Den jødisk-amerikanske historiker Yosef Hayim Yerushalmi var en af de bedste kendere af den jødiske erindringshistorie. Hans klassiske værk ’Zakhor’ (1982) ender med et spørgsmål: »Hvad nu, hvis det modsatte af glemsel ikke er erindring, men retfærdighed?«.
Helt frem til sin død i 2009 besvarede Yerushalmi aldrig selv spørgsmålet eller bestræbte sig på at forklare, hvad han ville sige med det. Men det er et godt udgangspunkt for eftertanke omkring erindringens betydning og magt i en tid, da denne erindring igen står over for nye, ubærlige udfordringer.
Ifølge Yerushalmi går der i den jødiske tradition en skarp skillelinje mellem historie og erindring. Historie skrives i tredje person og gør krav på at formidle faktisk viden om fortiden. Erindring kan derimod kun fortælles i første person – enten i ental eller flertal. Den er hverken bare faktuel eller bare en beskrivelse. Den stiller snarere krav til os – den er en opfordring til at handle.
Derfor er den væsentligste forskel, at det i historien faktisk drejer sig om fortiden, mens erindringen i sidste ende er rettet mod nutiden og fremtiden. Og netop det er årsagen til, at det er muligt at erindre – og dog glemme.
Med andre ord: Det modsatte af glemsel er ikke kun viden om fortiden, men også bevidsthed om i fremtiden at adlyde de pligter, som denne fortid lægger på vores skuldre.
Denne erkendelse gør det muligt at overvinde en modsætning, der synes at ligge i centrum af jødisk liv og eftertanke. På den ene side beskæftiger jødedommen sig som bekendt intensivt med erindring. På den anden side har den en profetisk tradition, der frem for alt interesserer sig for fremtiden eller endog for det utopiske og ideelle.
Det er dog slet ikke en selvmodsigelse. For når profeterne altid kræver: Du skal erindre! – Zakhor! – så ønsker de egentlig, at vi aldrig glemmer, at vi i fortiden kun handlede rigtigt, når vi stræbte efter retfærdighed i fremtiden.
Her må jeg dog gå et skridt videre, da Yerushalmis tanker for mig kun er indledningen. Det højeste mål, som profeterne har sat os, er nemlig ikke retfærdigheden, men freden. For eksempel har Martin Buber set det klart. Men allerklarest har Hermann Cohen fremstillet det, da han erklærede, at retfærdighed ikke kan være det højeste moralske mål, da den hviler på overvejelser og vurderinger og derfor på utilstrækkelige analyser.
I den jødiske tradition står freden i modsætning til det, grækerne opfattede som harmoni: det fuldkomne eller det hele. Ordet shalem betyder på hebræisk ’helt’ og er oprindelsen til det hebræiske ord for fred: shalom. Freden er retfærdighedens fuldbyrdelse, idet den gør den universel.
Kan det så være sådan, at det modsatte af glemsel hverken bare er erindringen eller retfærdigheden, men freden?
Cohen sigtede med disse overvejelser ikke kun på profeterne, men også på oplysningstidens centrale ideal, som Kant viede sit mest udbredte værk til: ’Til den evige fred’. Den bog var et radikalt modsvar til Heraklit, der lærte os, at »krigen er alle tings fader« – de ord har normalt overbevist enhver, der kalder sig selv realist. Profeterne og Kant fremlagde et radikalt alternativ: Det var ikke krigens påståede nødvendighed – men derimod fredens ideal som ophav til menneskeligt samvær, menneskelig politik og menneskelig ret.
Præcis som profeterne før ham vidste Kant selvfølgelig, at brutalitet er virkeligheden i vores verden. Men det er netop sagen. Det handler om, at vi midt i denne brutale eller, som Kant skrev, ’barbariske’ virkelighed må underkaste os love, hvis ideal er fred. Kun det garanterer, at fred trods alt forbliver mulig. Vejen til en menneskelighed, der ikke fastholder troen på fredens ideal, leder uundgåeligt til tilintetgørelse.
Når vi i dag mindes Buchenwalds rædsler, når vi endnu en gang med egne øjne ser de ubærlige billeder, der blev optaget, da de amerikanske tropper befriede lejren, og når vi ser de allersidste overlevende, der endnu er iblandt os, i øjnene – nogle af dem kan vi se på netop disse billeder – så må jeg tænke på Kants advarsel og profeternes lære. Kunne vi nogensinde imødegå glemslen, hvis det at erindre ikke blev ledsaget af et kompromisløst engagement for freden?
Selvfølgelig er der også andre, konkurrerende jødiske traditioner for erindring. En alternativ tradition begynder med et krav, vi i dag kun er alt for bekendt med: »Husk (zakhor) på, hvad Amalek udsatte dig for«, og »udryd hans sæd«. Denne tradition eller freden – hvilken af dem skal vi beslutte os for? Og til hvilken pris?
’Til den evige fred’ blev udgivet i 1795 og blev i Kants levetid anset for fuldstændig utopisk. »God i teorien, men ikke egnet til praksis«, sådan lød hans ’realistiske’ modstanderes velkendte indvending. Men kernen i hans tekst blev efter Anden Verdenskrig alligevel optaget i folkeretten som reaktion på krigens rædsler og billederne fra koncentrationslejrene.
På de fotografier, der blev taget i Buchenwald – og i Auschwitz, Treblinka, Bergen-Belsen og så mange andre steder – så mennesker i et spejl og opdagede, at de ikke kun var blevet inddraget i en tøjlesløs krig og et massemord. Den fanatiske antisemitisme, der i Nazityskland førte til forsøget på at udslette jøder systematisk, var også et angreb på ideen om menneskeværd i sig selv.
Ny var tanken om menneskets værdighed slet ikke dengang, men den blev omsider forstået som det centrale grundlag for vores fælles liv på Jorden og – hvad vi ofte overser – for første gang optaget i statslige forfatninger og internationale konventioner. De fremskridt, der ligger i dokumenter som den almene menneskerettighedserklæring eller grundlove, består deri, at de gør det tydeligt, at retsstat og folkeret ikke er vilkårlige sætninger, men skyldes en moralsk forpligtelse.
Efter rædsler som her i Buchenwald blev en førhen fuldstændig utopisk lydende tanke til kerneidé i en udvikling, hvis mål var, at mennesker ikke kun var beskyttet som borgere af deres stater, men også imod deres stater – og det endog, når de – som jøderne her i Buchenwald – slet ikke var borgere mere.
Med andre ord: Med vedtagelsen af menneskets værdighed som en rettighed nægtede menneskeheden at anerkende krigen – det yderste modstykke til dette ideal – som ’alle ting fader’. I stedet besluttede de sig for at indskrive et stort ’Aldrig igen!’ i den menneskelige eksistens. Herved forankrede de vores love i idealer som værdighed og fred. Det blev det stærkeste udtryk for, at vores forpligtelser over for fremtiden skyldes vores forpligtelser over for fortiden.
Af og til påstås det, at udsagnet ’aldrig igen’ har to betydninger. Den ene er ganske enkelt aldrig igen. Set i sammenhæng med den folkemorderiske antisemitisme, der resulterede i Den Endelige Løsning, lyder den anden: aldrig igen for os. Ifølge den består den fremtidige opgave deri at sørge for, at tilintetgørelse aldrig mere truer jøderne. Det er på tide at opgive denne forskel.
’Aldrig igen’ er kun gyldig i sin universelle form, og kun da kan dens særlige ordlyd være berettiget. Så meget desto mere som en verden, hvori kun jøder i fremtiden kan spares for igen at opleve en udryddelseskrig, er en verden, hvori Buchenwalds rædsler fortsat er mulige. Denne rædsel kan gentages overalt – og også igen ramme jøder. Så meget desto mere som antisemitismen som bekendt er alt andet end overstået.
Kun et internationalt samfund, der forpligter sig til for evigt at udelukke muligheden for ubegrænsede krige, er et fællesskab, der kan garantere, at de samme forbrydelser ikke gentager sig. Når der i disse dage tales om den brutale massakre 7. oktober, hedder det også ofte: ikke igen! Andre ser på ødelæggelsen og sulten i Gaza og siger det samme. I den udstrækning, der skulle være tale om en sammenligning med holocaust, er det lige så vildledende i det ene tilfælde som i det andet. Men i begge udsagn skjuler der sig dog et glimt af sandhed.
For det første, da begge peger på den rystende kendsgerning, at den fuldstændige umenneskeliggørelse af samfund ikke blev forhindret; for det andet, da begge gør det tydeligt, at det internationale samfund nok lader sig spalte i sine forskellige forbund, men at de klart er rede til at tolerere og ofte endog retfærdiggøre forbrydelser, der undergraver muligheden for fred.
Kun et internationalt samfund, der ville kunne sige nej, ville være et, der virkelig satte sig som mål, at et Buchenwald aldrig gentog sig.
Det er ikke overdrevet at sige, at verden i dag, på 80-året for Buchenwalds befrielse, træder ind i en ny epoke. USA, der befriede denne lejr, indledte dengang et mangeårigt liberaldemokratisk forbund med Europa.
I dag vender netop USA sig væk fra sine liberale europæiske allierede og dertil fra retsstaten og folkeretten, mens Vladimir Putin fører en blodig angrebskrig imod Ukraine. Det tvinger på sin side EU til selv at tage vare på sin beskyttelse og opruste sig til en militær stormagt.
Og mens det sker, har højre-populister overalt på det gamle kontinent nydt en hidtil ukendt tilslutning og knytter sig til ligesindede i hele verden. Disse europæiske nationalister er ikke blot brandfarlige, fordi de benægter deres fascistiske og antisemitiske rødder. De er frem for alt brandfarlige, fordi de påstår, at de skal ses som netop dem, der virkelig påtager sig et ansvar for fortiden, og det ikke på trods af, men netop fordi de foragter retsstaten, folkeret og den europæiske oplysningstid.
Vi må højlydt advare mod disse mennesker – men samtidig ikke glemme at ransage os selv. Først da kan vi – som demokratisk venstre, demokratisk højre og demokratisk midte – udgøre en ægte modpol i fælles kamp mod nationalisterne. Et alternativ, der umisforståeligt bekender sig til retsstaten og folkeretten. Et alternativ, der forstår, hvorfor vi må modstå den fristelse, der lokker fra den neorealistiske doktrin, som afviser menneskeværd og fred som naive, ædle løgne, og kræver, at Europa udbygger sin magt i Europa på retsstatens bekostning.
Doktriner som disse vil hurtigt bringe os fra ’aldrig igen’ til ’igen’. Det er ikke nøgternt og realistisk at overse de udryddelseskrige, som vores idealer og menneskeværd beskytter os imod. Derfor er det nødvendigt, netop her i Buchenwald, at erindre. Men det er ikke nok. Vi må også sørge for, at vi aldrig glemmer.
Oversat fra tysk af Peter Wivel.
fortsæt med at læse
