Der er megen opmærksomhed på Grønland, og det kan mærkes – også i hovedstaden Nuuk. De seneste ugers og måneders ophedede diskussion i kølvandet på Trumps interesse for at erhverve sig Grønland, amerikanske influenceres uddeling af 100-dollarsedler i byen, publiceringen og sidenhen afpubliceringen af DR-dokumentaren ’Grønlands hvide guld’, og senest DR’s satire over samme, har sat sine spor på menneskene i byen.
I slutningen af februar var der kaldt til demonstration – ’Danmark, her går grænsen!’. Et optog på cirka 200-300 mennesker forsamlede sig ved statuen ’Havets Moder’ i Kolonihavnen og gik gennem Nuuks gader til Rigsombuddet. Demonstrationen foregik i stilhed, mange af deltagerne havde tape for munden, og flere bar bannere.
Det var en smuk og bidende kold dag i Nuuk. Indenfor i varmen i Nuuk Centeret, som optoget passerede, gik hverdagen videre tilsyneladende upåvirket af den vrede og frustration rettet mod Danmark, som demonstrationen udtrykte. Der blev købt ind i Pisiffik. I cafeen sad folk og drak kaffe, og de stillede sulten i restaurant Bone’s. Ganske som de plejer.
Der var også dem, der bare gerne ville bygge en snemand. Der har netop været sneskulpturfestival i Nuuk. Foran kulturhuset Katuaq var placeret kæmpestore blokke af sne, og unge som ældre bearbejdede blokkene med alskens redskaber til smukke skulpturer.
Hverdagen går videre i Nuuk og i Grønland trods amerikanske tilnærmelser, danske post-koloniale kvababbelser og valgkamp under international bevågenhed. Men der hersker også en klar erkendelse af, at valget 2025 er helt igennem usædvanligt.
Grønland går til valg 11 marts. Valget er vigtigt. Det er alle valg. Valget i 2021 var også vigtigt. Det blev vundet af IA (Inuit Ataqatigiit) med Múte B. Egede i spidsen. Råstoffer spillede en stor rolle – så stor, at valget kan betegnes som et råstofvalg. Det havde som et centralt omdrejningspunkt muligheden for minedrift i Kvanefjeld (Kuannersiut-projektet) i Sydgrønland og dermed spørgsmålet om, hvorvidt man i Grønland bør acceptere uran som et produkt i forbindelse med minedrift.
Det er en diskussion, som trækker tråde tilbage til selvstyreloven. Umiddelbart efter lovens ikrafttræden i 2009 hjemtog Grønland det vigtige råstofområde. Det indvarslede en periode i grønlandsk politik, hvor minedrift som en mulighed for Grønland for at gøre sig økonomisk uafhængig af Danmark blev et gennemgående tema ved grønlandske valg.
Det blev sat på spidsen allerede i 2013, da den daværende regering under Aleqa Hammonds ledelse (Siumut) foreslog et opgør med nultolerancen over for uran. Forslaget blev vedtaget med en enkelt stemme i Inatsisartut (Grønlands parlament).
Det var en både svær og konfliktfyldt afstemning og forløb. Den tidligere landsstyreformand Hans Enoksen, som dengang var valgt ind i Inatsisartut som repræsentant for Siumut, var stærkt skeptisk over for, at forslaget blev sendt til vedtagelse i Inatsisartut frem for at blive lagt ud til folkeafstemning. Det mente han, at man burde gøre givet dets alvor og store indflydelse på befolkningen i Narsaq, som Kvanefjeld ligger tæt på. Men hans parti, Siumut, sad kritikken overhørig. Dagen derpå meldte Hans Enoksen sig ud af Siumut, og i 2014 stiftede han partiet Naleraq.
Valget i 2021 blev som sagt vundet af IA, som dermed overtog regeringsmagten fra Siumut. At det var et råstofvalg, satte sit tydelige præg på den efterfølgende valgperiode. Først gik IA i koalition med Naleraq. Det var et umage par.
De to partier kunne imidlertid mødes i deres relative skepsis ikke nødvendigvis over for minedrift generelt, men over for projektet i Kvanefjeld. Her må man huske på, at Naleraq opstod som politisk parti i 2014 netop i protest mod ophævelsen af nultolerancen over for uran (2013) og projektet i Kvanefjeld.
Hvad IA angår, udtrykker minister for råstoffer Naaja Nathaliesen bekymring for den lokale befolkning i og det lokale miljø omkring Narsaq. Det skal ikke tages som udtryk for, at hverken hun eller IA ikke er åbne for mulige investeringer i minedrift i Grønland. Der er tale om en afvejning mellem forskellige hensyn: økonomiske, sociale og klimamæssige, og hvordan disse indbyrdes balanceres. Her er IA tilbøjelige til at vægte sociale faktorer og klimafaktorer højt.
Koalitionen mellem IA og Naleraq varede kun kort. Dog tilstrækkelig langt tid til, at den i 2021 nåede at indføre et forbud mod forundersøgelse, efterforskning og udnyttelse af uran i Grønland. Dermed omgjorde man Inatsisartuts beslutning fra 2013 om at opgive nultolerancen over for uran. Koalitionen besluttede også at suspendere den daværende oliestrategi og standse fremtidig efterforskning efter olie i Grønland.
Regeringssamarbejdet mellem IA og Naleraq brød sammen efter mindre end et år. Det skabte plads til et bredt regeringssamarbejde mellem de to store partier IA og Siumut, og det samarbejde har vist sig at være relativt stabilt – også selv om der har været interne stridigheder i Siumut, hvor både den tidligere landsstyreformand Kim Kielsen (2014-2021) og Aki-Matilda Høegh-Dam i 2023 udfordrede den siddende formand Erik Jensen, dog uden held.
Valget 11. marts vil blandt meget andet teste de grønlandske vælgeres opbakning til samarbejdet mellem IA og Siumut.
Set i lyset af det forhold, at regeringsmagt generelt slider på politiske partier, og at mulige perspektiver for Grønlands selvstændighed fylder meget i valgkampen, forventes begge partier at gå lidt tilbage. Dette til fordel for selvstændighedspartiet Naleraq og det (social)liberale parti Demokraterne, som i den seneste valgperiode sammen med det liberale parti Atassut har siddet i opposition. Naleraq ønsker at aktivere paragraf 21 i selvstyreloven umiddelbart efter valget.
Det er den paragraf, hvormed den grønlandske regering kan indlede forhandlinger med den danske regering om løsrivelse fra rigsfællesskabet. Demokraterne slår sig op på, »at man skal skynde sig langsomt«. De to partier placerer sig dermed i hver sin ende af det politiske spektrum, hvad selvstændighed angår.
Det er imidlertid ikke alene selvstændighed eller den økonomiske vej derhen, herunder spørgsmålet om mulig minedrift, som er centrale emner i valgkampen. Også uddannelse er et tema, man kan genfinde på tværs af det seneste årtis valg i Grønland, og det fylder meget i de debatter, KNR transmitterer fra vælgermøder rundtomkring i Grønland.
Uddannelsesområdet har en særlig status i Grønland. Det er det første område, som blev hjemtaget ved indførelsen af hjemmestyre i 1979, og området har været genstand for en lang række reformer. Disse fokuserede indledningsvis på at forankre den grønlandske folkeskole i grønlandsk sprog og kultur frem for dansk sprog og kultur, som var dominerende op til 1979.
Det skulle imidlertid vise sig vanskeligt at etablere en fuld grønlandsksproget folkeskole, fordi man i perioden umiddelbart efter hjemmestyrets indførelse manglede uddannede grønlandsksprogede lærerkræfter og undervisningsmateriale på grønlandsk.
Denne situation har rettet sig nogenlunde i store dele af landet. Kommer man ud i periferien af Grønland – for eksempel Tasiilaq i øst eller Qaqortoq i syd – vil man dog stadig kunne finde skoler, som ser sig nødsaget til at rekruttere lærere fra Danmark. De taler ikke grønlandsk, så undervisningen foregår på dansk. I mange tilfælde vælger skolerne at tilknytte lokale kræfter uden læreruddannelse til den undervisning, som varetages på dansk, og disse hjælpelærere spiller en vigtig rolle i forhold til at sikre kontakt og kommunikation mellem skole, elever og forældre.
Det er en stor udfordring i Grønland, at en relativt lille andel af en årgang, efter at have forladt folkeskolen, fortsætter på en ungdomsuddannelse. Det er et vigtigt emne i valgkampen og et, som fylder ved vælgermøderne. Her diskuterer man blandt meget andet overgangen fra folkeskole til gymnasium, som besværliggøres af det forhold, at undervisningssproget i gymnasiet – modsat i folkeskolen – overvejende er dansk.
Overgangen fra folkeskole til gymnasium omfatter altså et skift i undervisningssprog fra grønlandsk til dansk. Det skyldes, at man mangler uddannede grønlandsksprogede lærerkræfter og i en vis grad også undervisningsmaterialer på grønlandsk i gymnasiet – ikke ulig den situation, den grønlandske folkeskole befandt sig i efter hjemmestyrets indførelse.
Der undervises i dansk som fremmedsprog fra første klasse i folkeskolen og engelsk fra fjerde klasse. Trods det forhold, at der undervises i dansk som første fremmedsprog, er langtfra alle grønlandske elever klar til at modtage undervisning på dansk, når de kommer i gymnasiet.
Det medfører, at de elever, som vokser op i et overvejende grønlandsksproget miljø, og som ikke modtager tilstrækkelig danskundervisning i folkeskolen, skal overkomme sprogbarrierer i det grønlandske uddannelsessystem, som deres jævnaldrende, som vokser op i et dansksproget eller flersproget miljø, ikke konfronteres med.
I dag er det i Grønland sådan, at der er en tæt sammenhæng mellem magt og velstand på den ene side og evnen til at tale og forstå dansk på den anden side. Beherskelsen af det danske sprog bliver altså en faktor i det grønlandske samfund, som har indflydelse på social mobilitet, idet sproget kan udgøre en barriere for de elever, der primært er grønlandsksprogede, og som ikke har modtaget tilstrækkelig danskundervisning i folkeskolen.
Eftersom tilstedeværelsen af og brugen af det danske sprog i Grønland er særligt udtalt i de større byer og særligt hovedstaden Nuuk, kan man konstatere, at brugen af både grønlandsk og dansk i det grønlandske uddannelsessystem ikke afhjælper og i værste fald øger regionale forskelle i Grønland mellem center og periferi – et klassisk skel, som også i Grønlands tilfælde dækker over ikke alene geografi, men også socioøkonomi, kultur og historie.
De regionale forskelle i Grønland afspejler sig i de politiske partier. Partiet IA, som har været regeringsbærende de seneste fire år, har sin vælgerbase i hovedstaden Nuuk. Partiet er socialistisk, og det appellerer til mange højtuddannede. Det andet store parti, Siumut, som er socialdemokratisk, er i sammenligning med IA kendetegnet ved, at dets vælgerskare er relativt mere geografisk fordelt.
Siumut har desuden mange kernevælgere. Så har vi de mindre partier: Demokraterne og Naleraq, som begge spås fremgang på bekostning af regeringspartierne, Atassut og det nystiftede selvstændighedsparti Qulleq.
Valget er også et valg mellem generationer. På listen over opstillede kandidater finder man både gamle kendte fagforeningsfolk og unge influencere. De unge vil have selvstændighed og udtrykker utålmodighed med det, de betragter som den ældre generations varsomhed og manglende mod.
Den ældre generation maner til besindighed og advarer imod ungdommelig dumdristighed. Det gælder om at have hele landet med, formaner Múte B. Egede, som under stort internationalt pres kalder til samling på tværs af partipolitiske skel og geografiske samt socioøkonomiske forskelle.
Det er ikke nogen enkel øvelse. Et er at samles i vrede mod Danmark – den tidligere kolonimagt. Både Múte B. Egede og formanden for Siumut, Erik Jensen, var at finde ved demonstrationen ’Danmark, her går grænsen!’. De stod side om side foran Rigsombuddet. Noget ganske andet er at stå samlet i mødet med den amerikanske supermagt og dens løfter om en bedre fremtid, særligt når det finder sted under en valgkamp, og fristelsen til at slå politisk mønt på den amerikanske charmeoffensiv er betydelig.
Slutspurten i valgkampen vil teste det grønlandske fællesskab. Vil vreden, i det omfang at den forbliver intakt, alene rette sig mod den tidligere kolonimagt, Danmark? Eller vil den over tid også rette sig mod etniske danskere i Grønland, desuagtet at de for nogles vedkommende har boet i landet i generationer og anses for at være grønlændere, selv om de ikke er inuit?
Der er i den indeværende valgkamp røster, der taler for et grønlandsk borgerskab eller et inuit-register, som skal afklare, hvem der tilhører – og hvem der ikke tilhører – det grønlandske folk. Diskussionen er i sin vorden, men den tager til, ikke bare i Grønland, men også blandt de cirka 17.000 grønlændere, der bor i Danmark. Vil en beslutning om, hvem der tilhører det grønlandske folk, blive truffet på basis af etnicitet eller fødested?
Svaret har indflydelse på tildeling af rettigheder og dermed retten til at stemme ikke blot til landstyre- og kommunalvalg, men også til en eventuel afstemning om, hvorvidt Grønland skal løsrive sig fra det danske rigsfællesskab og erklære sig selvstændigt.
fortsæt med at læse
