Den bedste måde at forstå Donald Trumps regering på, fortalte Ivan Krastev (bulgarsk politolog, red.) mig for en måned siden, er som »en revolutionær regering i form af et kejserligt hof«. Og det vigtigste ved revolutionære regeringer er, at de hurtigt udvikler deres egen ustoppelige dynamik, hvor begivenhedernes logik driver dens ophavsmænd til stadig mere radikale handlinger, som de måske ikke engang selv havde forudset for et par måneder eller uger siden.
»Du styrer ikke revolutionen«, bemærkede Krastev med sit uforlignelige klarsyn, »revolutionen styrer dig«.
Dette gør sig i høj grad gældende i den amerikanske regerings målrettede angreb på nogle af landets — og verdens — mest prominente universiteter. Siden han tiltrådte som præsident, har Trump skudt med spredehagl efter universiteterne: ved at skære millionstøtte fra føderale agenturer som NIH og NSF; ved at reducere den procentdel af de føderale tilskud, der er øremærket universiteterne, så de kan opretholde laboratorier og andre vigtige forskningsfaciliteter; ved at forsøge at udvise internationale studerende, der deltog i propalæstinensiske demonstrationer, uanset om de var voldelige eller fredelige; ved at true med at fjerne skattefritagelsen for ’woke’ universiteter; og ved at gå målrettet efter bestemte universiteter, herunder Columbia og Harvard, med trusler om, at de ikke længere ville være berettiget til nogen form for føderal støtte.
Selv i den lange række af radikale angreb på videregående uddannelser skiller Trump-regeringens seneste bredside mod Harvard sig ud i sin grusomhed.
I et brev, som hun straks offentliggjorde på X, informerede ministeren for indenrigssikkerhed, Kristi Noem, Harvard om, at hun »med øjeblikkelig virkning« fratager universitetet muligheden for at optage udenlandske studerende. Medmindre domstolene griber ind (efter teksten er skrevet har en domstol midlertidigt blokeret for Trumps tiltag, red.), eller regeringen foretager en kovending, vil det tvinge størstedelen af Harvards 6.793 internationale studerende, over en fjerdedel af det samlede antal studerende, til at forlade universitetet.
Nogle vil muligvis kunne overflyttes til andre amerikanske universiteter, men de fleste vil i løbet af dage eller uger blive nødt til at opgive deres studier og vende tilbage til deres oprindelseslande.
Trumps indgreb vil påvirke livet og karrieren for tusindvis af talentfulde unge mennesker, hvoraf langt de fleste ikke har gjort det mindste for at fremkalde regeringens vrede mod deres universitet. Det vil få en meget negativ indvirkning på vigtig forskning, der finder sted på universitetet, hvor førende laboratorier inden for områder som medicinsk forskning og kvantefysik praktisk talt vil blive lukket.
Kort sagt vil det resultere i den mest bemærkelsesværdige udvandring af talentfulde studerende i amerikanske universiteters historie.
Universiteterne er så fristende et angrebsmål for Trump-regeringen, blandt andet fordi de i løbet af det seneste årti har mistet tilliden fra store dele af den amerikanske befolkning. Så sent som i midten af 2010’erne udtrykte et overvældende flertal af amerikanerne stor tillid til de højere læreanstalter; i den seneste meningsmåling er tallet faldet til cirka en tredjedel.
Årsagerne til denne tilbagegang er mange og — lad os se det i øjnene — reelle nok. Universiteterne har brugt flere og flere penge på luksuriøse kollegier, avancerede sportsfaciliteter og en voksende hær af administratorer, hvilket bidrager til stigende studieafgifter.
De har tilladt deres medarbejderstab og fakultet at forvandle sig til en ideologisk monolit, hvilket gør mange studiemiljøer fjendtligt indstillet over for enhver form for konservativ tankegang og nogle fagområder til selvparodierende skabere af esoterisk nonsens. De har været dybt inkonsistente i deres tilgang til ytringsfrihed ved at straffe studerende for de mindste angreb på nogle organisationer, mens de har vendt det blinde øje til større angreb på andre. Og der er sågar god grund til at mene, at nogle universiteter har trodset en nylig højesteretsdom om positiv særbehandling ved at give visse ansøgere en betydelig fordel på grund af deres race, selv efter at denne praksis blev dømt ulovlig. (Eksempelvis påstod Harvards advokater, at antallet af sorte studerende ville falde 90 procent, hvis universitetet ikke længere måtte benytte positiv særbehandling; og alligevel faldt antallet af sorte studerende på den første årgang efter afgørelsen kun i beskedent omfang).
Som jeg længe har advaret universitetsadministratorer om, både privat og offentligt, er situationen uholdbar. Universiteter, som er dybt afhængige af rundhåndet offentlig støtte, hvilket selv de mest velbeslåede private universiteter i USA er i dag, kan ikke forvente, at skatteydere vil blive ved med at betale, hvis de bliver lagt for had vidt og bredt. Det nuværende angreb på højere uddannelse er i overvejende grad universiteternes eget værk.
I lyset af disse problemer kan der fra føderalt hold foretages indgreb, der for mig forekommer at være fuldt ud rimelige ud fra et filosofisk liberalt perspektiv. Regeringen kunne legitimt modarbejde ideologisk tvang, såsom mange universiteters krav om, at jobansøgere skal indgive ’mangfoldighedserklæringer’, som reelt bedømmes ud fra, i hvilket omfang de overholder kerneprincipperne i kritisk raceteori.
Den kunne legitimt undersøge universiteter, der tilsyneladende bryder føderal lovgivning ved at diskriminere i deres ansættelses- og optagelsespraksis. Den kunne legitimt hæve skatten på markedsafkast fra især velstående universiteters legater, især hvis disse også opkræver usædvanlig høje studieafgifter.
Faktisk kunne den føderale regering endda tilskynde universiteter til at arbejde mere innovativt med deres akademiske kernefunktion. En idé kunne for eksempel være, at adgangen til føderal støtte blev betinget af en opsplitning af universitetets ydelser, også kaldet undbundling. En sådan opsplitning ville indebære, at universiteterne skulle tilbyde alle studerende optagelse uden at stille krav om, at de skulle bo på campus, være tilmeldt dyre madordninger, give tilskud til fancy faciliteter som motionscentre eller betale for hele den hær af administratorer, som er ansat til at blande sig i alle aspekter af de studerendes liv.
Trump-regeringens tiltag har dog ikke fokuseret på rent faktisk at afhjælpe problemerne på campus. De har end ikke forsøgt at rette op på den ideologiske ubalance på mange højere læreanstalter. I stedet synes regeringen at have konkluderet, at universiteter altid vil være fjendtligt indstillet over for Maga-bevægelsen — og den har derfor reageret ved at behandle dem som fjender, der skal svækkes eller ideelt set knuses med alle tænkelige midler.
Fra et ensidigt partipolitisk perspektiv rummer en sådan beslutning en vis form for logik: I lyset af, hvor hurtigt og gennemgribende polariseringen på uddannelsesfronten er blevet den væsentligste skillelinje i amerikansk politik, er det sandsynligvis sandt, at selv de universiteter, som før var betydelig mindre ideologisk ensrettede end i dag, stadig vil fungere som bolværk for progressive fornemmelser.
Selv om det måske er besynderligt at blive ved med at insistere på netop dette punkt, forventes amerikanske præsidenter dog at tage vare på andet og mere end det, der tjener deres egen fløjs interesser. De forventes også at handle i overensstemmelse med landets love og gøre det med henblik på dets bredere interesser. Men den måde, hvorpå regeringens ledere er gået til angreb på Harvard og andre universiteter, gør det smertelig klart, at de gør sig den slags ’tossede’ bekymringer.
Regeringen påstår, at den kæmper for ytringsfriheden. Men minister Kristi Noem har i sin korrespondance med Harvard fremsat adskillige krav, som i sig selv er dybt uforenelige med den akademiske frihed. For eksempel har hun forlangt at få udleveret »samtlige videooptagelser, som Harvard University er i besiddelse af, hvor en studerende, der ikke er immigrant, er involveret i en protestaktion af en hvilken som helst art på et af universitetets campusser inden for de seneste fem år«.
Regeringen har en legitim interesse i at sikre, at universiteter omgående skrider ind over for voldelige protester, som er til skade for eller truer medlemmer af det akademiske samfund. De har universiteterne ofte undladt at gøre i de seneste år.
Men her skal man bide mærke i, at Noem skriver »en protestaktion af en hvilken som helst art«, altså også helt igennem fredelige aktioner. Dette sker på en baggrund, hvor regeringen har iværksat udvisninger af udenlandske studerende, som havde opholdt sig lovligt i landet, men angiveligt formastet sig til noget så uhyrligt som – hvis vi nu tager et eksempel fra Tufts University, blot en god halv times kørsel fra Harvard – at optræde som medforfattere til en debatartikel i et studentertidsskrift.
Organisationen Fire (Foundation for Individual Rights and Expression) har med rette været yderst kritisk over for Harvards egne tidligere sager om ytringsfrihed. Men den påpeger med god grund det hykleriske i Kristi Noems påstand om, at hun med sine tiltag har til hensigt at »rydde ud i anti-amerikansk tænkning«.
Som Will Creely, der er juridisk ansvarlig for Fire, skriver som modsvar på angrebet på udenlandske studerende på Harvard, findes der »næppe noget mere uamerikansk end en føderal bureaukrat, som forlanger, at et privat universitet skal vise sin ideologiske loyalitet over for regeringen under trusler om afstraffelse«. Men det for alvor slående er, at regeringen ikke alene lader hånt om retssikkerheden og forskningsfriheden, men derudover har så ringe dømmekraft med hensyn til, hvor stort et bidrag USA’s evne til at tiltrække de dygtigste og klogeste hoveder fra hele verden yder til landets storhed.
Ja, universitetet har ganske rigtigt sovet i timen og begået bommerter, som helt forudsigeligt førte til et omfattende tab af tillid. Og ja, rundtomkring i krogene på så godt som alle universiteter i USA, også på Harvard, trives det ideologiske ævl.
Men Harvard står ligesom andre førende institutioner, der er under heftig beskydning, stadig i allerforreste række, når det handler om ekstremt vigtige forskningsfelter, der omhandler alt lige fra halvledere til kunstig intelligens.
Hvis Trump for alvor ønskede, at USA skulle udkonkurrere rivaler som Kina i løbet af de næste årtier, burde han have indset, at det er en særdeles dårlig forretning for USA at lade sine fremmeste kapaciteter inden for fremtidens sektorer lide under følgeskaderne af en kamp mod ’woke’ lektorer og professorer fra, eksempelvis, Institut for Amerikanske Studier.
Enhver, som for alvor er interesseret i Maga, interesseret i at gøre Amerika stort igen, må være i stand til at rumme disse to sandheder på én og samme tid. Som et bittert og ironisk ekko af de postmoderne teorier, som regeringen og dens ledere insisterer på at hade, lader det dog til, at regeringen udelukkende interesserer sig for én sandhed – nemlig den, der tjener dens leders luner og indfald, personlige præferencer og ensidige interesser bedst.
Oversættelse: Helle Albeck og Jacob Giese
fortsæt med at læse
