Forleden mødte jeg en gammel historikerkollega, og i den almindelige udveksling af ’hvad laver du nu’ berettede jeg stolt, at jeg havde en biografi om Grundtvig lige på trapperne. Han kvitterede med et lidt skeptisk blik og spurgte: »Er du så med i kulten?«.
Grundtvig er blandt de sikre hit i en dansk national kanon, men som det ofte er med kanoniserede personer, er der tit forskel på mennesket og på eftermælet. Grundtvig bliver tit citeret og brugt til at spænde for denne eller hin vogn, men hvem var han egentlig, og kan han egentlig entydigt betragtes som en positiv kraft i det danske samfund?


























