Den 2. december udgav Politiken et længere interview med den højreradikale bevægelse Generation Identitærs talsmand, Daniel Nordentoft. Omdrejningspunktet var selvfølgelig ’remigration’ – et begreb som bevægelsen har været bannerfører for siden dens oprettelse, og som dækker over politiske forslag, der har til formål at få personer med ikke-vestlig baggrund til at forlade Vesten.
Begrebet har skabt furore i den danske offentlighed, efter det blev omfavnet af Dansk Folkeparti. Også i udlandet er remigration på alles læber. Tyske Alternative für Deutschland og østrigske FPÖ har begge anvendt begrebet, og for et par dage siden meldte Homeland Security sig til koret. Ikke overraskende anser Generation Identitær udviklingen som en kæmpe sejr. Politikens interview kommer på bagkant af en mindre medieturne. Alene i den seneste måneds tid har bevægelsen således deltaget i to debatprogrammer på Radio IIII, et radiointerview i P1 Morgen, udgivet to debatindlæg i Jyllands-Posten og udtalt sig til nyhedsartikler i både Ekstra Bladet og Berlingske.


























