Er man så gammel som jeg, har man oplevet hele to nationalt-patriotiske epoker i fædrelandets historie, den ene under besættelsen, den anden nu.

Der er forskel, naturligvis, men også fællestræk ikke mindst i den måde følelserne kommer til udtryk på. Jeg skal prøve at beskrive både fællestrækkene og forskellene. Da »de sorte fugle fløj«, som Otto Gelsted skrev om de tyske fly 9. april 1940, var jeg en dreng på otte år. Jeg vidste som de fleste ikke ret meget om krig, selv om jeg havde været nogenlunde bevidst under den spanske borgerkrig, og dengang Japan invaderede Manchuriet. Jeg ved heller ikke, om jeg spekulerede særlig meget over, hvad det vil sige at være dansker og blive rendt over ende af en fremmed nation. Det kom først senere og lidt efter lidt. Min farmor levede endnu, men både min farfar og min mormor var døde – min morfar for længe siden, de andre i en høj alder. Rundt om mig havde jeg min far og min mor og mine to søstre. De var i afvekslende grad politisk bevidste, mest mine forældre som havde fulgt udviklingen op gennem trediverne med bekymring og oplevede krigsfrygten som noget meget håndgribeligt. Første Verdenskrig lå ikke så langt tilbage, sølle tyve år, og selv om Danmark ikke havde været direkte indblandet dengang, havde mine forældre med egne øjne set storbyerne London og Paris oversvømmet af krigsveteraner, de fleste af dem krøblinger. Læsningen af Erich Maria Remarques ’Intet nyt fra vestfronten’ havde bestyrket deres oplevelse af krigen som absurd og tragisk, og det gjaldt ikke blot for dem, men for en halv verden. Jeg er ikke i tvivl om, at Chamberlains papirlap med Hitlers underskrift og premierministerens udsagn om ’Peace in our time’ har gjort indtryk og sikkert også føltes som en lettelse, men er lige så sikker på, at den ikke for alvor har fjernet uroen. Et eller andet sted har min far og mor anet, at der kun var tale om en elendig udsættelse og måske endda om et bedrag. Det gjaldt sikkert også for resten af nationen. Min mormor blev født i Treårskrigens og den fri forfatnings år, 1849, hvad man kan have svært ved at begribe i 2007. Hun må have oplevet den skingre nationalisme i årene efter nederlaget i 64, hvor Danmark mistede hertugdømmerne, og Tyskland næsten nåede til Kolding. Men hvad hun har tænkt, ved jeg ikke. Jeg ved kun, at da tyskerne kom igen og denne gang underlagde sig hele landet, affødte det i begyndelsen en dump, nedtrykt forvirring blandet op med reel angst for, hvad der nu ville ramme nationen af ulykker. Min far fulgte forordningerne og indrettede fyrkælderen til beskyttelsesrum, der blev sat stativer op med sandsække for vinduerne både indvendig og udvendig, og dér sad vi så og småfrøs og lyttede til flakskytset, uden at der ellers skete noget. Det var både forvirrende og uvirkeligt, og den megen snak om ’ro og orden’, der lød fra højeste sted, og som selv kongen talte om, virkede irriterende. Men den almindelige holdning var ikke til at tage fejl af, ordet ’Danmark’ blev nævnt hyppigere og hyppigere, bevidstheden om nationens dyrebarhed blev slået fast, i radioen klang Aksel Schiøtz’ skønne røst, og mellem bakker og dale sang man ’alsang’, hvor alle den danske sangskats tapre formodninger om landets betydning, styrke, skønhed og talent blev fremført for fuld hals og med klar bevægelse. Der var ikke noget at tage fejl af, og selv da Frikorps Danmark dannedes og drog af til Østfronten vakte det nok nogen forargelse, men regeringen stod bag, og i al stilhed har mange sikkert tænkt, at det var udmærket, at de satans bolsjevikker fik nogen på frakken også med dansk assistance. Hvad det storeinternationale spil angik, de voldsomme bevægelser på fronterne, blitzkrigen, bombardementerne af de engelske storbyer, Rommels sejre i Afrika osv., tog man det til sig med endnu en følelse af usikkerhed. Det var først efter Stalingrad, nogen fik en fornemmelse af, at et tysk nederlag ikke var umuligt, og at det måske nyttede noget at gøre modstand. ’Den usynlige hær’ som opstod i den forbindelse og efterhånden voksede sig større, men aldrig stor, blev en faktor i hovedet på folk, som fremkaldte både nervøsitet og håb. Hvad ville konsekvensen være af provokationerne, og var der egentlig konsensus om modstanden? Svaret kom i juli 1944 med folkestrejkerne i de danske byer inklusive hovedstaden: Da man forbød folk at svale sig i aftenkøligheden med et udgangsforbud kl. 20.00, faldt hammeren, folk ville finde sig i meget, men ikke i det! At budskabet rummede mere end en tilfældig irritation er indlysende, og det stort set voldsfri oprør båret af varm solidaritet havde måske større effekt end nok så mange væbnede, eksplosive nålestik i det lange løb. Min respekt for modstandsbevægelsen og de hårde odds, den kæmpede imod, er stor og var det dengang. Derfor har det også været sært så mange år efter besættelsen at opleve den ændring i krigsveteranernes selvopfattelse, der efter min smag virker lige så onkelagtig autoritetstro som den demagogi, man i sin tid bekæmpede. Men efterbyrden af nationalheroisme og patriotisk selvforherligelse er på den mest forbløffende måde gået i arv til en senere generation, hvis regerende landsoverhoved uden at blinke fordømmer en fortids mentalitet og styreform og fremhæver det mandfolkeideal, som uden at betænke sig og uden særligt hensyn til de historiske omstændigheder og sund fornuft kaster alt, hvad de har i hænderne, og springer op og spænder bælte. Det er tilsyneladende, hvad man ’har lært af historien’, og for Danmarks vedkommende har det haft fatale konsekvenser, ikke blot fordi det har ført landet ud i en angrebskrig på et løgnagtigt grundlag, men fordi løgnen som sådan er blevet et legitimt politisk værktøj, som kan bruges til at slå alle svagpisserne oven i hovedet med, fordi de har en anden opfattelse end den gængse af, hvad der er gavnligt og godt for nationen for ikke at sige verden. Historien igennem er pacifisten blevet opfattet som en afviger for ikke at sige en regulær tosse. I den aktuelle situation beskrives han/hun i hvert fald som noget i den retning. Det skyldes, at det er lykkedes at dreje den almene opfattelse af, hvad der er ægte engagement, til at omfatte det temmelig diffuse begreb ansvar. Hvis man ikke er parat til at tage et ansvar, dvs. gribe til våben, om det så er på et falsk grundlag, er man ansvarsløs, en svagpisser eller en tosse. Måske endda en slags landsforræder eller det, der er værre. Attituden har sine rødder i den fjerne fortid, hvor Danmark tilsluttede sig Atlantpagten i 1949, vi var med nød og næppe blevet optaget som allieret nation på grund af den vakkelvorne holdning under besættelsen, og den slags skulle nationen ikke ydmyge sig selv med længere, ind i alliancen og ud med selvstændigheden. Resultatet af beslutningen topper i dag, hvor man af al magt prøver at bilde folk ind, at vores krigeriske indsats i Irak har haft en positiv effekt, og at den vil få det samme i Afghanistan, selv om enhver selv med halvfedtede brilleglas kan se, at det er løgn. Jamen, har vi da ikke bygget både skoler og anlagt veje og skaffet rent vand til de nødstedte i Mellemøsten? Vist så. Men hvem tør give et bud på, hvor længe luftkastellerne vil stå, når borgerkrigen for alvor folder sig ud og al-Qaeda befæster sin magt? Og hvem tror for alvor på en sejr i Afghanistan, hvor konflikter i hundredtal gennem historien er vundet af indbyrdes rivaliserende lokale krigsherrer og selv Sovjetunionen måtte stikke af med halen mellem benene? Siger man den slags, er man ikke blot en kujon, men også et brokkehoved. En vældig lirekasse kører i disse år med det samme tema på valsen: De danske intellektuelle er en flok vatnisser med gummiknæ. Ser man nærmere efter, er det hovedsagelig, fordi disse intellektuelle opfatter verden og løsningen på verdens problemer på en anden måde end deres angribere. Der er nuancer hen over skalaen, men én ting står fast: Den intellektuelle vil ikke spises af med fraser og løgne, den intellektuelle får spat ved præsentationen af det aktuelle idealbillede: en ramboagtig figur med maskingevær i hånd, antenner i hatten, skudsikker vest, foret hjelm i dækning bag sekshundrede sandsække under et raketangreb, som han trygler om at overleve, og hvis han er så heldig, kan vende hjem til kæresten og en hær af psykologer, der på statens regning er klar til at hjælpe ham af med sine krigstraumer og sine mareridt. »Well«, siger den tempererede iagttager, »er der ikke visse situationer, hvor væbnede indgreb kan forhindre de værste katastrofer? Tænk bare på Hitler!«. Og så tænker man på Hitler og måske også på Saddam og siger: »Godt, vi slap af med dem«. Men i næste øjeblik måske også: »Men havde der ikke været andre måder?«. Hvad der naturligvis var. Jeg vil ikke påstå, at længslen efter krig ligesom længslen efter døden (Freud) er indbygget i den menneskelige natur, men jeg er ikke i tvivl om, at den manglende inddæmning af Hitler ikke blot skyldtes manglende politisk overblik eller fantasi, men i høj grad, at det, han repræsenterede, i den grad var vand på mellemkrigstidens ideologiske mølle. Sympatien for Hitlers antisemitisme blev måske ikke udtrykt klart, men den var der både i England og Frankrig og såmænd også på sin egen lille måde i Danmark, og hadet mod kommunismen kunne de fleste være enige om, dét forgrenede sig langt ind i Socialdemokratiet. Og så var der jo det med togene, der gik præcist både i Italien og i Tyskland og den manglende arbejdsløshed. Orden på tingene m.a.o. sådan som man gerne ville have det og gerne vil have det i alle onkelgenerationer og patriarkater, ligesom vi oplever det nu. Et sådant synspunkt kalder på hadefuldhed, og når en forsmået kritiker som Mikkel Bruun Zangenberg, der hidtil har storket sig frem med en usund blanding af akademisk stylteri og forloren folkelig Zünftigkeit gør krav på sine femten minutters claim to fame, er det bare om at henvende sig til det krigsbegejstrede tidsskrift Kritik og gå til angreb på de danske intellektuelles mangel på engagement (læs: opbakning til Anders Fogh Rasmussens martialske fremfærd og almindelige illusionsmageri). Så er sympatien sikret bredt, men spørgsmålet er, om det i længden er godt for nattesøvnen. Min (utopiske) holdning er klar: Afskaf det kostbare militær, hvor der sidder mange gode hoveder og sikkert lige så mange gode viljer. Anvend pengene til uddannelse af et udrykningskorps, der kan tage af sted til verdens brændpunkter og bruge deres hænder og deres forstand til uden våben at løse problemer og bygge op, hvad andre har revet ned. Bliver man fanget i krydsilden, vil jeg beskrive offeret som ærefuldt. Bekæmp ethvert udtryk for hujende, militant machismo ved at gøre det til grin som Hasek og Soldat Svejk, Georg Grozs, Erich Kästner gjorde det. Og hundreder af andre. Hold de ledende politikere fast, og afslør deres løgne morgen, middag og aften. Bekæmp spin, ellers er det os, der går i spin. Jeg holder mig til Hagar Olsson, der skrev: »Et digt uden utopi er som en flyver uden propel«. Eller Dylan Thomas, som sagde, da hans far lå for døden: »Do not go gently into that good nigh«.