Det er ikke godt at vide, hvad der gik gennem hovedet på den georgiske præsident Mikhail Saakasjvili, da han i sidste uge sendte sine styrker ind i Sydossetien. Hvis han troede, at støtte fra Georgiens nære ven, George Bush, kunne afholde russerne fra at gribe ind, tog han alvorlig fejl. I stedet for at genoprette georgisk kontrol med Sydossetien har han nu mistet ethvert håb om at få kontrol ikke blot med dette område, men også med Abkhasien, den anden georgiske udbryderrepublik på grænsen til Rusland. Og han har givet Rusland en lejlighed til at vise, hvem der bestemmer i Kaukasus. Imidlertid burde den russiske reaktion ikke komme som en overraskelse. Det er en logisk følge af Ruslands øgede selvbevidsthed og i russiske øjne et naturligt svar på gentagne vestlige ydmygelser af Rusland. Konsekvenserne indskrænker sig ikke kun til Georgien, men omfatter hele det tidligere Sovjetunionen. I værste fald kan dette være første skridt i en revision af Ruslands nuværende grænser – og det kan blive rigtig farligt for stabiliteten i hele Østeuropa. For at forstå, hvordan en relativt lille konflikt kan have store konsekvenser, er det nødvendigt kort at berøre baggrunden for konflikterne. Det to områder, Sydossetien og Abkhasien, var under Sovjetunionen en del af den Georgiske Sovjetrepublik og havde begge en vis grad af autonomi. Da Georgien blev selvstændigt i 1991, udbrød der krig i begge områder, først i Sydossetien og senere i Abkhasien. Baggrunden for krigene var sydossetisk og abkhasisk frygt for at blive undertrykt i en ny georgisk stat. Begge konflikter endte med, at sydosseterne og abkhaserne med slet skjult russisk hjælp fik smidt de georgiske styrker ud – og i Abkhasiens tilfælde fik de også drevet ca. 240.000 georgiske indbyggere ud, så abkhaserne, der før krigen kun udgjorde knap 20 procent af befolkningen i Abkhasien, nu udgør cirka halvdelen. Der blev udstationeret russiske fredsbevarende styrker i 1994, og siden dengang har konflikterne været fastfrosset i et mønster, hvor de to områder har været reelt selvstændige, støttet af Rusland, men ikke officielt anerkendt af nogen stater. I de forløbne år har en meget stor del af abkhaserne og osseterne fået russiske pas. Fra lokal side har dette muligvis været et pragmatisk valg, da de ellers måtte have georgisk pas, hvis de skulle bruge et rejsedokument. Konsekvensen har imidlertid været, at den russiske regering nu, med passene som baggrund, omtaler indbyggerne i de to områder som deres landsmænd (på russisk ’sootetjestvenniki’) – og landsmænd skal jo som bekendt beskyttes. Da Saakasjvili kom til efter den georgiske rosenrevolution, var det imidlertid klart, at han havde ambitioner om at genoprette Georgiens enhed. Med hjælp fra USA opbyggede han den georgiske hær (hvoraf 2.000 mand indtil for nylig befandt sig i Irak), og i 2006 tog Georgien kontrol med Kodoridalen i Abkhasien, som ikke havde været under reel abkhasisk kontrol, og oprettede en abkhasisk eksilregering i det, der blev kaldt ’Øvre Abkhasien’. Dette provokerede Rusland voldsomt, men det var først med Saakasjvilis nylige forsøg på at få kontrol med den sydossetiske hovedstat Tskhinvali, at bægeret flød over og Rusland greb ind. Hvordan kan man forklare, at Rusland har reageret så voldsomt? Hvordan tænker den russiske regering? En måde at besvare dette spørgsmål er ved at se på, hvordan den russiske regering forklarer sin politik over for sin egen befolkning. I en anden sammenhæng har jeg undersøgt, hvordan den russiske regering siden 2000 (det vil sige, siden Putin blev præsident) direkte i officielle taler og indirekte gennem den statskontrollerede tv-kanal Kanal 1 forklarer sin politik i forhold til løsrivelseskonflikter i Ruslands nærområde. Konkret så jeg på samtlige indslag fra 2000 til 2006 om Abkhasien og Transnistrien, en anden ikke-anerkendt stat, der officielt er en del af Moldova. Hvad finder man så ud af ved at læse sig igennem en stak nyhedshistorier? For det første bliver det klart, hvor stor en rolle Ruslands stormagtstatus spiller, og hvordan stormagtsstatus knyttes til Ruslands overlevelse som stat. Argumentet er, at Rusland er for stort og mangfoldigt til bare at være en almindelig stat og vil falde fra hinanden, hvis det ikke er en stormagt. Med Putins ord er denne status i bogstaveligste forstand livsvigtig. For det andet bliver det tydeligt, i hvor høj grad Putins projekt har været et genrejsningsprojekt i flere faser. Det skete i den anden tjetjenske krig og gennem en generel centralisering. Et andet element var genoprettelsen af økonomien, en opgave, der stadig pågår, men er blevet hjulpet gevaldigt på vej af tårnhøje oliepriser. Endelig, og vigtigst, er genoprettelsen af Rusland som den dominerende magt i sin region. Putin beskriver direkte Sovjetunionens fald som en geopolitisk katastrofe og ser Rusland som center i Euroasien med en særlig civilisatorisk mission i forhold til sine nabolande. For det tredje ses det, hvordan Rusland parallelt med genoprettelsesprojektet gradvist skærper tonen over for Georgien. I starten af Putins præsidentperiode, hvor fokus er på den indre genopretning, bliver konflikten fremstillet som et georgisk indenrigspolitisk problem. Senere placerer Rusland sig mere klart i rollen som beskytter af abkhaserne og osseterne, mens Georgien fortsat behandles som en potentiel partner. Fra Saakasjvili kommer til magten, bliver det mere klart, at Rusland som en stormagt ikke kan acceptere, at lande som Georgien uden videre kan få lov til at samarbejde med USA eller bestemme over Ruslands ’landsmænd’ (såsom abkhasere og ossetere med russisk pas). Fra 2006 skærpes tonen for alvor, og Georgien og Saakasjvili omtales i stadigt grovere termer. Georgierne er ’emotionelle’, ’hysteriske’ og mangler ’sanitære normer’. Der trækkes interessante paralleller til sovjettiden, idet Saakasjvili direkte sammenlignes med Josef Stalin og dennes håndlanger Lavrentij Berija, som begge var fra Georgien. Det bliver også klart, at en georgisk udfordring af Rusland er uacceptabel. Allerede i 2007 kunne man på baggrund af russernes udtalelser ikke være i tvivl om, at et reelt georgisk forsøg på at skabe ’national enhed’ ved at genoprette kontrollen med de områder ville føre til krig. For det fjerde fremgår det, hvordan legitimiteten af Ruslands nuværende grænser gradvis undergraves. De nuværende grænser mellem de tidligere sovjetrepublikker er trukket på et tidspunkt, hvor Sovjetunionens opløsning var fuldstændig utænkelig, og ofte på en måde, så folkeslag er skåret midt over (Sydossetien ligger i Georgien, Nordossetien i Rusland). En meget stor andel etniske russere boede ikke inden for grænserne af den russiske socialistiske sovjetrepublik og havnede derfor uden for Rusland efter Sovjetunionens opløsning, for eksempel russerne på halvøen Krim. Ruslands accept af sine grænser er derfor fuldstændig fundamentalt for freden i det tidligere Sovjet. Men fra 2006 begynder grænserne i stigende grad at blive omtalt som kunstige og unaturlige i nyhedsindslagene. Stalin og Berija bringes igen på bane, for det var under Stalin, at den nuværende grænse mellem Georgien og Rusland blev trukket – og Stalin var jo, som nævnt, georgier. I et nyhedsindslag beskrives Stalintiden direkte som den ’georgiske periode’ af Sovjetunionens historie. Der sås hovedsageligt tvivl om grænserne direkte i forhold til de to konflikter i Georgien, men det faktum, at sådanne argumenter bruges, er væsentligt. Hvis først grænsernes legitimitet generelt bringes i spil, er der rigtig mange grænser, man kunne begynde at rykke på, herunder den ukrainsk-russiske grænse. Imidlertid har normen om, at man ikke længere rykker rundt på grænser eller danner stater, hvor der ikke før var stater, været meget stærk i Europa siden Anden Verdenskrig. De grænseændringer, der er foregået, har (ud over Tysklands samling) været forårsaget af opløsningen af forskellige former for føderationer (Jugoslavien, Sovjetunionen, Tjekkoslovakiet). Her har republikkerne fået selvstændighed inden for de tidligere interne grænser. Der er altså ikke nogen præcedens for, at et område af en stat kan løsrive sig og blive anerkendt som en selvstændig stat af resten af verden – eller det vil sige, det var der ikke, før USA og størstedelen af EU anerkendte Kosova. Den femte pointe er derfor, at anerkendelsen af Kosova var en meget betydningsfuld begivenhed for Rusland. Da NATO i 1999 gik i krig for at stoppe serbernes overgreb i Kosova, var parallellen i det tidligere Sovjet ikke til at tage fejl af: Tjetjenien. Rusland havde udkæmpet og tabt en blodig krig i midten af 90’erne, så Tjetjenien var på det tidspunkt reelt selvstændigt. Man kunne med en vis ret trække paralleller mellem tjetjenernes og kosovaalbanernes skæbne, idet begge folk havde været udsat for voldsomme overgreb fra henholdsvis russisk og serbisk side. Det var derfor ikke så underligt, at Rusland absolut ikke brød sig om tanken om Kosovas selvstændighed, endsige tanken om, at NATO uden om FN kunne finde på at gå i krig for at beskytte albanerne. I 2008 er situationen imidlertid en anden. Det er lykkedes Putin at undertvinge Tjetjenien. Det er absolut ingen køn historie, men der er stort set fredeligt, den prorussiske tjetjener Ramzan Kadyrov er blevet indsat som præsident, og der er gennemført en folkeafstemning om en ny tjetjensk forfatning, hvor republikken forbliver en del af den Russiske Føderation. Ingen internationale observatører var i nærheden af folkeafstemningen, men den er blevet brugt af Putin som argument for, at der absolut ikke er paralleller mellem Tjetjenien og Kosova. Tjetjenerne har jo netop fået lov til at bestemme, hvor de vil høre til – og de valgte Rusland. Derfor er de åbenlyse paralleller til Kosova i dag placeret uden for Rusland: Det er Abkhasien og Sydossetien i Georgien og Transnistrien i Moldova. Før anerkendelsen af Kosova var det den almindelige opfattelse, at Ruslands udtalelser om eventuelt at anerkende Abkhasien, Sydossetien og Transnistriens uafhængighed var bluff. Rusland, lød argumentet, var reelt ikke interesseret i at anerkende staterne, da det blot ville styrke en præcedens for anerkendelse af områder og republikker, som i sidste ende kunne true Ruslands enhed. Denne holdning kan stadig findes, blandt andre hos The Economist’s Balkankorrespondent Tim Judah, der i en i øvrigt glimrende artikel i The Guardian 13. august i år argumenterer for, at Rusland fortsat er bange for sin egen territorielle integritet og derfor i sidste ende ikke er interesseret i, at Abkhasien og Sydossetien bryder helt ud af Georgien. Mit indtryk er, at den holdning er ret udbredt – og jeg tror, det er en fejlvurdering. Pacificeringen af Tjetjenien gør, at Rusland ikke længere er i umiddelbar fare for at gå i opløsning. Den nuværende russiske modstand mod Kosovas selvstændighed skyldes derfor ikke hovedsageligt frygt for en farlig præcedens. Ej heller i særlig høj grad broderlige følelser over for Serbien. Selv om der ikke er tvivl om, at sympatien ligger hos de slaviske og ortodokse serbere, bruges slavisk broderskab eller lignende ikke som argumenter, hverken officielt eller uofficielt. Modstanden skyldes, som jeg vurderer det, selve det principielle i, at Rusland en gang har sagt nej til Kosovas selvstændighed og en anerkendelse derfor er en ydmygelse af Rusland. Nu hvor det er sket, udnytter Rusland anerkendelsen offensivt, som en løftestang for ambitioner i nærområdet. Dette fremgår helt tydeligt af russiske udtalelser de sidste dage. Først beskyldte russerne georgierne for folkedrab på osseterne – en klar parallel til Kosova og argumentet for NATO’s intervention. I forbindelse med våbenhvilen blev Medvedev desuden spurgt om fremtiden for de to områder. Spørgsmålet om, hvorvidt Abkhasien og Sydossetien skal være en del af Georgien, er, sagde Medvedev, i sidste ende op til befolkningen i de to områder og skal ske i overensstemmelse med internationale normer. Men disse normer er, ifølge Medvedev, ændret efter Kosova, så man nu ser nye stater dukke op på landkortet. Skal sydosseterne og abkhaserne ikke have samme ret til at bestemme deres skæbne som kosovaalbanerne? Dette lyder ikke som en mand, der er bange for løsrivelsesbevægelser inden for Ruslands grænser. I mine ører lyder det som en mand, der er villig til at anvende Kosova-parallellen yderst offensivt, herunder til at ændre på grænsedragningen i det tidligere Sovjet. Herved understreger Rusland sin status som stormagt – og styrker dermed også sin territorielle integritet som følge af logikken om, at Rusland kun kan holde sammen på sig selv, så længe landet er en stormagt. Så hvad er den sandsynlige udvikling i de to områder? Mit bud er indsættelse af russiske fredsbevarende tropper efterfulgt af en folkeafstemning om den fremtidige status. Hvordan spørgsmålet, der bliver sendt til folkeafstemning, kommer til at lyde, er nok sværere at afgøre end resultatet. Det kan enten være selvstændighed eller optagelse i den russiske føderation. Uanset hvad, vil områderne de facto blive en del af Rusland i endnu højere grad, end de var før krigen. Hvis områderne formelt annekteres af Rusland, vil det udgøre et helt afgørende brud på Ruslands postsovjetiske politik og vil indvarsle en yderst ustabil fremtid for hele det tidligere Sovjetunionen. De seneste dage har klart illustreret, at der er meget lidt, Vesten kan gøre ved det. I januar sidste år deltog den nytiltrådte georgiske ambassadør i Danmark, David Kereselidze, i et møde på Københavns Universitet. I sin indledning nævnte han, hvordan Georgien kunne lære af Danmarks erfaringer med at overleve i en stormagts skygge. Der er ganske rigtigt paralleller til det dansk-tyske forhold. Lilleputten Danmark lagde sig ud med stormagten Preussen, og trods sympati fra såvel Sverige og Norge som Storbritannien, verdens dengang ubestridte supermagt, måtte Danmark alene konfrontere tyskerne i 1864 med det forudsigelige resultat, at Danmark mistede en stor del af sit areal. Men Danmark overlevede ved at holde meget lav profil og undlade at provokere tyskerne, mens man ventede på bedre tider. Det kan være, at Georgien nu må drage samme konklusion. Et lille land, der er nabo til en aggressiv stormagt, er alene. Der er ikke hjælp på vej.