På samme måde som forældre bør forstå og støtte deres børn, bør også bestyrelser for virksomheder og institutioner optræde.
De bør være det værn, der sikrer, at den overordnede kurs går i den rigtige retning, og hjælper med at rette ind, når der er grund til det. Desværre er bestyrelsen for Danmarks Journalisthøjskole ved at gøre det modsatte og tvinge sit barn ud af kurs og væk fra den oplagte fremtid, som ellers tegner sig ret så lys. Hvis det nu kun gik ud over højskolen og dens lærere, var det måske til at bære, men det er en beslutning, som risikerer at skade alle tre danske journalistuddannelser, dansk journalistik generelt – og dermed læsere, lyttere og seere – i årtier. Kort fortalt vil bestyrelsen tvinge en fusion igennem med Grafisk Højskole i stedet for at åbne dørene til Aarhus Universitet. Hvorfor er det forkert? Jo, i dag kræver det ganske meget at være journalist. Der har på mange journalistiske arbejdspladser i årevis i høj grad været set på form og ikke indhold. I dag har danske journalister derfor godt styr på formen i de mange medietyper. Der er behov for nu, at der kommer ledelsesmæssigt fokus på, at der skal endnu bedre uddannelse og endnu mere efteruddannelse til for at producere ordentligt journalistisk indhold, så der er noget fornuftigt at putte ind i de mange medier. Som den amerikanske professor Phil Meyer, fader til introduktionen af samfundsvidenskabelige metoder i journalistikken, sagde det på en konference i Holland i sidste måned, så er journalistikken i dag at sammenligne med fødevareproduktion. Hvor det tidligere blot gjaldt om at indsamle og distribuere information, så er det forarbejdningen af indholdet, der i dag er det altafgørende. Det er her, indtjeningsmulighederne ligger. Journalisters kerneopgave er således meget hurtigt at kunne indsamle, bearbejde, vurdere og præsentere vigtige oplysninger. Når en journalist på et lokalt medie skal dække en fagforenings eller borgergruppes kritik af myndighederne, er hovedparten af slagsmålet i dag et spørgsmål om analyser, beregningsmetoder, dataindsamling og argumenter. Tænk på den seneste daginstitutionsstrejke, hvor det stadig svæver i det uvisse, om regeringen, kommunerne, oppositionen eller pædagogerne havde ret i deres argumenter. Her burde journalister i langt højere grad have kunnet undersøge sagerne, end de endte med at gøre. Alt for ofte er journalister ude af stand til selv at vurdere og analysere materialet. De kan kun holde mikrofonen op for parterne. Danske journalister matcher ikke et stigende uddannelsesniveau i samfundet – hos kilderne og hos læsere, lyttere og seere. Journalister savner ofte en større viden om europæiske og globale forhold, ligesom de generelt mangler færdigheder i at samarbejde internationalt og på europæisk plan om journalistiske projekter. Journalisterne kan ikke finde tallene, de kan ikke rigtig forstå dem, og de kan ikke kæde de elektroniske data sammen med virkeligheden. Eller i hvert fald kun i begrænset omfang. Når de for eksempel skal dække retssagen mod den lokale alfons, der har importeret kvinder til prostitution fra Estland og Rumænien, så ved de ikke, hvordan man samarbejder med kolleger fra de lande for at brede historien ud til, hvad den egentlig handler om. Nemlig mennesker, der er ofre, og forbrydere, der udnytter og misbruger andre. Når journalister efterforsker et tip om, at medlemmer af byrådet og topembedsmænd i den nye kommune får familiemedlemmer gratis med til sportskampe eller udlandsrejser, så aner de ikke nok om, hvordan de undersøger en sådan sag, og hvornår der er tilstrækkelig dokumentation til at skrive den første og anden historie – eller for den sags skyld at tilrettelægge en serie af historier. For 20 år siden slog it for alvor igennem. Vi er vel i dag oppe i nærheden af, at omkring halvdelen af al information er lagret i databaser. Den anden halvdel skal så hentes via interview, observationer og ved at læse dokumenter. I de seneste år er der kommet en lang række it-programmer, der gør det nemt og hurtigt at gennemføre analyser, som tidligere var forbeholdt videnskabsmænd, der kunne bruge år på deres undersøgelser. Fremtidens journalister skal kende metoderne til at få de rette folk i tale, de skal vide, hvordan man undersøger, om der faktisk er sket forringelser på daginstitutioner, eller det blot er en opgejlet stemning, de skal kunne finde og analysere store datamængder. De skal kunne samarbejde med kolleger i andre lande. Og herefter skal de kunne præsentere det i en form, der gør det let tilgængeligt for publikum. Det betyder ikke, at det skal være plat eller på et lavt niveau. Det betyder netop, at det skal være så let tilgængeligt som muligt, så læserne ikke selv skal sidde og regne eller læse en masse mellemregninger. Det skal være kort, klart og underholdende. Men også vigtigt, ellers vil hovedparten jo ikke spilde deres tid med at læse det, se det eller høre det. På Journalisthøjskolen i Århus har der været et miljø af ledere og lærere, der i mange år har arbejdet ud fra denne tankegang. Derfor har højskolen søgt at formulere de metoder, der gælder i det journalistiske fag. Tidligere var det i høj grad præget af, at den enkelte lærer fortalte om sine egne erfaringer, og eleverne nærmest blev udsat for sidemandsoplæring, før de kom på rigtige medier og samme type oplæring fortsatte. I formuleringen af metoder har højskolen for mange år siden indledt et samarbejde ud over grænserne. Højskolen er i dag en af de mest anerkendte internationalt og har desuden selv som konsulent stået for opbygningen af journalistuddannelser i en lang række andre lande. Det internationale samarbejde omfatter i dag de fleste af de absolut bedste uddannelsessteder i Europa og i den engelsktalende del af verden. For højskolen er det vigtigere at kunne samarbejde med BBC, The Guardian, Le Monde, CNN, Columbia University, Berkeley, University of Missouri og en lang række andre af de fremmeste i verden inden for journalistik end at skulle presses ind i et samarbejde med Grafisk Højskole, der ikke kan bidrage med noget inden for den journalistiske kernekompetence i indholdsproduktion. Der er for eksempel blevet lagt mærke til blandt europæiske journalister, at Journalisthøjskolen som ledende partner sammen med Aarhus Universitet og fire andre europæiske universiteter vandt retten til at lave den prestigefyldte fælleseuropæiske kandidatuddannelse Erasmus Mundus på journalistikområdet. Ingen andre har fået den anerkendelse. Det er vigtigere for højskolen at være medinitiativtager til globale netværk om for eksempel undersøgende journalistik og indholdet i pressefotos end at satse på små korte kurser til mediebranchen inden for en eller anden medieform. For udviklingen af en journalistisk indholdsproduktion er der fire helt afgørende forudsætninger: Vi skal samarbejde med de bedste i verden. Vi skal have bedre plads til at forske og udvikle de journalistiske metoder. Vi skal holde på de bedste lærere og tiltrække nye. Vi skal sørge for at tiltrække de dygtigste studerende fra Danmark og udlandet. Personalet på Journalisthøjskolen er enige om disse fire punkter og har spurgt bestyrelsen for højskolen, hvordan den vil sikre det i en fusion, der er begrundet i, at det er smart at have lokaler i Århus og København, og at begge skoler leverer medarbejdere til medieindustrien. Men vi har ikke fået noget brugbart svar. Netop nu er det vigtigt at få godt uddannede journalister. Branchen mærker en opblomstring for første gang i mange år. De nye gratisaviser og TV 2’s nyhedskanal har øget efterspørgslen, ligesom der er stor rift om journalister på web-medier og i kommunikationsstillinger. Selv om der for cirka ti år siden blev skabt journalistuddannelser ved Syddansk Universitet og på RUC, er Danmarks Journalisthøjskole stadig den mest dominerende faktor i dansk journalistuddannelse. Højskolen uddanner to tredjedele af danske journalister. Da der for nogle år siden var en evaluering af de tre journalistuddannelser, var der også en meget klar konklusion, nemlig at den faglige udvikling af journalistfaget kom fra Århus. Det ville og skulle den blive ved med. Journalisthøjskolen er da også i dag førende, når det gælder udviklingen af analytisk journalistik og indholdsbearbejdning ved hjælp af de videnskabelige metoder, der faktisk kan bruges i journalistik. Bestyrelsen for Journalisthøjskolen har i forbindelse med fusionsprocesserne helt uforståeligt fravalgt muligheden for at fusionere med Aarhus Universitet. Der var ellers en god mulighed for at gøre det på samme frie vilkår som Handelshøjskolen i Århus. I stedet har bestyrelsen kastet sig ind i en chancesejlads som fortsat selvstændig lille institution. Fusionen med Grafisk Højskole i København isolerer efter alle solemærker at dømme Journalisthøjskolen fra den danske universitetsverden og vil langsomt ødelægge det samarbejde, Journalisthøjskolen har globalt. Bestyrelsesformand Lisbeth Knudsen hævder, at højskolen efter en fusion med Grafisk Højskole kan fortsætte det internationale samarbejde. Det vidner om mangel på forståelse for, hvordan det internationale uddannelsessamarbejde foregår. Hvor der tidligere internationalt var mange forskellige uddannelser på forskellige niveauer, bliver det langt mere enkelt i denne tid. Konkurrencen skærpes om samarbejdspartnere og internationale projekter. Lige børn leger bedst. Her vil Journalisthøjskolen stå med et forklaringsproblem over for de bedste universiteter i verden. Hvorfor er vi ikke en del af et universitet, mens de to andre journalistuddannelser i Danmark er? De må i så fald være bedre. Vi kan kun være måske egnede. I kraft af mange års ihærdigt arbejde vil vi måske kunne bevare nogle samarbejder, men det vil være op ad bakke og med meget stor risiko for fiasko. Og for de studerende vil det betyde, at Journalisthøjskolen ikke har samme tempo i at udvikle sig og konkurrere om at tage de bedste af de nye metoder i brug. Derfor vil vi heller ikke så hurtigt som tidligere kunne indføre de nye metoder i undervisningen. Desværre får dette også betydning for, hvorledes færdiguddannede og studerende fra Journalisthøjskolen bliver modtaget i Danmark og internationalt. Journalister og journaliststuderende fra Journalisthøjskolen får det ikke lettere med et studiekort eller et eksamensbevis fra en fusion mellem Grafisk Højskole og Journalisthøjskolen, når de søger job eller videreuddannelse i Danmark eller internationalt. Bestyrelsen for Danmarks Journalisthøjskole arbejder i realiteten for en kvalitetssænkning af dansk journalistuddannelse og er ved at ødelægge mange års kvalitetsfremgang. Når niveauet blandt lærere og studerende falder, så bliver det også dårligere indhold, som I får serveret derude i hjemmene. Mere ligegyldigt fyld eller fejlagtige historier. Mere makaroni – lange, tykke og næringsfattige stråler. Et af argumenterne for at fusionere højskolen nedad i stedet for opad i universitetsverdenen er, at der skal være forskel på de journalistiske uddannelser og på journalisterne. I dag har vi tre journalistuddannelser, der konkurrerer om at lave de bedste journalister, og godt for det. Det har givet en vældig dynamik på Danmarks Journalisthøjskole, inspireret af den to år gamle evalueringsrapport fra Danmarks Evalueringsinstitut over de tre journalistuddannelser. Bestyrelsen har ønske om en større differentiering mellem de tre journalistuddannelser. Journalisthøjskolen, der modsat de to andre journalistuddannelser er placeret uden for universiteterne, må nødvendigvis gå efter den nedre del af journalistmarkedet, synes bestyrelsen at mene. Efter at uddanne de hurtige nyhedsjournalister, mens RUC og SDU kan stå for de dybdeborende journalister. Udviklingen har vist, at strategien er forkert. Den vil fjerne incitamentet til konkurrence mellem uddannelsesinstitutionerne. Det vil bremse udviklingen af uddannelsen på Journalisthøjskolen. Og ikke mindst vil det være forkert over for de studerende på Journalisthøjskolen, der vil blive begrænset til det halve arbejdsmarked af nyhedsarbejdspladser og give medierne færre at vælge mellem. I stedet bør mediernes behov for forskellige typer af journalister dækkes af en differentiering blandt de studerende på de enkelte journalistuddannelser. Sådan har det været hidtil, og sådan bør det også være i fremtiden. Journalisthøjskolens bestyrelse er 100 procent domineret af brancherepræsentanter. Det er der mange gode erfaringer med, men nu er bestyrelsen blevet bange. Den er åbenbart bange for fremtiden, for fremskridtet, for udlandet og for succesen. Overraskende er det, at bestyrelsesrepræsentanter påberåber sig, at de har deres bagland med sig. Det vil sige, at blandt andet denne avis’ ledelse og medarbejdere, men også Berlingske, Børsen, Kristeligt Dagblad og Information blandt de landsdækkende kvalitetsaviser skulle stå bag bestyrelsen, ligesom alle de regionale aviser åbenbart skulle støtte en nedtur for den gode journalistiske uddannelse. Det kan da ikke være rigtigt. Kun Jyllands-Posten har i en markant leder taget afstand. Når mor og far skader barnet, har vi i Danmark mulighed for at tvangsfjerne. Det er måske værd at overveje for en stund at fjerne Journalisthøjskolen fra sin mor og far, så knægten kan fortsætte sin gode udvikling. Eller også må knægten gøre oprør mod forældrenes uddannelsesmæssige og nationale snæversyn.
