Vi har begge oplevet den kolde krigs tæppefald med indstiftelsen af en ny og fredelig verdensorden, der kunne vare evigt. Troede vi.
Men udviklingen har eksistentielt rystet vores tro på, at oplysningens fremdrift gør os alle klogere og udbreder demokrati og velfærd.
Så vi ikke længere behøver at slås om ressourcer, ideologier eller territorier. Så krigen ikke behøver at være politikkens forlængede arm og løgnen et middel til at nå vores mål. Så vi gennem transparent økonomi og politik kan skabe en global landsby med harmoni og universelt fællesskab.
Det var desværre en naiv drøm, som vi i Vesten i flere årtier lullede os ind i. Anden Verdenskrig er ellers det klassiske eksempel på, at fornuften kan bruges instrumentelt til at udrydde andre meninger og mennesker frem for at give dem et bedre liv.
Så måske burde vi have lært af historien. Vi troede bare, at oplysning og fredelig sameksistens ville fjerne bøllerne og barbarerne og gøre alle til demokrater.
Nu lever vi i løgnens tidsalder. Bistået af autokrater og autoritært indstillede ledere, der benytter kunstig intelligens og digitale motorveje til at sprede misinformation forklædt som virkelighed.
De vestlige demokratier har vi taget som en selvfølge. Men udviklingen i USA viser os, at det er de ikke. Også i Europa vokser autoritære bevægelser inden for demokratiets grænser. Et demokrati er ligesom livet skrøbeligt, for vi kan selv vælge det fra. Men vi kan ikke selv vælge at få det tilbage. Gang på gang har vi hørt Trump flirte med at stille op en tredje gang. I begyndelsen lød det som en vittighed, men ingen griner længere.
Verdens mest magtfulde mand arbejder flittigt på at underminere institutioner, som skal føre kontrol med det demokratiske sindelag: Udelukker kritiske medier fra Det Hvide Hus. Sagsøger rigtige medier. Angriber domstolsafgørelser. Stopper forskning i misinformation.
Samtidig ophører Facebook og X med at lade faktatjekmedier afdække misinformation på de sociale medieplatforme, hvilket skønnes at lukke en tredjedel af de europæiske faktatjekmedier.
Fake news var før i tiden noget, som medierne afslørede. I dag forbinder folk begrebet med Trump, der bruger »Fake News«, når han går i kødet på et rigtigt medie for en historie – typisk om sig selv – som han ikke bryder sig om.
Eksempelvis angreb han de rigtige medier i april, da vælgerne gav ham elendige popularitetsmålinger. Trump skrev følgende på sit eget sociale medie, der naturligvis hedder Truth Social:
»Målingerne fra Fake News er, ligesom medierne selv, FALSKE! Vi gør det GODT, bedre end nogensinde før«. Samtidig forsøger Putins troldehære at destabilisere vestlige demokratier gennem misinformation.
World Economic Forum udråber fornuftigt misinformation til at være den største globale trussel mod vores samfund.
Fake news som begreb er undergravende for de rigtige medier i stedet for at være en legitimering af deres indsats. Meninger – med VERSALER og udråbstegn – fortrænger fakta. Og mange almindelige mennesker hopper med på den galej. Flere og flere utilfredse borgere i den vestlige verden synes at bruge en dansk politikers legendariske ord: »Hvis det er fakta, benægter a fakta«.
Jonatan Spang fra satireprogrammet ’Tæt på sandheden’ har sagt: »Lad os erkende det: I 2025 er journalistikken død og fakta grimme menneskers meninger«.
Så galt er det heldigvis ikke gået endnu, hverken her eller i USA, men faren er indlysende. Vi lever i et definerende øjeblik i historien. Det kan gå gruelig galt. Det kan også gå godt. Men lige nu er det svært at se, hvor det ender.
Hvad der står helt klart, er, at de rigtige medier i dag har en enestående chance for at repositionere sig – eller at overgive sig og blive parkeret som en ligegyldig del af underholdningsindustrien.
Prisen for, at vi som borgere sidder og sumper i vores feeds på de sociale medier, kan blive ubetalelig. For troværdig og transparent kommunikation er kritisk infrastruktur og dermed sikkerhedspolitik. I alle demokratier.
Vi glæder os derfor over, at kulturminister Jakob Engel-Schmidt har bekendtgjort, at Danmark i sit EU-formandskab vil samle medlemslandene om en erklæring, der understreger, at kultur og medier er afgørende faktorer i Europas forsvar.
Vi er enige i, at der skal oprustes for at sikre stærke, uafhængige medier i Danmark og Europa. Når DR’s kommende generaldirektør, Bjarne Corydon, som sine to højeste prioriteter for DR’s udvikling sætter ’fakta’ og ’den demokratiske samtale’, rammer han plet. Intet andet er vigtigere i den tid, vi desværre lever i.
Før – da vi høstede fredsdividenden og omsatte den til mere velfærd – kunne sloganet om, at de rigtige medier er ’demokratiets vagthund’, lyde som noget fra en dårlig film.
Men det er alvor nu. For politikerne, for medierne, for journalistuddannelserne og for borgerne.
Politikerne må leve op til kulturministerens løfte om at sikre rammebetingelserne for frie og uafhængige medier. En oprustning bør ikke kun være militær. Samme politiske omhu bør gælde journalistuddannelsen på DMJX, så Danmark får endnu stærkere reportere til kritisk at værne om demokratiet.
Medierne må samtidig afstive deres publicistiske grundpiller og insistere på at være frie og frygtløse. Overbevise befolkningerne om, at de er værd at betale for, selv om medierne begik et historisk fejlgreb ved at gøre dem gratis online i sin tid.
Nyhedsmedierne må overbevise yngre generationer om, at medierne i en malstrøm af misinformation er den transparente modpol, der søger svar frem for at sælge forudindtagede holdninger som fakta. At de søger modsigelsen, nuancerne og tvivlen, at de researcher, rapporterer og dokumenterer. Kort sagt, at deres fornemste opgave ikke er at underholde, men at søge den bedst opnåelige version af sandheden – vel vidende at en sandhed har mange facetter og sjældent står på et 100 pct. objektivt grundlag.
Det er desværre ingen nem opgave. For medierne kæmper om folks opmærksomhed og tid – som miniputter blandt titaner som Facebook, Instagram og TikTok. ’Opmærksomhedsforstyrrelse’ er nok den diagnose, der ville ramme flest mennesker i den digitaliserede verden. De virkelige massemedier er i dag ejet af kommercielle kinesiske og amerikanske techgiganter.
Og de har desværre et helt andet greb om brugerne, end de rigtige medier har.
De rigtige medier må også ransage sig selv for den arrogance, som før gjorde, at de kun interesserede sig for væsentlighedskriteriet og glemte både innovation og kunderne, fordi kunderne jo måtte forstå, at medierne var til for demokratiets skyld.
Dermed mistede de rigtige medier både reach og relevans, og den publicistiske fortælling eroderede. Nu er selvforståelsen heldigvis ved at ændre sig: Medierne går fra at servere ’pligt’ til ’relevans’ og forsøger med forskellige midler at forstå kundernes behov og sætte dem i centrum for journalistikken.
Men eftersom de rigtige mediers glans er falmet, er det nødvendigt at genetablere den publicistiske fortælling, så de i offentligheden igen fremstår som både nødvendige og relevante.
Også selve journalistikken må udvikles i takt med teknologien. Med et kritisk øje for etik og bæredygtighed er medier og uddannelser nødt til at omfavne de muligheder, som generativ kunstig intelligens giver. Og ikke mindst at udvikle kompetencerne til at bruge kunstig intelligens til at afsløre f.eks. deep fake news, skabt af selvsamme kunstige intelligens, som vi ser større og større spredning af – både som let underholdning og tung misinformation.
Det kræver journalister, som kan bruge open source-værktøjer til at foretage geolokationer og andre tjek af ægtheden af f.eks. fotos fra konfliktområder. TV 2 har nu en journalist til udelukkende at verificere udenlandske historier. BBC har en hel redaktion, BBC Verify. Der arbejdes også internationalt på at udvikle et ’vandmærke’ som et garantistempel på ’rigtig’ journalistik.
Det er naturligvis en vigtig opgave for en journalistisk uddannelse som vores at klæde de studerende på til at løse opgaven med at afsløre misinformation. De skal både udstyres med en høj etik og de nødvendige faglige og teknologiske kompetencer som modpol til de halve sandheder og hele løgne, som får liv digitalt.
Troværdighed, uafhængighed og mod er mere end nogensinde nøgleord i uddannelsen og i udøvelsen af faget. For presset udefra er voldsomt. Journalister må hverken frygte eller favorisere nogen. Vi har et stort ansvar for at uddanne studerende, der som professionelle frygtløst fører kontrol med magt i alle afskygninger.
Verdens kompleksitet er samtidig blevet så stor, og forandringerne så hurtige og omfattende, at journalistuddannelsen på DMJX er nødt til at blive styrket. Journalister skal kunne forstå og følge de store og hurtige forandringer i det demografiske, demokratiske og geopolitiske landskab.
De altomsluttende forandringer af vores samfund kræver nye svar, hvad enten det handler om klima, bæredygtighed, sikkerhed eller lighed. Det kræver, at journalisten er dybt inde i materien for at kunne stille de kritiske og konstruktive spørgsmål. Det kræver også, at journaliststuderende på DMJX er længere tid på skolebænken end i dag. Og at de står på et meget tydeligt værdigrundlag: de nordiske værdier som tillid, transparens, troværdighed – og demokrati.
Mere tid på skolebænken forudsætter en konkret politisk udmøntning af udtalelsen om, at kritiske medier er et forsvarsværn - altså sikkerhedspolitik.
Det kræver yderligere, at studerende med en bachelor i f.eks. datalogi, økonomi eller international politik via en cand.public. på universitetet kan komme i lønnet praktik på linje med de klassisk uddannede journalister, så medierne i højere grad kommer til at bestå af et miks af fagligheder, der alle har det fælles mål at skabe hurtig opdatering, transparent overblik og dybdegående analyse for at gøre borgerne bedre i stand til at træffe oplyste valg.
Borgerne har også selv et stort ansvar som selvstændige individer i et oplyst samfund. Faktaresistens og mistillid hos utilfredse borgere kan bremse enhver demokratisk dialog, som rigtige medier forsøger at skabe.
Som Columbias dekan for journalistik, Jelani Cobb, for nylig sagde, så handler det ikke kun om stigende mistillid til kvalitetsmedier, men også om en blåøjet tiltro til løgnere.
»Vores problem er ikke blot, at offentligheden ikke har tillid til os – det er, at de faktisk stoler på andre, der handler uærligt. Vi oplever ikke kun en krise i troværdighed, men også en krise i godtroenhed«.
Vi har aldrig været så oplyste som nu og alligevel aldrig været omgivet af så mange løgne. Borgerne må agere som kritiske forbrugere af information og ikke lade sig trække ned i sumpen af algoritmestyrede opmærksomhedsforstyrrelser og misinformation. De må rette blikket mod de rigtige medier og være parate til at betale for at få den bedst opnåelige version af sandheden.
Så det er ikke alene tid til en militær og journalistisk oprustning. Statsminister Mette Frederiksen (S) har på sin rundtur i Danmark talt for også at mobilisere ånden i en ufredelig verden. Weekendavisens podcast ’Avistid’ gengiver følgende fra statsministerens tale under et besøg i Svendborg:
»Den militære oprustning er vigtig, men det er den åndelige oprustning i virkeligheden også. Jeg får brug for, at alle danskere er med i de kommende år og bidrager. Det kan man gøre på mange forskellige måder. Unge, der melder sig som værnepligtige, flere, der laver frivilligt arbejde. Og bruger de rigtige medier. Vi kommer til at blive oversvømmet af fake news, misinformation, påvirkningskampagner, kunstig intelligens. Og derfor er det vigtigt, at så mange danskere som muligt bruger jer gamle medier, hvor man kan stole på, hvad der bliver sagt«.
Som borgere bør vi styrke vores digitale dannelse. Ikke kun som værn mod digitale forbrydere, der vil stjæle vores penge, men også som værn mod dem, der vil stjæle vores verdensforståelse.
Vi må konstant være på vagt for ikke at forveksle falske påstande med fakta. På de sociale medier kan alle have en mening; om den dybe stat, om en flad jord, om farlige vacciner. Men med misinformation følger mistro og mistillid.
Tag også det store lag af influencere – nogle er kæmpemedier: De har verden over i nogle tilfælde langt flere kunder i butikken end de rigtige medier. Men influencere er hverken journalister eller sandhedsvidner. Så længe de ikke er professionelt uddannet og forpligtet til at formidle sandheden, så brug dem kritisk, og lad være med at bruge dem som orakler.
I den nye æra med generativ kunstig intelligens holder vi op med at google og får i stedet svarene serveret på et sølvfad af vores nye bedste ven. Slut med lister af søgeresultater, hvor man kan forholde sig kildekritisk til de enkelte resultater.
Vi googler ikke, vi botter os til svar.
På alle områder må vi opruste for at beskytte de vestlige demokratier: En kritisk journalistik, en oplyst offentlighed og en transparent politik kan ikke leve hver for sig. Treenigheden er forudsætningen for, at demokratiet kan plejes og udvikles. Det gælder især i løgnens tidsalder.
fortsæt med at læse
