Terror er mere end et angreb på de direkte ofre. Terror er et angreb på selve samfundets grundlag, på troen på, at vi kan leve trygt og frit sammen og rumme vores forskelle.
Terror søger at skabe frygt, splittelse og mistillid. Derfor er terror et angreb på hele vores demokratiske samfund og de værdier, vi holder i hævd. For 40 år siden vågnede Danmark brat op til denne realitet.
Den 22. juli 1985 sprængte to bomber i København i et koordineret angreb begået af fire arabiske immigranter bosiddende i Sverige. De havde taget toget mod København med det ene formål at bombe det jødiske samfunds synagoge i Krystalgade, det amerikanske luftfartsselskab Northwest Orient ved Vesterport Station og det israelske luftfartsselskab EL AL om hjørnet derfra.
Den bombe, der var tiltænkt sidstnævnte lokation, blev imidlertid kastet i Københavns kanal, da den ene af gerningsmændene fik kolde fødder. Bomben blev ved et tilfælde fisket op af en havnerundfart i Nyhavn, før den kunne eksplodere.
Den unge mand, der tog affære den dag for fyrre år siden og fiskede bomben op, er fortsat en behjertet mand. Han er skoleleder på den befæstning, der i daglig tale kaldes Carolineskolen, hvor jødiske børn går i skole bag massiv beskyttelse. Beskyttelse netop mod terror.
De to øvrige bomber detonerede den dag for fyrre år siden. Danmarks første terrorangreb i nyere tid.
Bomben i Krystalgade forvoldte enorm skade. En børnehave, der lå i en tilstødende bygning, var til al held på tur den dag. Det kunne være gået rigtig galt, hvis de havde været i huset. Eksplosionen var så kraftig, at det jødiske plejehjem, der lå i gården bagved synagogen i Krystalgade, fik blæst ruderne ind.
Det var det samme plejehjem, Meyers Minde, hvor nazisterne 42 år tidligere havde anholdt og deporteret ældre jøder til Theresienstadt. Ved et mirakel døde ingen, omend mange kom til skade.
Så heldigt slap den 27-årige Rached Hamdi fra Algeriet ikke. Han var en uskyldig turist, der tilfældigt cyklede forbi Northwest Orient, netop som bomben eksploderede. Hamdi blev ramt af flammehavet; 85 procent af hans hud blev brændt bort. En tilfældig forbipasserende fik således sit liv frataget.
I alt blev 27 kvæstet ved attentaterne den dag. 27 tilfældige mennesker, der blot passede deres liv i København. Og mange andre, der blev sekundært berørt af terroren. Almindelige mennesker, herunder Hamdi, der var kommet til København for at nyde sommeren, blev tilfældige ofre for en international konflikt, de intet havde at gøre med.
Deres skæbne illustrerer terrorens kynisme. Tilfældige mennesker på tilfældige lokationer er legitime mål for terroristen. Det handler om det spektakulære, det tilsyneladende arbitrære, som dækker over nøje planlagte angreb. Og den frygt, som spreder sig som ringe i vandet blandt os andre.
Senere samme år blev en jødisk forretning i København ramt af et brandattentat. Det var heller ikke tilfældigt. Det var planlagte angreb udført af terrorister, der havde eksporteret en kamp fra Mellemøsten til danske gader.
Danmark havde op igennem 1970’erne og 1980’erne oplevet, hvordan international radikalisering kunne slå rod i dansk jord som hjemmegroet terror. Særligt kendt er Blekingegadebanden. Danske idealister, der blev radikaliseret af palæstinensiske organisationer som Folkefronten for Palæstinas Befrielse og gennem deres solidaritetsarbejde endte med at begå røverier, våbenhandel og kriminelle aktioner for at finansiere international terror.
De oplevede sig som politiske røvere, men deres handlinger var terror: et angreb på det danske samfunds stabilitet og sikkerhed. Selv i dag, mange årtier efter deres storhedstid, dækker Blekingegadebanden fortsat over, hvem af dem der begik drabet på den 22-årige betjent, der mistede livet ved et voldsomt røveri mod posthuset i Købmagergade i København.
Blekingegadebanden, der samarbejdede med PFLP, havde et ringbind med navnene og adresser på 400 danske jøder liggende. De illustrerer det farlige ved, at internationale konflikter importeres og radikaliserer danske borgere. Det farlige ved, at solidaritet med et bestemt mål perverteres til accept af vold og terror.
Selve terroren i 1985 var chokerende, og myndighedernes reaktion var søgende. Man ønskede ikke for alvor at konfrontere sig med, at lille, trygge Danmark kunne blive skueplads for international terror. En reaktion, der ikke tog ordentligt fat i diskussionen om, hvad det gør ved et samfund, når visse grupperinger oplever en glidende overgang fra holdning til handling, fra synspunkt til radikalisering, hvor den enkelte sags mål helliger midlet.
Man så ikke, at det er undergravende for samfundet, og at ansvarlige myndigheder har et særligt ansvar for at være helt, helt tydelige: uanset hvor ædel den enkelte selv synes, en sag er, så legitimerer målet ikke, at enkeltpersoner griber til voldelige midler.
Terrorangrebet i 1985 var et forvarsel om den globaliserede terror, vi kender i dag. Terrororganisationer – i disse tilfælde med palæstinensiske rødder – havde allerede dengang forstået, at deres kamp var en vare, der kunne eksporteres og internationaliseres. De kunne radikalisere sympatisører i Europa og bruge dem til at udføre angreb langt fra konfliktens epicenter.
Denne strategi skulle senere blive perfektioneret og forstørret via internettet og sociale medier, der er særegent effektive til at sprede budskaber og radikalisere enkeltpersoner. Terrorismen er blevet decentraliseret, men ikke mindre farlig. Tværtimod.
Natten mellem den 14. og 15. februar 2015 ramte terroren igen København. En radikaliseret 22-årig mand angreb først Krudttønden, hvor han skød mod deltagere i et arrangement om ytringsfrihed. Filmproducenten Finn Nørgaard blev dræbt, og flere politifolk blev såret. Derefter angreb han synagogen i Krystalgade, det samme sted, der var blevet ramt 30 år tidligere. Her dræbte han den 37-årige vagt Dan Uzan, der stod på vagt ved en bat mitzvah-ceremoni med 80 deltagere. Seks politifolk blev såret under de to angreb.
Jeg var selv med til festen og husker tydeligt, hvordan flere i offentligheden havde lyst til at nedtone gerningen som en psykisk syg mands tilfældige handlinger. Men faktum er, at manden havde et klart og erklæret religiøst-politisk ærinde. Han ville dræbe ytringsfriheden. Han ville dræbe danske jøder. Han følte sig berettiget. Målet helligede midlet. Terroristen blev skuddræbt af politiet. Op mod 500 mennesker deltog i hans begravelse!
Angrebet i 2015 viste, at terrortruslen mod Danmark ikke var forsvundet. Tværtimod. Terroristen var inspireret af internationale terrorangreb, blandt andet angrebet i Paris mod satiremagasinet Charlie Hebdo og et efterfølgende angreb på et jødisk supermarked andetsteds i Paris. Terroristen havde planlagt sine angreb som en del af den globale hellige krig.
Men der var en afgørende forskel på samfundets reaktion i 2015 sammenlignet med 1985. Hvor myndighederne i 1985 fornægtede truslen, reagerede man denne gang ved at udvikle en langt mere kvalificeret forståelse af terrortruslens globale karakter og de virkemidler, staten må bruge for at beskytte sine borgere. Tusinder af mennesker deltog i mindehøjtideligheden efter angrebet, og statsministeren udtalte klart, at terror ikke havde plads i det danske samfund. Danmark havde lært, at terror ikke kunne ignoreres væk.
Regering, Folketing og myndigheder tog og tager fortsat truslen særdeles alvorligt. Politiet øgede beskyttelsen af truede objekter, herunder særligt jødiske institutioner. Man anerkendte, at antisemitisk terror var en realitet, vi også måtte forholde os til i Danmark.
I dag ser vi desværre de samme mønstre igen. En krig i Mellemøsten bør ikke polarisere Danmark. Tværtimod bør vi her i Danmark gå forrest for at vise en anden vej. Ingens værste fjende fortjener at lide den tort at være underkastet jihadistiske krigsherrer som for eksempel Hamas eller Hizbollah. Men disse palæstinensiske terrororganisationer har med god hjælp fra andre islamistiske bevægelser igen eksporteret deres kamp til resten af verden.
Vi er tilskuere – ikke alene til en voldsom og ulykkelig krig med store civile omkostninger – men også til en polarisering og forråelse i dele af den offentlige samtale i Danmark. Vi er tilskuere til en glidende overgang i visse kredse fra sympati for en konkret sag til tiltagende aggressive ytringer, over hadefuld tale til hadefulde handlinger. Det sker for øjnene af det – må man formode – store flertal af borgere, der virkelig ikke ønsker den polarisering og radikalisering i vores samfund.
Vi ser udbredelse af antisemitisme og glorificering af terrororganisationer i målets hellige navn. Vi ser en retorik, der legitimerer vold. Vi ser, hvad jeg vil kalde en reel eksplosion af udtalt og udført jødehad. For nylig manifesterede en gruppe aktivister i Umeå deres sympati for palæstinensere ved at galgehænge nogle dukker iført koncentrationslejrtøj. Fordi ’folkedrab er folkedrab er folkedrab’.
Verden har mistet seks millioner jøder, mellem en kvart og en halv million romaer, titusindvis af homoseksuelle og ubegribeligt mange andre til Holocaust, hvor tyskerne havde en helt eksplicit dagsorden om at udrydde disse mennesker. Det er moralsk forkasteligt – og formentlig også en ulovlig hadhandling, som nu efterforskes af svensk politi.
En kendt dansk stuntmand skriver offentligt på Facebook: »Den her krise kommer til at skabe den vildeste antisemitisme – og for en gangs skyld med god ret« og giver således ren, rå legitimitet til at kaste sig ud i den vildeste antisemitisme, hvad det så end måtte betyde. For os jøder lyder det faretruende.
Vi ser, at kulturinstitutioner, sikkert i allerbedste kulturrelativistiske mening om ytringsfrihed, lægger scener til aktører, der ligeledes benytter voldsparat retorik i målets hellige navn. Voldsparat retorik har det med at skabe legitimitet omkring voldsparate handlinger. Sidste år blev en jødisk families hjem ramt af brandattentat – et ekko af 1985, der viser, hvor let gamle mønstre kan genopstå.
Gaza-konflikten og ’Free Palestine’-bevægelsen rummer i dag samme radikaliseringspotentiale, som vi så med palæstinensiske terrororganisationer i 1970’erne og 1980’erne. Vi ser mennesker, der gennem sociale medier, kunstnerisk og politisk aktivisme lader sig rive med af en verdensopfattelse, hvor vold mod jøder legitimeres som ’modstand’.
Det er det samme mønster, der radikaliserede Blekingegadebanden og inspirerede terroristerne i 1985 og 2015. Når grænsen mellem legitim kritik og had udviskes, når terrororganisationer fremstilles som frihedskæmpere, så skabes der grobund for vold. Også i Danmark.
Indignation og politisk engagement for og imod sager skal der være plads til i vores samfund. Det skal der ikke være nogen diskussion om, og heldigvis er det også det, der primært kendetegner flertallet af dem, der engagerer sig i den palæstinensiske sag.
Men når demonstranter råber »From the river to the sea«, når Hamas’ terrorhandlinger glorificeres, når der opfordres til intifada i danske gader, på festivaler og formentlig også snart i Vega, hvor det irske radikaliserende band Kneecap optræder hele to gange i september, så er det på tide at stoppe op.
Det, der starter som indignation og solidaritet med en sag, bliver af nogle perverteret til overfusning og vold mod civile. Der skal blot en enkelt radikaliseret terrorist til at skabe død og ødelæggelse i gaderne i Danmark. Hver eneste person, der har bidraget til legitimeringen, må imidlertid se sig selv i øjnene og erkende, at man har båret ved til bålet.
Besindige mennesker – uanset politisk ståsted i øvrigt – gør klogt i at sige fra over for sådan retorik. For historien viser os, at vejen fra politisk radikalisering til vold kan være kortere, end vi tror. Det er skadeligt for det frie, liberale demokrati, når individer føler sig unikt berettigede til at tage skridtet fra holdning til handling og gøre andre mennesker ondt. Det skader, og det er hver enkelt persons ansvar at anholde det, når vi ser det ske.
Hvis man alligevel skulle sidde med en tanke om, at globalisering af intifada er forståelig og per definition må kræve handling for at opnå verdens sympati og opbakning, så kan man starte med sig selv: Ville man selv tage på sig i sagens hellige tjeneste at såre eller dræbe en tilfældig dag, et tilfældigt sted i Danmark? Helliger målet de ofre?
De fleste vil nok sige nej og søge et andet løsningsrum. Hvis man har sagt nej til terror som løsningsrum, så er det moralsk påkrævet også at sige nej tak til den retoriske oppiskning, som finder sted i øjeblikket.
Hvis man ikke mener, at målet helliger midlet, så kan man ikke samtidig gå rundt og opfordre til den globale intifada, der per definition er voldelig opstand.
Terror handler ikke alene om de direkte ofre, selv om deres tab er ubærlige. Terror handler om at ødelægge tilliden mellem os, om at skabe frygt og mistillid. Når jøder ikke længere føler sig sikre, når vi skal have bevæbnet politi foran vores institutioner, så handler det ikke alene om den dansk-jødiske befolkningsgruppe.
Det handler om, hvilket samfund vi ender med at få, hvis enkeltsagssympatisører ikke bremses, før de bliver enkeltsagskrigere. For terror handler om at undergrave vores fælles værdier. Når vi begynder at acceptere, at nogle grupper ’fortjener’ at blive angrebet verbalt eller fysisk, når vi normaliserer had og vold, så eroderer fundamentet for vores demokratiske samfund.
Vi har alle medansvar for at bevare et samfund, hvor terror ikke har næringsbund. Det indebærer det personlige ansvar for aktivt og verbalt at afvise alle forsøg på at legitimere, at enkeltpersoner griber til vold i deres foretrukne sags tjeneste. Det betyder at støtte op om vores fælles demokratiske værdier, selv når det er svært. Det skal hver enkelt af os kunne for at værne om vores samfundsorden.
fortsæt med at læse
