Da den mangeårige Afghanistanobservatør (og provokatør) Barnett Rubin for nylig skrev i en artikel, at den afghanske narkotikaindustri er den eneste industri i landet, der rent faktisk fungerer, kunne man have forventet et ramaskrig. Efter syv års tilstedeværelse i landet og med milliardinvesteringer i snart sagt samtlige samfundssektorer, måtte den afghanske regering og det internationale samfund forventes resolut at tilbagevise en påstand om, at kun den intensive narkotikaproduktion er forblevet konkurrencedygtig og velsmurt. Barnett blev imidlertid mødt med den form for tavshed, der i en tidsalder præget af spin og informationskrig må indikere, at man har fat i noget. Narkotikaindustrien er uden tvivl en af de største udfordringer for Afghanistan. De enorme summer, som de illegale stoffer repræsenterer, resulterer i korruption af groteske dimensioner, der underminerer alle forsøg på statsbygning – fra politistationer i de afsidesliggende distrikter over provinsguvernørernes kontorer til Karzais eget regeringskabinet. Det internationale analyseinstitut for antikorruption, Transparency International, placerede for nylig Afghanistan som det ottendemest korrupte land i verden. Narkotikaindustrien antages at generere i omegnen af 20 milliarder kroner årlig, hvilket svarer til ca. 53 procent af Afghanistans BNP. De enorme og talrige nybyggede huse i Kabuls Shirpurdistrikt vidner på bizar vis om, at en stor gruppe magthavere har meget begrænsede interesser i, at der gøres noget seriøst ved narkotikaindustrien. Denne organisme af brodne kar ignorerer, beskytter eller ligefrem understøtter narkotikaindustriens omfattende infrastruktur af laboratorier, smuglerruter, narkotikamarkeder samt de paramilitære grupper, der beskytter de kostbare transporter. For disse mennesker er det et formål i sig selv at bibeholde et samfund, der er usikkert nok til at kunne operere en åbenlys narkoindustri og underminere udviklingsprojekter, der kunne tilvejebringe alternativer til opiumsdyrkningen for Afghanistans bønder. I den anden ende af Kabul huser det udbombede russiske kulturcenter en anden mere miserabel type aktører i den afghanske narkotikas økosystem. Her lever en stor del af Kabuls stofmisbrugere under fuldstændig umenneskelige forhold, mens politibetjente fra tid til anden kigger forbi for at supplere deres utilstrækkelige indtægter ved at sælge beslaglagt narko eller for selv at injicere heroin. I 2005 estimerede FN’s Narkotikaagentur, UNODC, at der var omkring 920.000 stofmisbrugere i Afghanistan. Stofmisbrugerne fordeler sig mellem tre hovedgrupper: traditionelle misbrugere fra Afghanistans afsidesliggende regioner, hvor opium gennem århundreder har været brugt som medicin til at dulme sult, kulde og smerte. Intravenøse misbrugere, der ofte har samlet heroinmisbruget op som gæstearbejdere i Iran. Og endelig en stor gruppe, der er blevet misbrugere som følge af posttraumatisk stress og depressioner efter årtiers krig og lidelse. Nye tal er under udarbejdelse, men alt tyder på, at problemet kun er blevet større siden 2005. Ud over de menneskelige konsekvenser af disse voldsomme misbrugsrater, underminerer narkomisbruget menneskelig udvikling, ødelægger familier, skaber vold og kriminalitet og udsulter en i forvejen mager arbejdsstyrke af mandlige forsørgere. I de urolige sydlige provinser Helmand og Kandahar er endnu en opiumshøst nyligt overstået. Der er endnu ikke fremlagt tal for, hvor stor den samlede afghanske opiumsproduktion bliver i år, men der er intet, der tyder på et markant fald, på trods af at tørke og en hård vinter har budt på svære vækstvilkår. Disse sydlige provinser er blevet hjertet i den afghanske opiumsproduktion og står nu for mindst 70 procent af den samlede opiumsdyrkning. Men sådan har det ikke altid været. Faktisk var opiumdyrkning et stort set ukendt fænomen før og under Taleban i Afghanistans sydlige provinser, hvor veludbyggede vandingssystemer omkring floderne bevirkede, at Helmand (med nogen tilsnigelse) engang blev kaldt Afghanistans kornkammer. Men er det grådighed alene, der bevirker, at tusindvis af bønder og arbejdere indgår i produktionen af en afgrøde, der hævet over enhver tvivl er harram – en synd – i islam? Ja, mente Antonio Maria Costa, den øverste chef for UNODC indtil for nylig og støttede dermed den amerikanske strategi om at retfærdiggøre militant rydning af opiumsmarker ved at præsentere afghanske opiumsdyrkere som gemene og grådige kriminelle. Senest gentog den tidligere chef for USA’s narkotikaindsats i Afghanistan Thomas Schweich i en artikel i New York Times Costas argument om, at der ikke er nogen sammenhæng mellem opiumsdyrkning og fattigdom. På den baggrund konkluderede Schweich, at den mest effektive måde at bekæmpe de grådige opiumsbønder på er ved at sprøjte valmuerne med pesticider fra luften. Dette illustrerer ikke bare en vilje til en yderlige militarisering af narkotikaindsatsen, det illustrerer også en fuldstændig mangel på viden om, hvordan opiumsdyrkningens fødekæde ser ud. For desværre er billedet knap så simpelt, hvis man belemrer sig selv med et virkelighedstjek af, hvorfor og hvordan bønderne dyrker opium i Afghanistan. Grundlæggende kan man sige, at opium er en sikker afgrøde i usikre omgivelser. Fordelene byder sig til, allerede før dyrkningssæsonen begynder. Hvis bønderne dyrker opium, kan de få et kontant forskud – det såkaldte salaam – til at købe frø og gødning samt til at forsørge familien, når det forrige års forråd er sluppet op. Forskuddet, der skal betales tilbage i råopium, kommer ofte fra narkosmuglere og andre med interesser i narkoindustrien. Behovet for kredit er reelt, da en gennemsnitlig bonde i Helmand tjener under 1 dollar om dagen og dermed skal forsørge sin familie for en indkomst, der ligger under FN’s officielle fattigdomsgrænse. I slutningen af dyrkningssæsonen har bønderne ydermere den fordel, at opiummen bliver hentet ved deres gårde. Dvs. at de ikke selv skal køre deres afgrøder til markedet på Sydafghanistans mildest talt usikre veje. Så hvordan kan Schweich og Costa foranlediges til at tro, at bønderne i Sydafghanistan er velhavende og griske? Dette skyldes primært, at jordlodderne i syd er større og bedre, end de er i nord, hvor det er lykkedes at reducere opiumsproduktionen kraftigt. Kigger man således udelukkende på makroniveauet, ligger de fejlagtige konklusioner lige til højrebenet: Hvis de endnu fattigere bønder i nord med endnu mindre jordlodder kan holde op med at dyrke opium, så må bønderne i syd være griske kriminelle, over for hvilke vi ikke bør sky nogen midler. Problemet er, at jordejeren og bonden sjældent er den samme person – særlig ikke på de større jordlodder. Bønderne dyrker jorden på vegne af jordejeren i et såkaldt sharecropping-system, hvor bonden tilbagebetaler lejen af jorden i råopium. I Sydafghanistan havde 41 procent af bønderne i 2007 herudover udestående gæld – i gennemsnit på hele 999 dollar per bonde. Dette dyrkningssystem bevirker, at risikoen ved en destrueret høst skifter fra jordejeren og lånehajen til bonden. Det er flere gange bevist, at jordejerne herudover indgår aftaler med Taleban og andre oprørsgrupper om beskyttelse af høst og produktion mod 10 procent af udbyttet. Ud over at gøre rydningsaktiviteterne yderst blodige er det bl.a. denne afgift, som Isaf og andre interessenter berettiget frygter finansierer våbenindkøb og Talebans fortsatte kamp mod den afghanske regering og de internationale styrker. Så mens en række af Sydafghanistans jordejere utvivlsomt kan betegnes som gemene forbrydere og det, der er værre, har den enkelte bonde på nuværende tidspunkt sjældent andet valg end at dyrke opium. Der begynder således også at tegne sig et billede af konsekvenserne af at rydde markerne: Bonden skal på grund af dyrkningssystemet betale et antal kg opium tilbage til både jordejer og salaamgiver, hvad enten markerne bliver ryddet eller ej. Hvis markerne ryddes, må bonden købe råopiummen til markedspris. Da bønderne som nævnt allerede lever under FN’s fattigdomsgrænse, og da Sydafghanistan hører til verdens mindst udviklede områder, findes der ganske få muligheder for at rejse de nødvendige midler: Bonden kan flygte, bonden kan tilbagebetale sin gæld ved at sælge sine døtre som børnebrude, eller bonden kan slutte sig til den ofte eneste alternative udbyder af lønarbejde, sikkerhed og genoprejsning: Taleban. Selve grunden til, at det internationale samfund har involveret sig narkotikabekæmpelse, er sammenhængen mellem narko og oprørsaktiviteter. Men i sidste ende kan rydningsaktiviteterne være med til at skubbe de bønder, hvis hearts and minds vi prøver at vinde, over i Talebans lejr. Briterne har prøvet at imødekomme dette problem ved at identificere områder, hvor en række data indikerer, at bønderne kunne dyrke alternative afgrøder med succes. Det afghanske narkopoliti rydder inden for disse områder, og de lokale provinsguvernører får ligeledes kun deres økonomiske belønning, hvis de rydder inden for disse. Denne tilgang formår imidlertid ikke at adressere det faktum, at markerne dyrkes via sharecropping, samt at Salaamsystemet som nævnt placerer sorteper hos de fattige bønder. Samtidig har årets rydningsaktiviteter, særlig i Kandahar, illustreret, hvordan provinsguvernørerne kan vælge at ignorere eller manipulere de fastlagte rydningsområder, således at rydningsaktiviteterne reelt bliver et effektivt middel til at destruere konkurrerende narkobaroners og fjendtlige stammers opiumsproduktion. Men hvis ikke rydning af opiumsmarker virker på nuværende tidspunkt, hvad kan det internationale samfund og den afghanske regering så stille op for at komme den eksploderende narkotikaindustri til livs? For det første bør man kigge på, hvad det er, der får opiumsindustrien til at fungere, og prøve at imitere disse strukturer. I det sydlige Afghanistan er det særlig relevant at kigge på, hvordan legale afgrøder kan afhentes ved gårdene, samt hvordan mikrokreditter kan afløse Salaam. Herudover bør man på nuværende tidspunkt genoverveje det eksisterende fokus på bøndernes dyrkning og indtægter. Ud over at disse indtægter kun udgør 30 procent af værdien af den samlede narkotikaproduktion, bruges bøndernes indkomst fra opium som hovedregel til at købe mad og andre fornødenheder. De resterende 70 procent af narkoprofitterne ender i lommerne hos Taleban i syd og krigsherrerne i nord samt hos de korrupte embedsmænd og politikere, der beskytter narkoindustrien. Det internationale samfund har, med briterne og amerikanerne i spidsen, brugt millioner på at opbygge et afghansk narkopoliti og en narkotikadomstol, hvor de kriminelle kan retsforfølges. Disse to institutioner hører rent faktisk til de mere velfungerende af slagsen i et afghansk samfund, der stadig er præget af årtiers borgerkrig samt Talebans afmontering af en række centrale samfundsinstitutioner. Problemet er snarere, at der sjældent er nogen at arrestere, efterforske eller dømme. I løbet af det afghanske år 1386, der sluttede 19. marts 2008, identificerede og ødelagde det afghanske politi 60 laboratorier og konfiskerede ca. 2.698 kg heroin, 5.010 kg morfin, 40 ton opium og 50 ton hashish. Alligevel blev færre end 300 personer dømt i narkorelaterede sager i samme periode, og blandt disse var der ikke en eneste ’stor fisk’; ingen højt rangerende embedsmænd, politiofficerer eller politikere. Og ingen af de kendte og betydningsfulde narkobaroner er endnu endt i den moderne og topsikre fløj for narkoforbrydere, der ellers har stået klar i Kabuls berygtede Pul-i-Charki-fængsel siden 2006. Man taler i Afghanistan om svingdørsarrestationer og mobiltelefonretfærdighed. Førstnævnte begreb dækker over det fænomen, at de fleste større narkosmuglere forlader fængslerne lige så hurtigt, som de er kommet ind. Og dette skyldes ofte begreb nummer to: at en magtfuld person ringer til politistationen og fortæller, at en retssag vil være skadelig for visse indflydelsesrige mennesker såvel som for den pågældende politichefs karriere. Det er herudover offentligt kendt, at en række politichefer, distrikts- og provinsguvernører samt personer tæt på regeringen og præsidenten har skabt deres formuer gennem relationer til og i narkotikaindustrien. Så hvorfor er der ikke nogen, der skrider ind over for disse personer og får dem fjernet fra deres poster? På den afghanske side skal forklaringen findes i det komplicerede netværk af klientelisme og stammerelationer, der har bragt det nuværende styre til magten. I et fragmenteret politisk system uden tradition for en stærk centralmagt har udnævnelser, stemmeafgivelse og politisk støtte karakter af et spil om adgangen til ressourcer og indtjeningskilder. Der er talrige eksempler på, at embedsmænd betaler en månedlig afgift for at bestride poster, hvor der er særlig lukrative muligheder for at tjene penge gennem korruption samt på at beskytte smuglerruter og narkotikalaboratorier. Samtidig finder udnævnelser sted i kontekst af en række uofficielle magtstrukturer som etnicitet, familierelationer og stammetilhørsforhold. Kun ved at udnævne politiske støtter til nøglepositioner samt at acceptere disses eventuelle ulovlige aktiviteter kan den siddende præsident regne med genvalg. Samme mønster gentager sig på provinsniveau, hvor krigsherrer og andre provinsielle magthavere sikrer sig valg til parlamentet ved at opbygge et system af afhængighed, afpresning og klientelisme bygget på indtægter fra narkotikaindustrien. Indtil videre er alle initiativer i retning af at sikre en mere transparent og professionel proces omkring udnævnelsen til vigtige administrative poster, som eksempelvis det såkaldte Senior Appointments Panel og den af præsidenten nedsatte antikorruptionskomite, blevet direkte eller indirekte modarbejdet af kræfter, som betragter sådanne tiltag som en trussel mod deres magtbase. Det internationale samfund er selvsagt bevidst om disse uheldige forhold, men har gang på gang misset åbenlyse muligheder for at gennemtvinge korrigerende tiltag. Under Pariskonferencen i juni endte det internationale samfund med at love Afghanistan over 100 milliarder kroner i genopbygningshjælp uden at fremkomme med et eneste konkret krav til, hvad man ville kræve til gengæld fra afghansk side. Det paradoksale er, at effekten af disse enorme investeringer vil være voldsomt reduceret, så længe man ikke i samme ombæring formår at foranstalte, at nogle af de mest markante huller i det afghanske samfund lappes. Det lange, seje træk med at opbygge industrier og en landbrugssektor, der kan tilbyde opiumsbønderne et reelt alternativ til opiummen, ligger stadig forude. Imens klapper gældsfælden om de bønder, hvis marker ryddes, de afghanske stofmisbrugere dør i hobetal, mens de venter på behandling, og nye millionvillaer skyder fortsat op i midten af Kabul bygget på et solidt fundament af narkoprofit.