Selv om det tager tre timer at flyve fra København til Ankara, kan vores rejse til tyrkisk politik begynde der, hvor alle rejser nu om dage begynder: på internettet. Klikker man på den tyrkiske hjemmeside ‘mervekavakci.net’, kommer en strømlinet hjemmeside til syne, samtidig med at en sørgelig melodi af den irske musiker Loreena Mc Kennitt fylder ørene.
Først ser vi en smilende kvinde med tørklæde, dernæst skifter billedet langsomt til et vue over det tyrkiske parlament. Dernæst ser vi kvinden med tørklæde sidde i parlamentet, samtidig med at Mc Kennitts nostalgiske melodi overdøves af medlemmer af det 550 mand stærke tyrkiske parlament, som råber »Ud« (‘Disari’) i takt. Til sidst skifter billedet, og vi ser et nærbillede af kvinden med tørklæde tørre sine tårer væk. Kvinden, hvis korte parlamentariske liv vi fotografisk følger, er Merve Kavakci. Hjælper hjemmesidens titel ‘Det første parlamentsmedlem med tørklæde’ ikke på hukommelsen, må vi have flere detaljer med. Scenen for de dramatiske hændelser var sat 2. maj 1999. Parlamentet skulle holde sit første møde efter valget femten dage tidligere. Efter valget 18. april 1999 ventede den tyrkiske offentlighed spændt på, om den nyvalgte computeringeniør Merve Kavakci fra det islamistiske Dydens Parti ville komme til åbningsceremonien med eller uden tørklæde. Det havde allerede inden valget skabt en del røre, at Den Nationale Valgkomite havde forbudt kvindelige kandidater med tørklæde at optræde i fjernsynet. Som det sidste parlamentsmedlem dukkede Merve Kavakci op, og tumulten brød løs i salen – hun havde sit tørklæde på. Da hun kom ind i salen, rejste medlemmer af Bülent Ecevits socialdemokratiske Venstreparti sig og begyndte anført af Ecevit at råbe »Ud! Ud!«, som man kan se og høre på Kavakcis hjemmeside. Premierministeren Ecevit gik på talerstolen og råbte til vagterne: »Før denne kvinde ud af salen!«. Episoden endte med, at parlamentsformanden annoncerede en pause og bad Merve Kavakci om at forlade salen. Kavakci fik aldrig igen retten til at indtage sin plads i parlamentet. Det er nemlig ikke kun i Danmark, tørklædet vækker stærke følelser. Det gør det i endnu stærkere grad i Tyrkiet. Det er faktisk således, at den danske politik over for tørklædet – på trods af debattens af og til skingre toner – i usammenlignelig grad er tolerant i forhold til den tyrkiske: Mens tørklædet er forbudt for lærere, elever og studerende i Tyrkiet, har man – i modsætning til Frankrig – ikke et lignende forbud i Danmark. Det er endnu ikke blevet aktuelt i Danmark, men offentligt ansatte såsom dommere, læger på offentlige hospitaler eller politibetjente kan ikke bære tørklæde i Tyrkiet. Ikke kun graden af modvilje, men også grunden til modviljen imod tørklædet henholdsvis i Tyrkiet og i Danmark er forskellig. Det skal først og fremmest slås fast, at det ikke er kun kvinders, men også mænds påklædning, der siden begyndelsen af 1800-tallet har skabt stor bekymring hos den tyrkiske elite. Mustafa Kemal Atatürk (1881-1938), republikkens grundlægger, har i en sådan grad været optaget af, hvad slags tøj tyrkerne skulle gå i, at han betragtede påklædningen som målestok for ‘civilisation’. Han gav også klart udtryk for, at han skammede sig over folkets påklædning. Under et folkemøde i 1925, hvor han præsenterede de nye regler for påklædning, sagde han meget illustrativt, idet han pegede på en mand i folkemængden: »Se på den mand der. En fez på hovedet, oven på fezen en grøn turban. Han har en slags skjorte på og oven på den en jakke ligesom min egen. Herfra kan jeg ikke se hans bukser. Hvad er det nu for en påklædning? Vil et civiliseret menneske klæde sig ud på den måde og lade hele verden grine ad sig? Befolkningen i Den Tyrkiske Republik, som hævder at være civiliseret, bør vise, at den er det gennem sit familieliv og livsstil. Undskyld mig, men en påklædning, som ser så mærkelig ud, er hverken national eller international«. Senere i den samme tale sagde han: »Civiliseret og international påklædning er meget værdifuld for os. Det er den påklædning, som vores nation fortjener«. Der kan ikke være tvivl om, at Atatürk identificerede civilisation med Europa, og at vestliggørelse i hans fortolkning bliver en kilde til skamfølelse. Selv om mange af hans tilhængere ikke nu om dage vil identificere Europa og EU med civilisation, skammer de alligevel sig over tørklædet og andet islamisk inspireret tøj. En rejse i forskellige egne af Tyrkiet vil ret hurtigt vise, at det er lykkedes den kemalistiske elite at ‘civilisere’ og ‘vestliggøre’ den mandlige del af befolkningen, hvis vi nu bliver ved påklædningen. Fattige eller rige, urbane eller landlige går næsten alle tyrkiske mænd nu om dage med ‘vestligt’ tøj – det vil sige alle undtagen en håndfuld ultraortodokse muslimske mænd, der har sorte kapper og turban på, og en del kurdiske mænd, som tager folkloristisk tøj på under politiske demonstrationer. Problemet for eliten er, at kvinderne endnu ikke i tilstrækkeligt omfang er blevet ‘civiliseret’ og ‘vestliggjort’, så længe der er mange, der går med tørklæde eller andet ikkevestligt tøj. Når en ældre husmoder i demonstrationstoget i Istanbul imod den tyrkiske udenrigsminister Abdullah Güls kandidatur for præsidentposten siger, »Vi vil ikke have en tildækket kvinde i Atatürks palads. Vi vil gerne have civiliserede og moderne mennesker dér« til Associated Press, giver hun udtryk for elitens irritation og skam over Güls kones tørklæde. Da tørklædet i de sekulære og nationalistiske tyrkeres øjne symboliserer tilbageståenhed og manglen på civilisation og modernitet, betragtes det som en modstand imod Atatürks moderniserings- og vestliggørelsesprojekt. I de ultrasekulæres øjne er de kvinder, som går med tørklæde, kun ude på at forhåne og modarbejde Atatürks moderniseringsprojekt og derfor en slags lakajer for USA og EU, som forsøger at svække og opsplitte Tyrkiet. Sammenligner vi den tyrkiske debat med den danske, er der en række forskelle. For det første handler den danske debat om en religiøs minoritets påklædning, og derfor har en del debattører tendens til at gøre det til en sag om tolerance, minoritetsrettigheder og sågar en sag om racisme og fremmedfrygt. For det andet handler den danske debat om, hvorvidt man skal håndhæve princippet om kønnenes ligestilling over for den muslimske minoritet. Mens den tyrkiske debat handler om tyrkernes civilisation og modernitet, handler den danske om, hvorvidt andre skal kunne tage del i danskernes modernitet. Imod Krarups lighedstegn mellem tørklæde og nazisymboler, som startede den sidste debat, kom der to former for modargumentation: Den ene gik ude på, at modstanden imod tørklædet var xeno- og islamofobisk, og den anden, at et folketingsmedlem skal have lov til at bære tørklæde i Folketinget, men at tørklædet er imod ligestilling mellem kønnene. Det mest ekstreme eksempel på den første argumentation kom fra lektor ved RUC, Rikke Andreassen, som ifølge Politiken står for den danske del af den treårige EU-finansierede undersøgelse ’Veil’, hvis formål skulle være at kortlægge og sammenligne tørklædedebatter i hele EU. Til Politiken sagde hun, at den danske debat er grel og skinger og forklarer dette ved den fejlagtige integrationspolitik: »Når debatten om tørklæderne er så indædt her til lands, skyldes det muligvis, at vi er meget opsatte på at gøre indvandrerne til rigtige danskere«. Hun ser debatten som endnu et udryk for danskernes xeno- og islamofobi og danskernes malplacerede ønske om at assimilere muslimerne ind i »den hvide, kristne, danske kultur«, som hun farverigt udtrykte det. Den anden form for argumentation imod Krarup er mere saglig og velfunderet: Det muslimske krav om, at kvinder skal dække deres hår (eller ansigt) og krop for ikke at vække mænds seksuelle lyst, er i karambolage med to modstridende principper: at der skal være ligestilling mellem kønnene, og at staten ikke skal blande sig i folks private liv, herunder folks valg af tøj. Ifølge denne argumentation er ligestilling mellem kønnene, dvs. princippet om at kvinder og mænd skal have de samme muligheder og rettigheder, en vigtig del af danskernes selvforståelse. Det strider imod ligestillingstanken, at kvinder skal dække deres krop (eller ansigt). Hvis man bliver seksuelt ophidset af at se folks hår eller krop, hvorfor er det kun kvinderne, der skal tildække sig? Mænds hår (eller ansigt) og deres kroppe kan lige så godt vække seksuelle lyster hos kvinderne eller hos andre mænd? Det andet princip, at staten ikke skal blande sig i folks private liv, herunder påklædning, er en del af det frisind, som mange danskere opfatter som en vigtig del af danske værdier, og som er værd at forsvare imod andre værdier og normer. Så længe muslimer ikke tvinger andre til at gå med tørklæde, må de have lov til at bære det i de situationer, som de selv mener, er passende. Kort sagt er mottoet: Live and let live. Ud over de to ovennævnte principper er der et tredje aspekt, der gør sig gældende i den danske tørklædedebat: den generelle æstetiserings- og seksualiseringstendens i alle senmoderne samfund som det danske. Det betyder, at de allerfleste danskere vil spørge, hvorfor det skal være problematisk, at både mænd og kvinder skal arbejde på at se sexede ud, som reaktion på kravet om, at kvinder (eller mænd) skal tildække sig for ikke at vække det modsatte køns lyster? I et samfund, hvor alle voksne forsøger at æstetisere og seksualisere deres overflade, hvorfor skal en bestemt gruppe – muslimske kvinder – afskæres fra denne mulighed og nydelse? Hvad er der galt med, at man vækker det modsatte køns lyster? En sammenligning mellem den danske og tyrkiske debat om tørklædet viser, at det ikke kun er i Danmark, at dette stykke tekstil vækker stærke følelser. Tørklædet symboliserer forskellige ting i forskellige sammenhænge, og der er ingen grund til at affeje danskernes bekymringer som udtryk for racisme og fremmedfrygt. Kilder:Pamuk, Orhan 1999: Europæisering og vores påklædning: Gide, Tanpinar og Atatürk (Avrupalilasmak ve Kiyafetimiz: Gide, tanpinar ve Atatürk). I: Pamuk, Orhan 1999: De andre farver – Udvalgte artikler og en novelle (Öteki Renkler). Istanbul: Iletisim.Thousands of Turks protest pro-Islamic government, International Herald Tribune, The Associated Press, 29. april 2007
