiske soldater som en besættelsesstyrke på georgisk territorium. Abkhaserne ser dem som fredsbevarende – som garant mod et nyt georgisk angreb. Bag Kremls indblanden ligger en velkendt kolonialistisk strategi, der handler om at udnytte fjendskabet mellem georgiere og abkhasere til egen fordel. Den ligger i tråd med Ruslands flere hundreder år lange tradition for undertrykkelse af folkeslagene i Kaukasus.
Imidlertid er Abkhasien dybt afhængig af økonomisk støtte fra Rusland. Men diktaturet i Kreml stiller barske krav til gengæld. I november udløste en ny lov, der skulle give russiske oligarker lettere spil i republikken, en alvorlig regeringskrise, hvor præsident Aslan Bsjanija måtte træde tilbage. Og i slutningen af 2023 gennemtrumfede Rusland retten til at opføre en stor flådebase i Otjamtjira som aflastning for militærhavnen i Sevastopol på Krim.
På den måde trækker det russiske diktatur Abkhasien med ind i aggressionskrigen mod Ukraine. Af sikkerhedspolitiske og økonomiske årsager har den abkhasiske regering længe gjort meget ud af at præsentere sig som Ruslands trofaste allierede. Men under overfladen ulmer utilfredsheden med den voksende indflydelse over det abkhasiske samfund, som Kreml kræver til gengæld for sine tjenester.
Rusland har dog fri hånd til at udnytte det højst ulige forhold til den lille republik på grund af Abkhasiens internationale isolation. EU og USA støtter nemlig Georgien uforbeholdent i konflikten om territoriet. På den baggrund virker det blot logisk, at branden i nationalgalleriet kommer til at indgå som et symbolsk slag i den overordnede konflikt mellem Vesten og diktaturet i Rusland. Som da Georgiens daværende og provestlige præsident Salome Zurabisjvili på et socialt medie benyttede tabet af de mange kunstværker til at rette en kritik mod sine fjender:
»Jeg begræder, hvad der er en direkte konsekvens af forsømmelsen af kulturel identitet, både fra de-facto styrets side og fra de russiske besættere«.
Hun blev suppleret af den fremtrædende tyske politiker fra de Grønne, Viola von Cramon:
»Alt hvad Rusland og Russkij mir rører ved bliver til aske, hvad enten det er i Abkhasien, i Donbas eller i andre besatte territorier. Det er en tragedie at se tabet af så vigtig kulturarv. Det er et direkte resultat af grov uagtsomhed og inkompetence under besættelsen«.
Siden 1999 har det været meningen, at Nationalgalleriet skulle flytte over i en anden bygning, som stadig er ved at blive sat i stand.
»Loftet er færdigt, vinduerne er færdige, trapperne er færdige, dørene er færdige… Formentlig kan det sidste indvendige arbejde afsluttes snart. Håbet dør til sidst«, siger Sakanija.
fortsæt med at læse
