I sommeren 2023 bad Østre Landsret EU-Domstolen om at vurdere, hvorvidt den danske parallelsamfundslovgivning strider imod EU’s direktiv om etnisk ligebehandling. Spørgsmålet er stillet på baggrund af to retssager vedrørende udviklingsplaner for henholdsvis Mjølnerparken i København og Schackenborgvænge i Slagelse.
Sagsøgerne mener, at et af de fem kriterier i almenboliglovens bestemmelse om parallelsamfund – nemlig det om andelen af indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande i et udsat boligområde – udgør etnisk diskrimination. EU-Domstolens afgørelse forventes klar i løbet af 2025. Herefter vil Østre Landsret færdigbehandle sagerne på baggrund af EU-Domstolens afgørelse om fortolkningen af direktivet.
EU-Domstolens generaladvokat på sagen gav i sit forslag til afgørelse fra februar 2025 udtryk for, at kriteriet er i strid med direktivet. Generaladvokatens forslag er dog ikke bindende for EU-Domstolen. Derfor er det først muligt at vurdere betydningen af sagen, når domstolens afgørelse foreligger. Og derfor gælder parallelsamfundslovgivningen naturligvis også stadig, mens vi fra regeringens side også i fremtiden vil forfølge vores mål om at sætte ind over for parallelsamfund.
Indsatsen med hensyn til at udvikle udsatte boligområder er ikke ny. Den har været i gang i årtier, også længe før parallelsamfundslovgivningen kom til. Gennem årene har vi set en massiv boligsocial indsats og omfattende renoveringer. Der er sporadisk blevet revet bygninger ned, og i nogle områder er der kommet nye boligtyper til for at blande beboersammensætningen. Vi har også set indsatser på lokale skoler, nye daginstitutioner, sundhedshuse og infrastruktur. Store investeringer, der har haft til formål at løfte områderne og de mennesker, der bor der.
Det har virket på nogle stræk, men aldrig fuldt og helt. Derfor skred Folketinget i 2018 ind og vedtog den lovgivning, som nu er til vurdering. Et stort flertal, der spændte fra SF til DF, tilsluttede sig, i erkendelse af at der nogle gange skal større greb til for at skabe grundlæggende og varig forandring. Parallelsamfundslovgivningen er et sådant greb.
Bydelen Tingbjerg i det nordvestlige København er et eksempel på, hvordan det kan lykkes os at vende udviklingen i et hårdt belastet område, så det bliver mere rart og trygt at bo i.
Da Tingbjerg-bydelen blev planlagt i 1950’erne, var det med en velment intention: at skabe en moderne bydel, hvor beboerne kunne leve og bo hele livet uden at mangle noget.
Men som med så meget andet af datidens store boligbyggeri havde man ikke tænkt nok over, at beboerne skulle være en del af byen og samfundet omkring dem. I stedet lukkede bydelen sig om sig selv. En overvægt af familier med sociale problemer flyttede ind i de gule boligblokke. Arbejdsløsheden og integrationsproblemerne voksede, og i takt hermed steg kriminaliteten og bandernes hærgen. Vold, skyderier og sågar drab forårsagede massiv utryghed i hele kvarteret.
Men i de senere år er tiderne skiftet. Meget er sket. Med markante positive forandringer i Tingbjerg til følge. Der er blevet opført nye moderne rækkehuse, som børnefamilier er flyttet ind i. Nye lejeboliger. Almene ungdoms- og ældreboliger. Og mange flere private boliger er på vej.
Det betyder allerede nu, at beboersammensætningen i bydelen er blevet mere blandet. Samtidig er der investeret i en ny daginstitution, og en massiv satsning på at løfte eleverne på Tingberg Skole har ført til et stigende karaktergennemsnit. Færre unge kommer nu på kant med samfundet. Man må heller ikke glemme, at den fremadstormende hitmager Lamin på meget kort tid er rejst fra Tingbjerg og helt op til toppen af hitlisterne. Det er vigtigt, at Tingbjerg bliver kendt for andet end det, det var engang.
Samlet set har udviklingen i Tingbjerg betydet, at området ikke længere er at finde på Social- og Boligministeriets liste over parallelsamfund.
Og Tingbjerg er ikke alene om den bedrift. I hele vores hovedstadskommune er der ikke længere boligområder på listen. Den udvikling er der grund til at være virkelig stolt over. Hvorfor? Fordi indsatserne i de udsatte boligområder ikke handler om at være på en liste eller ej. Indsatserne handler først og sidst om at løfte de mennesker, der bor der, og give dem de samme muligheder for at leve de liv, de drømmer om.
Det er ikke kun i København, tidligere hårdt belastede områder udvikler sig i positiv retning. Faktisk er der i de seneste år blevet færre og færre parallelsamfund og udsatte boligområder i Danmark.
Fra 2018 til 2024 er antallet af udsatte boligområder i Danmark faldet fra 43 til 12. I samme periode er antallet af parallelsamfund faldet fra 29 til 8. Sidste år kom der ikke nye områder til. Flere beboere i områderne er kommet i arbejde. Flere har fået en højere uddannelse end grundskole. Og andelen af dømte kriminelle er faldet.
Det betyder dog langtfra, at vi er i mål. I landets udsatte boligområder er der færre borgere, der føler sig trygge i deres nabolag, end i resten af landet. Den skævhed må vi ikke være blinde over for. Derfor har regeringen også præsenteret en tryghedspakke, der skal mindske utrygheden, hvor den er mest udbredt i det offentlige rum, og i øvrigt sætte yderligere ind over for utryghedsskabende adfærd. Vi afsætter blandt andet midler til, at kommunerne kan sætte overvågningskameraer op på offentlige steder, hvor der er et konkret behov for at styrke trygheden, og vi giver politiet mulighed for at meddele opholdsforbud til utryghedsskabende personer.
Udviklingen i parallelsamfundene er et resultat af, at der nu er kommet et vedholdende stærkt og ufravigeligt lokalt fokus på at løfte udsatte boligområder i vores land. Det er resultatet af langsigtede udviklingsplaner og tæt samarbejde mellem kommuner, beboere, boligselskaber, virksomheder og det lokale foreningsliv.
Det er samtidig, og nok så vigtigt, resultatet af en markant politisk vilje til forandring hos et bredt flertal af Folketingets partier.
Dengang, tilbage i 2018, var målet at bekæmpe parallelsamfund, gøre op med de sociale og integrationsmæssige udfordringer i de mest udsatte boligområder og sikre, at alle børn og unge vokser op i trygge og rolige områder med en blandet beboersammensætning. Og dér er vi altså kommet et godt stykke af vejen.
Nybyggeri, renovering og i nogle tilfælde nedrivning har betydet, at beboersammensætningen i boligområderne er blevet mere blandet. Det er godt. Fordi vi bliver stærkere som samfund, når vi bor side om side på kryds og tværs af kulturelle og sociale forskelle. Det er sådan, vi bygger stærke fællesskaber og et trygt samfund. Det er sådan, vi får alle med.
Derfor har vi som regering også et ansvar for ikke at lukke øjnene for de problemer med parallelsamfund, der på trods af den positive udvikling stadig eksisterer. Vi har på det seneste kunnet læse om kriminelle familier, der slæber et spor af kriminalitet efter sig. Den udvikling kan vi som samfund ikke acceptere, og derfor arbejder vi også på en målrettet indsats mod netop de familier, der undergraver fællesskabet, lov og orden.
Regeringen abonnerer på den holdning, at blandede boligområder især handler om at give børn og unge de bedste muligheder i livet. Det skal ikke være dine forældres baggrund og socialklasse, der afgør din fremtid. Det skal ikke være det kvarter, du vokser op i, der begrænser dine muligheder i livet.
Lidt firkantet sagt er Danmark allerbedst, når direktørens datter går i skole med sosu-assistentens søn. Når vi blander os med hinanden i fodboldklubben og lærer hinanden at kende uden at skele til, hvor vi hver især kommer fra. Når vi er sammen i positive fællesskaber.
Det vil derfor have klare og alvorlige konsekvenser, hvis vi ikke fortsat udvikler de udsatte boligområder. Hvis ikke vi fortsat arbejder for at nedbringe kriminaliteten i områderne, sikre en højere grad af uddannelse og beskæftigelse blandt beboerne, investere i skoler og daginstitutioner, skabe grønne områder og fællesarealer, gode stier og veje og åbne områderne op til den omkringliggende by. For det har livsafgørende konsekvenser for de mennesker, der bor i områderne.
Det er derfor også dybt bekymrende, hvis vi sidder på hænderne, sådan som Enhedslisten nærmest opfordrer til, og ikke udvikler de udsatte og belastede boligområder. Og det er helt hen i vejret, når partiets boligordfører på et samråd tidligere på året omtaler udviklingsplanerne som ’afviklingsplaner’.
Rundtomkring i landet er man stadig i fuld gang med at omdanne og udvikle de boligområder, der siden 2018 har været de mest socialt udsatte. Det drejer sig om 17 boligområder – fra Motalavej i Korsør og Finlandsparken i Vejle til Sundparken i Horsens. De har alle en godkendt udviklingsplan, og over de kommende år vil der blive investeret cirka 10 milliarder kroner i dem.
Der vil blive opført cirka 10.000 nye boliger. Langt de fleste er private udlejnings- og ejerboliger, der vil bidrage til en mere blandet beboersammensætning i områderne. Nogle steder sælger man almene boliger til private investorer. Andre steder river man gamle almene boliger ned for at give luft og plads til fællesarealer eller nye boliger.
De strukturelle omdannelser omfatter ud over nye boligtyper også nye erhvervslokaler. Nye skoler. Og nye veje og stier, som skaber bedre forbindelser til de omkringliggende områder. Samtidig renoveres også tusindvis af almene boliger. Lejere får nye køkkener, badeværelser, gulve, altaner. Bygningerne får nye tage og klimaskærme. Fælleslokaler og fællesarealer gentænkes og fornyes. Rundtomkring sker der massive fysiske forandringer. Det kombineres med sociale indsatser. Man hjælper borgere med at komme i job og unge i fritidsjob.
Forandringer og indsatser er fortsat nødvendige. For der er stadig områder med store sociale problemer og integrationsudfordringer, vi ikke har løst. Der er stadig lommer i Danmark, hvor demokratiske værdier og dansk ret ikke efterleves. Områder, hvor børn og unge vokser op med ringere muligheder for at klare sig godt i livet. Det vil vi ikke acceptere.
I Tingbjerg kan vi se, at det virker, når vi i fællesskab gør en ekstra indsats. Den ene af os er selv vokset op i et socialt belastet kvarter, den anden er vokset op som nabo til Tingbjerg. Afstanden var lille, men forskellene i de muligheder og vilkår, som vi børn på hver vores side af vejen fik, var kolossale.
Folkeskolen midt i boligområdet kæmpede i mange år med dårlig trivsel, lave karakterer og elever, der ikke kom videre til en ungdomsuddannelse. Men i de seneste år er det gået fremad på alle parametre. Stort set alle elever fortsætter nu på en ungdomsuddannelse efter endt skolegang på Tingbjerg Skole. For fem år siden gjaldt det kun to ud af tre elever.
Det betyder, at flere børn fra Tingbjerg nu havner i positive fællesskaber, så de kan komme godt videre i livet og få muligheder som andre børn – i stedet for at ende i dårligt selskab, i bander og på kant med samfundet, som det var tilfældet indtil for blot få år siden.
Hvis EU-Domstolens endelige afgørelse gør, at reglerne om parallelsamfundsindsatsen skal ændres, vil regeringen finde en ny løsning, som sikrer, at vi kan fortsætte den stærke indsats mod parallelsamfund. For der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at Danmark skal være fri for parallelsamfund om fem år. Præcis som vi har aftalt. Og som tallene viser, ligger der stadig et arbejde foran os frem mod 2030.
Men målet er klart: Et mere samlet Danmark, hvor alle børn kan vokse op i tryghed med gode rollemodeller at spejle sig i og et liv med lige muligheder.
fortsæt med at læse
